Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Nu er det anden gang på under en måned, jeg ser Charli XCX – sidst i Paris, smadret af et himmelsk skybrud, og her i Roskilde under stor regn. Det føles, som om gud har bedt os om at opleve hende i stormvejr – og jeg er godt klar til at råbe “AMEN.”
Hun har skrevet soundtracket til en hel generation af hjertesorg – men på Orange Scene lød det mest som en eksamen i amerikansk pop. Det var stort, sødt og lidt for strømlinet. Og måske netop derfor blev det aldrig rigtig farligt.
Vi gik forbi Arena for at nå Tyla. Det gjorde vi så ikke. For Nine Inch Nails hev os ind som en magnetisk kraft, og pludselig stod vi midt i en maskinel messe for vrede, melankoli og lysdesign.
Det lignede noget stort. Noget tænkt. Noget med trappe, budskab og dansere og Orange Scene. Men da konfettien havde lagt sig, sad jeg tilbage med en følelse af… vent, hvad var det egentlig, jeg lige havde set?
Damon Albarn har efterhånden flere Roskilde-stempler i sit pas end nogen anden nulevende brite. Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen – og så den her: Africa Express. Som en form for humanitær musikstormagt med Albarn som FN-generalsekretær og sitrende øjne. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg oplevede – men jeg vil gerne stemme på det.
Det var som at blende Italo Brothers, fjollet Melodi Grand Prix-metal og en Rammstein-light æstetik i en Temu-blender uden låg. Alt fløj rundt, men ingenting landede. Jeg stod mest og tænkte: Hvem er det egentlig, det her er for?
Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
Det er befriende at opleve, hvordan countrygenren langsomt bliver udfordret og udviklet. Den klassiske opfattelse af country som hvide gamle mænds domæne er ved at blive rystet, og nye stemmer, især unge sorte kvinder som Tanner Adell, bringer en friskhed og relevans, der er værd at følge tæt.
Langt fra fadøl og Fynske fællessange gemmer Tinderbox på en scene, der føles som en hemmelig EDM-verden for de dedikerede – og den gør det på internationalt niveau.
Hun kom ikke – og det gjorde vi så heller ikke.
De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
Efter tre sæsoner med sved, råb og Michelin-drømme vender The Bear tilbage med en fjerde omgang, der forsøger at bygge videre på kaosset, men mest af alt føles som en ret med de samme ingredienser som før – velkendt, men nu med en lidt flad smag.
Man blev helt forpustet. Men ikke på den fede måde – mere som når nogen råber jokes, laver armbevægelser og spiller dancepop samtidig, og man sidder og tænker: Er det her en koncert? Er det satire? Eller er det bare en mand, der virkelig, virkelig gerne vil underholde?
Det regnede. Vi var klar. Og The Streets skulle spille. Men da vi endelig kæmpede os gennem menneskehavet fra Magic Box mod hovedscenen, gik det op for os, at alle andre var på vej væk. Vi trådte ud på pladsen – og stod næsten alene. Det føltes som at dukke op til en housewarming, hvor værten har glemt at invitere gæsterne, men stadig skænker drinks og fyrer op under anlægget.
Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede Mnemic. Eller måske havde jeg bare glemt, hvordan det føles, når et band ikke prøver at være noget, men bare er noget. Gendannelsen kunne have været kikset. Men det var det ikke.
Jeg har set Gloryhammer før. Det var mærkeligt dengang, og det er stadig mærkeligt nu. Deres koncert på Copenhell føltes som et Dungeons & Dragons-rollespil, der aldrig blev rigtig farligt – bare fjollet. Og ikke på den fede måde.
Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
Hun er 57 år gammel og bar overkroppen som en kampklar alien. På et tidspunkt måtte en bredskuldret sikkerhedsvagt hjælpe Skin op fra moshpitten, og da hun igen stod på scenen, pegede hun ned på ham og sagde: “If you wanna have sex later, I’m in.” Det var der, jeg vidste, at det her ikke ville blive nogen kønsløs nostalgi-koncert.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
DreamWorks’ første live-action-remake af en animationsklassiker lever op til forventningerne – og lidt til. How to Train Your Dragon (2025) er både en tro genskabelse og et levende værk i sig selv. Små ændringer, store følelser og skuespil i top gør filmen til noget, der føles både velkendt og nyt – uden at føles som en tom kopi.
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
01.webp)
