Sidste år stod vi på Reffen med våde sko og skulle bare slå et par timer ihjel inden Justice. Timerne endte med at blive selve festivalen. Vi blev hængende, forsvandt ind i stemningen, og pludselig skete der ting. En pop-up-agtig scene i et skur nede mod vandet blev stedet, hvor vi festede, drak og nød, at vi var til festival tyve minutter hjemmefra uden at skulle pantsætte et indre organ for at komme hjem i taxa. O Days har fat i noget. Ikke på den store, patetiske måde, hvor nogen står og kalder det et “kulturelt samlingspunkt” i en pressemeddelelse. Bare rigtigt. Om det var det, de selv havde tænkt sig at skabe, ved jeg ikke. Men det ligner i stigende grad den festival, jeg selv har drømt om. Den lille festival med det store indtryk. For Gud skal vide, at der findes rigeligt med store festivaler, der efterlader dig med følelsen af at have været til et meget dyrt personalearrangement.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
I år ligner O Days endnu mere det lineup, din ven med de bedste technobookinger sender dig klokken 01.12 med teksten: “Du skal checke det her ud.” Normalt den type ven, man har lyst til at blokere, fordi han altid får det til at lyde, som om han opdagede en rumænsk breakbeat-duo før Resident Advisor. Men for en gangs skyld har han næsten ret.
Der er masser af hate omkring O Days, bevares. De solbrillebærende smukke unge mænd med flot hår. De unge kvinder, der åbenbart aldrig fryser. Overprisen, naturvinen og mennesker, der ligner nogen, der kun er der, hvis de samtidig kan blive castet til et Acne-katalog. Men altså. Du er til festival i København. Hvad havde du regnet med? Hvis du vil tale med folk, du ikke kender, så tag til Smukfest.
Det gode er, at O Days 2026 faktisk tør have en profil. Lineuppet er ikke en buffet, men en idé. Disclosure, Joy Orbison, Nia Archives, Mall Grab, The Dare, Swimming Paul, Tripolism, Σtella, Buraka Som Sistema og Bremer/McCoy peger alle i retning af noget mere klubbet, mere kurateret og mere britisk i blodomløbet, end man normalt får serveret på en dansk sommerfestival.
Det prøver ikke at dække alle behov. Det prøver ikke at være lidt pop, lidt rock og lidt elektronisk for dem med totebags. Det vil hellere være skarpt end bredt, og det klæder festivalen. Du kan mærke UK garage, house, rave, breakbeats og den der lidt svedige storbyenergi løbe gennem programmet som en rød tråd. Selv når festivalen tager en afstikker over i noget blødere eller mere drømmende, føles det stadig som en del af samme tanke.
Det er ikke lineupet for alle. Det er lidt pointen. Og det er nok også derfor, det ser så godt ud.
Redaktionens 9 anbefalinger
Disclosure (DJ-set)
Disclosure er lidt den slags booking, der på papiret godt kan udløse en lille indre øjenrulning. Ikke fordi de ikke er gode, men fordi de for mange af os er blevet synonym med den der meget bestemte 2013-følelse, hvor alle mennesker med en festivalarmbåndsidentitet pludselig havde en holdning til Latch, White Noise og hvorvidt man “stadig kunne høre noget UKG i det”. Hvis du, ligesom størstedelen af alle der har været til en fest inden for de sidste tretten år, ikke ligefrem får kuldegysninger af at få endnu en reminder om deres gamle evergreens, så er det faktisk meget forståeligt.
Det interessante er bare, at et Disclosure DJ-set i 2026 ikke rigtig handler om nostalgi på den dovne måde. Det handler mindre om at blive fodret med en pæn hitparade og mere om at blive mindet om, at de stadig har smag, rækkevidde og en ret veludviklet forståelse for, hvordan man bygger et rum op. De seneste år har de bevæget sig længere væk fra ren festival-pop og tættere tilbage mod noget mere klubbet, mere funktionelt og mere levende. Når de i dag laver ting med navne som Chris Lake, og når deres nyere output har mere fart og mindre poleret crossover over sig, så peger det også på, at de godt ved, at ingen gider stå på Refshaleøen og få serveret et museumssæt. Man kan derfor godt blive positivt overrasket. Ikke fordi de pludselig er blevet obskure. Men fordi de i DJ-format igen får lov til at være noget mere end bare ham dér fra Latch.
