Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Man kunne mærke det allerede ved opvarmningen: En torsdag i Falkonersalen har en særlig form for spænding over sig. Publikum denne aften var ikke en homogen flok af unge, men snarere et slags musikalsk fællesskab på tværs af generationer. Der var alt fra 18-årige med dugfriske gymnasiekort til par i 40’erne, som lignede nogen, der tidligere på året havde stået til Smukfest med fadøl og solbriller. Det gav rummet en interessant dynamik – som om Kalaset havde formået at fange noget, der talte til både dem, der er midt i deres første hjertesorg, og dem, der har haft to eller tre af slagsen.
Det svenske opvarmningsband gjorde deres bedste for at løfte stemningen, men det blev mest til støj: én lang mur af distortion og skandinavisk råbekultur. Publikum tog imod med høflige nik, men uden egentlig entusiasme. Man var ikke kommet for støjrock fra Stockholm. Man var kommet for Kalaset.
Og Kalaset ved, hvordan man tager en scene. Ikke med overdramatiske armbevægelser, men med en energi, der føles som at åbne et vindue i et rum, hvor luften har stået stille for længe. De starter intenst, næsten uden pauser, og der går få sekunder, før man forstår, hvorfor de allerede har opbygget en så dedikeret fanskare. Forsangerens vokal er stærk, ren og fuldstændig kompromisløs. Der er ikke en tone, der rammer ved siden af. Det er imponerende præcist uden at blive sterilt.
Det slår mig, at Kalaset har noget, mange nye bands mangler: et publikum, der synger alt med. Ikke bare omkvædene, men de små, intime linjer, der normalt drukner i salens akustik. Flere hundrede stemmer synger ordene som små personlige bekendelser:
“Du siger der er lys i mig” i Lys i mig,
“Vi skulle ha’ holdt fast” i Kommer du tilbage?
Der er noget smukt over det. Popmusik med alvor. Sange, der tager deres publikum alvorligt og giver dem noget at spejle sig i. Kalaset formår at gøre følelser til noget, man ikke skammer sig over at stå og råbe ud i salen.
Det er også tydeligt, at bandet ved, hvor de står i deres karriere: midt i en opadgående kurve. Fra GAFFAs pris som Årets Nye Danske Navn til Grøn Koncert og en udsolgt Danmarksturné – og nu en ekstrakoncert, der kun eksisterer, fordi den første blev udsolgt på få dage. Der er en naturlighed over succesen, som om publikum besluttede sig, før pressen gjorde.
Livestream-delen kunne have taget pusten ud af rummet – store kameraer og skarpe lys kan hurtigt give en fjern fornemmelse – men Kalaset gør det store rum intimt. Selv når kameraerne svinger rundt, føles oplevelsen delt. Det toppede, da forsangeren kastede sig ud i publikum i et spontant stagedive. Ikke som et stunt, men som en gestus. Et “jeg er her sammen med jer”-øjeblik, som rummet tog imod med åbne hænder og skrig, der mindede om en generationserklæring.
Musikalsk er aftenen velkomponeret. Bandet spiller med en disciplin og en sans for dynamik, som mange mere erfarne grupper kunne lære noget af. De grafiske virkemidler – lys, farver, abstrakte projektioner – fungerer som en visuel forlængelse af musikken og binder sætlisten sammen med en overbevisende æstetisk linje. Det er poleret, men ikke tomt. Gennemført, men ikke klinisk.
Noget af det mest markante ved Kalaset er dog deres balance mellem det storladne og det intime. Deres univers er ikke baseret på ironi eller kølig distance. Det er baseret på følelse. Deres sange er som små snapshots fra et ungdomsliv, taget i øjeblikket før noget knækker. Der er hjertesorg, ja, men det bliver aldrig sentimentalt. Der er alvor, men det bliver aldrig tungt. Publikum spejler det – teenagere med våde øjne, unge voksne der skråler, forældre der står bagved og ved, at de er med som gæster i et univers, der egentlig tilhører de unge.
Hvis man skal kritisere noget – og det skal man – så er det, at der mangler det sidste element af uforudsigelighed. Kalaset er ekstremt velforberedte, ekstremt sikre. Men der mangler ét øjeblik, hvor alt kunne skride, hvor noget råt kunne opstå, hvor man ikke ved, hvad der sker om fem sekunder. I Falkoner savnede jeg det lille kaos, der kan løfte en koncert fra “virkelig god” til “uafbrudt magisk”.
Til gengæld bliver de aldrig kedelige. Hver sang er leveret med en intensitet, der holder rummet åbent og levende. Når de rammer et stort omkvæd, løfter salen sig fysisk, som en samlet organisme. Det føltes, på den bedst mulige måde, som begyndelsen på noget større.
Jeg går ud af salen med den dér sjældne blanding af fornemmelsen af noget fuldendt og noget spirende. Et band, der er perfekt udført – men stadig kun i starten af deres fortælling. De næste mange år bliver interessante.
5 ud af 6 stjerner.
Fordi perfektion er godt – men følelse er bedre.
