Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
Hun er 57 år gammel og bar overkroppen som en kampklar alien. På et tidspunkt måtte en bredskuldret sikkerhedsvagt hjælpe Skin op fra moshpitten, og da hun igen stod på scenen, pegede hun ned på ham og sagde: “If you wanna have sex later, I’m in.” Det var der, jeg vidste, at det her ikke ville blive nogen kønsløs nostalgi-koncert.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
DreamWorks’ første live-action-remake af en animationsklassiker lever op til forventningerne – og lidt til. How to Train Your Dragon (2025) er både en tro genskabelse og et levende værk i sig selv. Små ændringer, store følelser og skuespil i top gør filmen til noget, der føles både velkendt og nyt – uden at føles som en tom kopi.
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
Det starter altid med ironi. Et par venner, et par øl og en akavet-agtig stemning på vej til en festival, man ikke helt ved om man elsker eller elsker at grine af. “Vi Elsker!” lyder mere som en ironisk kærlighedserklæring skrevet i comic sans end et seriøst festivalnavn. Men det er det, der er det geniale. For efter en dag i Rødovre med et tætpakket lineup kun med musik jeg kender (men ikke vil indrømme jeg kan lide), storsmilende politi, et fodboldhold på scenen og en mand, der faked at spille violin på en gearkasse, så er man faktisk... solgt. Ikke ironisk. Rigtigt.
Der er noget sært rørende ved at se Tom Cruise tage afsked. Ikke med et brag, men med et kram. Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two føles som en afskedssalut fra en mand, der har løbet for vores underholdning i snart 30 år – og som stadig nægter at gå stille ud. Men måske skulle han have taget en maske mere på.
Man kan sige meget om ungdommen, men man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke tør føle noget. Det føltes næsten upassende overhovedet at række ud efter sin øl, da Rumle Kærså stod på scenen og bad 1.500 mennesker om at lukke øjnene. For vi var der ikke for at drikke. Vi var der for at blive ramt.
Deres lyd er som en fælles puls – og i sommer rammer den Refshaleøen. Bicep medbringer deres ambitiøse AV-show CHROMA til O Days, og vi glæder os til et sansebombardement af visuals, bas og følelsesmæssige lag.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
MagicBox på Tinderbox er ikke bare en scene – det er en følelsesmæssig rutschebane med stroboskoplys og 130 BPM. Afrohouse’en peaker i år, og lineuppet oser af global, rytmisk eufori. Jeg har håndplukket de fem DJ’s, du ikke må misse, og peget på den ene dag, hvor du ikke må forlade MagicBox – samt én booking, der mest af alt føles som en joke, ingen rigtig griner af.
De to franske mænd bag Justice har smadret hotelværelser, vundet Grammyer og lavet en opera uden publikum. Nu spiller de på O Days Festival – og jeg håber stadig, nogen råber “We Are Your Friends”, selvom det er 20 år siden, det var sejt.
Man ved, man er i København, når nogen finder på at bygge et lydstudie midt i et boutiquehotel. Og man ved, det virker, når det er Jacob Bellens og Martin Skovbjerg (ja, ham fra AV AV AV og den slags visuals, der føles som et anfald af skønhed), der står bag.
Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
En episk aften med Billie Eilish, hvor hendes musik og tilstedeværelse fyldte Royal Arena med en intens energi, der berørte hver eneste sjæl.
Der findes festivaler, hvor du skal have ørepropper i og albuerne fremme. Og så findes der O Days. En slags kulturel detox for voksne mennesker med hang til æstetik, fransk elektronika og naturvin. Velkommen til Refshaleøens bedst klædte samlingspunkt, hvor ingen skråler med på “Smuk som et stjerneskud”, og hvor selv skraldespandene ser ud til at være designet af en tidligere Louisiana-kurator.
Tinderbox er den slags festival, hvor du både kan råbe med på Basket Case, tude til Love on the Brain, og glemme dit livs dårlige beslutninger i et pariserhjul over Odense. Det er ikke bare en musikfestival – det er en slags sensorisk eksplosion, hvor pop, rock og techno blander sig med fadøl, glimmer og solskin på dåse.
Fredag på Roskilde. En af de dage, hvor man kan mærke, at festivalen satser benhårdt på, at man føler noget. Om det ender i begejstring, forvirring eller noget midt imellem, må tiden vise. Én ting er sikkert: Saint Levant skal bevise, at han kan løfte scenen, Olivia Rodrigo skal eje Orange, og Electric Callboy skal smadre hjernen på dem, der ikke vidste, de var til metal med blinklys.
Når torsdagen føles som mandagTorsdag på Roskilde er lidt af en hængeparti. First Days er forbi, og Orange har åbnet – men programmet føles, som om det stadig venter på at vågne. Du har sol i nakken, lidt for lidt søvn og brug for noget, der kan bringe dig tilbage i kroppen. Det her er ikke dagen med flest must-sees – men her er seks navne, der kan overraske, forføre eller i det mindste holde dig væk fra campen et par timer.
Lørdag på Roskilde 2025 er en mærkelig, smuk, forvirrende cocktail af kæmpe navne, queer energi, TikTok-stjerner, depressiv onkelrock og en trillion trommer på Amapiano-beats. Det bliver den slags dag, hvor man lige så godt kan lade fornuften blive i teltet – og bare prøve at følge med.
