Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Regnen silede ned over Roskilde, og Arena var fyldt til bristepunktet. Nogle stod i ly under teltdugen, andre lod sig langsomt gennembløde uden helt at give op. Det kunne være blevet en tung eftermiddag. I stedet blev Guldimund en påmindelse om, hvor meget der kan ske, når en koncert ikke prøver at fylde alt, men bare tør være tæt på.
David Byrne var en af de bookinger på Roskilde, der fik programmet til at se klogere ud, bare ved at stå der. En levende legende, ja, men heldigvis ikke på den der museumsmåde, hvor man betaler for at se en mand mindes sig selv. På Arena fik vi noget langt mærkeligere og bedre: en koncert, der opførte sig som en forestilling.
Jeg havde ikke regnet med at bruge ordet hyggelig om Napalm Death. Det føles næsten som at kalde en vinkelsliber for omsorgsfuld. Men på Eos skete der noget mærkeligt. Midt i støjen, growlet og de politiske giftpile stod Mark “Barney” Greenway i blå seler og lignede verdens mest venlige mand, lige indtil han åbnede munden og lød som civilisationens sidste hosteanfald.
Gorillaz burde være en sensation. Det virtuelle tegneserieband. Myten. De store sange. Det mærkelige univers. Hele pakken. I stedet stod man på Roskilde og så Damon Albarn vandre rundt med sin megafon og tænkte: Er det her stadig Gorillaz, eller har nogen bare givet en britisk multikunstner Orange Scene som sommerhus?
Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blive. Bare lige se starten, mærke temperaturen, lave den klassiske festivalmanøvre, hvor man lader som om, man er et frit menneske med kontrol over sin aften. Men så stod Tobias Rahim dér. Glinsende, kontrolleret og komplet urimeligt klar til Orange Scene.
Lørdagen er altid noget særligt på en festival. Kroppen er mør, stemmen er slidt ned til et rustent nik, og man har efterhånden lært genvejene mellem scenerne lidt for godt at kende. Til gengæld er det også her, man holder op med at jagte programmet og i stedet lader festivalen komme til sig. Og det gjorde den. Lørdagen bød på en af årets mest omtalte bookinger, et gensyn med ægte californisk punk og en københavnsk trio, der beviste, at man ikke behøver store gimmicks for at få Helviti til at koge.
Festivalsæsonen er officielt i gang. Der er noget særligt over den første dag på Copenhell. Asfalten er endnu ikke dækket af fire dages øl, stemmen er stadig nogenlunde intakt, og battle vestene ser næsten nyvaskede ud. Onsdagen er dagen, hvor man lige skal huske, hvordan man går 25.000 skridt med en fadøl i hånden. Og årets åbning skuffede bestemt ikke.
John Martin gik på scenen som manden, mange mest kender som stemmen bag andres største øjeblikke. Men på Festegnen skete der noget sjovt: Pludselig føltes Swedish House Mafia næsten som featuring på hans koncert. Ikke omvendt. Det var stort, varmt, lidt absurd og meget mere rørende, end jeg havde regnet med.
Man skal passe på med at gøre grin med Scooter. Det lyder som en joke, men det er det ikke. Jeg mener det næsten religiøst. For der står man, voksen, træt og nogenlunde civiliseret, og tror, man har udviklet sig. Og så går H.P. Baxxter på scenen, og hele ens personlighed bliver nulstillet af ild, hardstyle og tysk ravekommando.
Mit værste mareridt har altid været prøvebilledejakkesættet: fadøl, fællesskrål, 90’er-nostalgi og voksne mennesker, der danser som om dankortet først lukker i morgen. Men på Festegnen skete der noget irriterende. Det fungerede. Ikke hele tiden. Ikke uden nogle næsten kriminelle sidespring. Men nok til, at man måtte indrømme, at Vestegnen faktisk har fået sin egen festival.
Hvor meget historie kan en silo egentlig rumme, før den begynder at føles som et helt samfunds dårlige samvittighed? Jeg har set frem til sæson 3 af Silo med den slags forventning, man normalt reserverer til noget, der både kan gøre en glad og en smule mistænksom. Serien har aldrig råbt højest, men den har haft den sjældne evne at blive hængende i kroppen. Og ja, den kan stadig udvikle sig — også selv om den i princippet foregår i en betonklods under jorden.
Hans Philip passede næsten for godt ind på Heartland. Solen, melankolien, de bløde bevægelser, det lyttende publikum. Det hele lå rigtigt. Måske var det også problemet. Koncerten var behagelig og nærværende, men den kom aldrig rigtig ud af sin egen pæne temperatur.
Heartland er ikke bare en festival, man går rundt på. Det er en festival, man langsomt falder ind i. Mellem træer, scener, madboder, samtaler og sommerlys opstår der en særlig form for ro, hvor selv en meget varm dag kan føles som noget, der er tænkt godt igennem.
