Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Et monster begynder sjældent med et brøl. Nogle gange begynder det med en idé, en krop på et bord og en skaber, der bagefter ikke vil kendes ved sit værk. Når Golden Days i september lader Frankenstein indgå i festivalen MONSTER, bliver Mary Shelleys roman derfor ved med at ramme et ømt punkt: Vores frygt handler mindst lige så meget om ansvar som om ondskab.
Tinderbox er den slags festival, hvor du både kan råbe med på Basket Case, tude til Love on the Brain, og glemme dit livs dårlige beslutninger i et pariserhjul over Odense. Det er ikke bare en musikfestival – det er en slags sensorisk eksplosion, hvor pop, rock og techno blander sig med fadøl, glimmer og solskin på dåse.
Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
Hun har skrevet soundtracket til en hel generation af hjertesorg – men på Orange Scene lød det mest som en eksamen i amerikansk pop. Det var stort, sødt og lidt for strømlinet. Og måske netop derfor blev det aldrig rigtig farligt.
Jeg ville egentlig have afskrevet hele Alien-franchisen for længst. Det er svært ikke at miste troen, når noget, man elsker, bliver pillet ved igen og igen, som et gammelt sår, der aldrig får ro. Men Alien: Earth gør noget, jeg ikke troede muligt: Den får mig til at tro på det mørke igen.
Solen stod tungt over Gentofte Sportspark, og det klædte festivalen. Fredag og lørdag trak hver sin generation mod scenerne, og pludselig var der både unge i sommeruniform og bedsteforældre med festivalmod på samme græsplæne. Musik i Gentofte er stadig ung nok til at kunne snuble lidt, men i 2026 lykkedes det meste. Stemningen holdt, publikum blev hængende, og der var noget rart ved at mærke en festival finde sit ben at stå på.
Der er serier, der starter som et langsomt optræk til et eller andet. Og så er der Paradise. Den starter som en trykbølge. Ikke fordi der sker noget voldsomt i første scene – men fordi det hele emmer af noget forkert. Der er for meget pænt. For meget hvidt stakit. For mange grillpølser og smil. Og som altid, når nogen smiler lidt for meget i en amerikansk forstad, ved man godt, at det her kommer til at gå galt.
Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
Benny Jamz i tuxedo med pingvinhale. Ikke for at spille skuespil, men fordi han mente det. Og fordi DR’s Koncertsal er den slags rum, der kræver, at du enten dukker dig eller løfter dig. Han valgte det sidste.
Du klikker på en artikel om, hvordan man dyrker tomater i lejlighed. Bum – hele siden er et banner for White Lotus. Du scroller forbi reality-videoer, neglesvamp og ensomhedsbannere, og har glemt, hvorfor du overhovedet klikkede. Du læser ikke – du bliver forstyrret.
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Det er stadig noget særligt, når D-A-D spiller i hovedstaden. Men i Forum Black Box den 31. januar 2025 blev det ikke den triumf, mange havde håbet på. Bandet har ellers turneret solidt med deres nye album Speed of Darkness, og både pyroteknik og publikum var klar.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Lørdag på Roskilde 2025 er en mærkelig, smuk, forvirrende cocktail af kæmpe navne, queer energi, TikTok-stjerner, depressiv onkelrock og en trillion trommer på Amapiano-beats. Det bliver den slags dag, hvor man lige så godt kan lade fornuften blive i teltet – og bare prøve at følge med.
Onsdag på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Når torsdagen føles som mandagTorsdag på Roskilde er lidt af en hængeparti. First Days er forbi, og Orange har åbnet – men programmet føles, som om det stadig venter på at vågne. Du har sol i nakken, lidt for lidt søvn og brug for noget, der kan bringe dig tilbage i kroppen. Det her er ikke dagen med flest must-sees – men her er seks navne, der kan overraske, forføre eller i det mindste holde dig væk fra campen et par timer.
The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom tør noget, de fleste spil ikke gør: at stole på din fantasi. Der er ikke ét rigtigt svar – kun dine egne. Det er frihed som leg, hvor selv de skøreste løsninger virker, fordi de er dine. Man starter forvirret og ender forelsket.
Aarhus summede af musikalsk nysgerrighed, da SPOT Festival 2025 åbnede med en dag, der favnede alt fra følsom pop til eksperimenterende jazz og rå metal. Publikum blev mødt af en bred palet af nye navne, og hvis én ting stod klart: den danske musikscene er ikke i stå – den bobler.
Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
Man ved, man er i København, når nogen finder på at bygge et lydstudie midt i et boutiquehotel. Og man ved, det virker, når det er Jacob Bellens og Martin Skovbjerg (ja, ham fra AV AV AV og den slags visuals, der føles som et anfald af skønhed), der står bag.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
