Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Det var som at blende Italo Brothers, fjollet Melodi Grand Prix-metal og en Rammstein-light æstetik i en Temu-blender uden låg. Alt fløj rundt, men ingenting landede. Jeg stod mest og tænkte: Hvem er det egentlig, det her er for?
Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
Langt fra fadøl og Fynske fællessange gemmer Tinderbox på en scene, der føles som en hemmelig EDM-verden for de dedikerede – og den gør det på internationalt niveau.
Hun kom ikke – og det gjorde vi så heller ikke.
De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
Efter tre sæsoner med sved, råb og Michelin-drømme vender The Bear tilbage med en fjerde omgang, der forsøger at bygge videre på kaosset, men mest af alt føles som en ret med de samme ingredienser som før – velkendt, men nu med en lidt flad smag.
Man blev helt forpustet. Men ikke på den fede måde – mere som når nogen råber jokes, laver armbevægelser og spiller dancepop samtidig, og man sidder og tænker: Er det her en koncert? Er det satire? Eller er det bare en mand, der virkelig, virkelig gerne vil underholde?
Det regnede. Vi var klar. Og The Streets skulle spille. Men da vi endelig kæmpede os gennem menneskehavet fra Magic Box mod hovedscenen, gik det op for os, at alle andre var på vej væk. Vi trådte ud på pladsen – og stod næsten alene. Det føltes som at dukke op til en housewarming, hvor værten har glemt at invitere gæsterne, men stadig skænker drinks og fyrer op under anlægget.
Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede Mnemic. Eller måske havde jeg bare glemt, hvordan det føles, når et band ikke prøver at være noget, men bare er noget. Gendannelsen kunne have været kikset. Men det var det ikke.
Jeg har set Gloryhammer før. Det var mærkeligt dengang, og det er stadig mærkeligt nu. Deres koncert på Copenhell føltes som et Dungeons & Dragons-rollespil, der aldrig blev rigtig farligt – bare fjollet. Og ikke på den fede måde.
Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
Hun er 57 år gammel og bar overkroppen som en kampklar alien. På et tidspunkt måtte en bredskuldret sikkerhedsvagt hjælpe Skin op fra moshpitten, og da hun igen stod på scenen, pegede hun ned på ham og sagde: “If you wanna have sex later, I’m in.” Det var der, jeg vidste, at det her ikke ville blive nogen kønsløs nostalgi-koncert.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
DreamWorks’ første live-action-remake af en animationsklassiker lever op til forventningerne – og lidt til. How to Train Your Dragon (2025) er både en tro genskabelse og et levende værk i sig selv. Små ændringer, store følelser og skuespil i top gør filmen til noget, der føles både velkendt og nyt – uden at føles som en tom kopi.
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
Det starter altid med ironi. Et par venner, et par øl og en akavet-agtig stemning på vej til en festival, man ikke helt ved om man elsker eller elsker at grine af. “Vi Elsker!” lyder mere som en ironisk kærlighedserklæring skrevet i comic sans end et seriøst festivalnavn. Men det er det, der er det geniale. For efter en dag i Rødovre med et tætpakket lineup kun med musik jeg kender (men ikke vil indrømme jeg kan lide), storsmilende politi, et fodboldhold på scenen og en mand, der faked at spille violin på en gearkasse, så er man faktisk... solgt. Ikke ironisk. Rigtigt.
Der er noget sært rørende ved at se Tom Cruise tage afsked. Ikke med et brag, men med et kram. Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two føles som en afskedssalut fra en mand, der har løbet for vores underholdning i snart 30 år – og som stadig nægter at gå stille ud. Men måske skulle han have taget en maske mere på.
Man kan sige meget om ungdommen, men man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke tør føle noget. Det føltes næsten upassende overhovedet at række ud efter sin øl, da Rumle Kærså stod på scenen og bad 1.500 mennesker om at lukke øjnene. For vi var der ikke for at drikke. Vi var der for at blive ramt.
Deres lyd er som en fælles puls – og i sommer rammer den Refshaleøen. Bicep medbringer deres ambitiøse AV-show CHROMA til O Days, og vi glæder os til et sansebombardement af visuals, bas og følelsesmæssige lag.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
01.webp)