Guldimund stod på Greenfield i en varme, der gjorde alting lidt mere besværligt. Også de stille sange. Alligevel var der øjeblikke, hvor musikken fik plads nok til at folde sig ud, og hvor hans små hverdagsdramaer pludselig stod meget klare i den åbne luft.
Der var varmt foran scenen. Så varmt, at publikum langsomt trak ud under træerne, som om kroppen vidste bedre end viljen. Men LP stod der alligevel. Midt i solen, midt i lyset, med en stemme, der ikke bad om opmærksomhed. Den tog den bare.
Der findes koncerter, som ikke behøver at overbevise nogen. De skal bare åbne sig langsomt og lade publikum træde ind. The Minds of 99 på Heartland var sådan en koncert. Ikke overraskende. Ikke overgjort. Bare stærk, klar og båret af en sommernat, der næsten gjorde arbejdet sammen med dem.
Det første, der slog mig, var ikke en DJ, en scene eller en baslinje, der forsøgte at flytte mine organer mod Refshaleøen. Det var følelsen af, at nogen faktisk havde tænkt sig om. Distortion kan godt ligne en fest, der er faldet ned fra en ladcykel, men fredag på Øen var der retning i rodet. Og det klædte kaosset.
Jeg sad med en lunken morgenkaffe klokken 9:30 og tænkte, at det her måske var en af den slags morgener, hvor man burde have haft popcorn i stedet for. For He-Man: Masters of the Universe er ikke lavet til kølige hoveder og analytisk afstand; den er lavet til barndommens støvede actionfigurer, til 80’ernes synthstøv og til den del af hjernen, der stadig bliver glad, når et sværd lyser op i mørket.
Jeg sad med den der særlige fornemmelse i kroppen, som opstår, når et rum virker bekendt på den forkerte måde. Gule tapeter, fluorescerende lys og et summende lydspor, der ikke beder om lov, men bare trænger ind under huden. Kane Parsons’ spillefilmsdebut BACKROOMS er ikke interesseret i at råbe højt; den sniger sig, og netop derfor bliver den hængende.
Jeg sad med fornemmelsen af, at nogen havde lagt en fugtig, tung hånd på nakken af hele serien — ikke voldsomt, bare vedholdende. Cape Fear på Apple TV er ikke ude på at opfinde frygten igen; den ved godt, at den kommer med et helt bagkatalog af skygger, især fra 1962 og Scorseses version fra 1991. Men den gør noget klogt: Den tager sig tid. Ti episoder til at lade paranoiaen sætte sig i væggene, i ægteskabet, i de små pauser, hvor ingen siger det, de burde.
Fire dage med legender, nu-metal-nostalgi, svensk dødsmetal og bands, man enten vil dø på en bakke for eller aldrig helt har forstået. Vi har samlet navnene, kaosset og de koncerter, der sandsynligvis kommer til at definere årets Copenhell.
Jeg havde egentlig forventet et sødt lille Nintendo-spil, du smiler ad i fem minutter og så lægger væk igen. I stedet fik jeg en digital ø fuld af mennesker, der opfører sig som om nogen har sluppet dem løs midt i en kaffepause og glemt at give dem voksenlogik med. Tomodachi Life: Living the Dream til Nintendo Switch er tilbage som et mærkeligt, charmerende socialt laboratorium, hvor du både leger gud, vært og ufrivillig psykolog.
Jeg havde forventet, at Farveblind ville larme. Det gør de også. Men Micro Pleasures gør noget mere sjældent: Den larmer med mening. Tre mænd i jakkesæt, et studie på Tagensvej, en distortion-knap og en idé om, at små glæder måske er den eneste skattepligtige indtægt, vi har tilbage. Jeg havde regnet med energi. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville sidde med pladen på fjerde gennemlytning og tænke, at det her er året, hvor dansk musik holdt op med at undskylde sig selv.
Der er værker, man ikke bare genbesøger. Man går ind i dem igen, som man går ind i et rum, hvor nogen engang har sagt noget vigtigt. Another Brick in the Wall, Part 5 i Royal Arena er sådan en oplevelse. Stor, mørk, præcis og båret af musik, der stadig har støv, vrede og menneskelig ensomhed siddende i sig.
Jeg kan stadig mærke den der særlige festivaltræthed i kroppen fra Fred again.. i 2024, hvor musikken ikke helt nåede at sætte sig, fordi menneskemængden stod i vejen. Den slags oplevelse sætter sig ikke som én dårlig dag, men som en lille mistillid i brystet, næste gang en festival beder én om at tro på helheden. Så når blikket falder på Syd for Solen 2026, er det med både håb og en forsigtig rygrefleks.