Joy Orbison
Joy Orbison er sådan et navn, der får folk med god smag til at rette sig en lille smule op i stolen. Peter O’Grady kommer fra Croydon og har siden “Hyph Mngo” i 2009 været en af de mest indflydelsesrige figurer i feltet mellem UK garage, house, dubstep og jungle. Den slags artist, der ikke bare spiller tracks, men føles som et helt sæt referencer i menneskeform. Hvis du gerne vil se, hvor meget af lineuppet der i virkeligheden skylder den britiske klubhistorie, så er Joy Orbison et meget godt sted at starte.
Og det gode ved Joy Orbison er jo også, at han ikke bare er blevet en museumsgenstand for folk, der stadig taler om 2009, som om det var Wienerkongressen. Han føles stadig aktiv i nutiden. Hans nyere tracks har stadig den dér evne til at lyde både skæve, klubbede og mærkeligt præcise på samme tid, og numre som “Freedom 2” med Kwengface og Overmono viser meget godt, hvorfor han stadig er relevant. Det er ikke bare UK-nostalgi. Det er en lyd, der stadig flytter sig og stadig kan ramme et moderne publikum uden at miste den der lidt mudrede, meget britiske nerve. Han er med andre ord ikke bare noget, du burde respektere. Han er også noget, du faktisk stadig har lyst til at høre klokken 01.40, når tingene gerne må blive en lille smule mørkere.
Nia Archives
Nia Archives er måske det navn på plakaten, der bedst kan forvandle hygge til acceleration. Hun er født i Bradford, arbejder med jungle og drum’n’bass og er blevet en central figur i genrens nyere bølge, ikke mindst fordi hun både producerer, synger og DJ’er med en energi, der føles langt mere levende end bare “retro revival”. Hun har allerede fået et gennembrud med egne EP’er og albummet Silence Is Loud, og når hun rammer et publikum rigtigt, bliver det sjældent en stille affære. Det her er ikke bare noget, man nikker til. Det er noget, man får sved på ryggen af.
Og så er der det helt åbenlyse: hun har også tracks, der faktisk gør noget ved folk. Baianá er et meget godt eksempel. Et nummer, der både føles som en genvej til eufori og som noget, der kunne starte en mindre folkeflytning, hvis det blev lagt rigtigt i et set. Den slags track, der lyder ubesværet, selv om det i virkeligheden er bygget med meget præcis kontrol over, hvor meget hjerte og hvor meget rave man kan smide i den samme gryde.
Og hvis man stadig er i tvivl om, hvor meget liveenergi hun faktisk kommer med, så er Boiler Room Nottingham-settet fra International Women’s Day jo det oplagte sted at starte. Boiler Room beskrev hende selv som den, der kuraterede hele lineuppet til aftenen, og det giver mening, når man ser eller hører sættet: det er ikke bare teknisk godt, det er også en artist, der ligner en, der har en absurd mængde sjov i sit eget univers. Som en kommentar under videoen formulerede det: “This is the most fun I’ve seen an artist have at their own set. Really fun to watch and listen to.” Det er svært at være meget uenig i.
Mall Grab
Mall Grab er det rigtige navn, hvis du vil kunne sige “det blev faktisk ret vildt” uden at lyve. Australieren Jordon Alexander har bygget et stærkt ry op i spændet mellem house og techno, og han har i flere år været en af de DJs, der kan få et sæt til at føles både råt og ret præcist på samme tid. Ikke tungt på den dumme måde. Mere sådan: groove, fart og den dér følelse af, at tingene godt kan tippe lidt uden at falde fra hinanden. O Days placerer ham perfekt i programmet som en booking, der kan løfte energien uden at miste format.
Buraka Som Sistema
Buraka Som Sistema er måske den booking på plakaten, der bedst forklarer, hvorfor lørdag ser så stærk ud. Det her er ikke bare endnu et elektronisk navn. Det er en gruppe, der i sin tid gjorde kuduro, global bass og klubmusik til noget, der føltes både råt, svedigt og kulturelt eksplosivt på én gang. Når man siger Buraka Som Sistema, siger man også “Kalemba”, “Sound of Kuduro” og hele den dér energi, hvor det føles, som om kroppen forstår musikken et halvt sekund før hjernen gør. Og ja, den lidt rodede note fra vores oprindelige snak om “Budakarsen Systema” og “Ba Ba Ba Hangover” må gerne få lov at leve videre, fordi den faktisk peger på noget reelt: Buraka findes stadig som et navn, der kan få et lineup til at virke mindre pænt og mere farligt. Det klæder O Days helt enormt.
Swimming Paul
Swimming Paul er lidt den booking, man kan bruge til at imponere folk med, hvis man gider være irriterende på den charmerende måde. Paris-producer, emotionel klubmusik, gamle rave-melodier i nyt lys og en lyd, der hele tiden balancerer mellem eufori og melankoli. Festivalen selv læner sig ind i den fortælling om ham som noget, der både er nostalgisk og fremadskuende, og det giver mening. Han er den slags artist, der kan få et felt til at føles intimt uden at miste fremdrift. Ikke nødvendigvis weekendens største navn. Måske et af de klogeste at møde op til.
Tripolism
Hvis du gerne vil vide, hvilket dansk elektronisk navn der faktisk føles på vej ud i verden og ikke bare rundt i samme tre københavnske kredse, så er svaret Tripolism. Trioens medlemmer Bryn, Fred og Ras har siden 2021 bygget et stærkt internationalt momentum op, og gennembruddet kom for alvor med “Dope Dance”, før debutalbummet Absolute Dope og Ultra-signingen gjorde resten. Deres lyd ligger mellem house, disco og techno, men det afgørende er næsten, at de rent faktisk har melodier og vokaler, man kan huske. Det gør dem langt mere festivalegnede end mange af de acts, der ellers lever højt på ren stemning og meget lidt sang.
Σtella
Σtella er lineuppets mest elegante afstikker. Stella Chronopoulou er fra Athen, uddannet fra Athens School of Fine Arts og har efterhånden etableret sig som en international indiepop-artist med både græske rødder og global rækkevidde. Hendes nyere materiale, især Adagio, er bygget på nylon-strenge, let psykedeliske farver og en meget bevidst langsommelighed, som i en festivalsammenhæng kan være helt perfekt, hvis man ikke kun gider have ting, der hamrer. Hun er ikke det navn, der nødvendigvis får flest til at råbe. Til gengæld er hun præcis den slags booking, der gør et lineup bedre.
The Dare (DJ-set)
The Dare er lineuppets beskidte smil. Harrison Patrick Smith kommer fra USA og har på kort tid gjort sig bemærket som en central figur i den nyere electroclash- og indie sleaze-genoplivning, både med egne tracks som “Girls” og gennem arbejdet på Charli XCX’s “Guess”. På O Days spiller han DJ-set, hvilket passer meget godt til hans overordnede energi: mindre art school-forelæsning, mere “nu vælter vi det lidt”. Hvis du gerne vil have ét navn på plakaten, der føles som en meget velklædt dårlig idé, så er det her dit bud.
Bremer/McCoy
Bremer/McCoy er ikke den booking, der gør lineuppet mere rave. Til gengæld gør de det mere voksent. Duoen består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, og de har bygget et helt særligt rum op omkring deres langsomme, åbne og meget varme instrumentalunivers. På deres egen bio beskriver de selv musikken som noget, der skal skabe ordløs kommunikation, ro og skønhed i en lidt hård tid. Det lyder næsten for pænt på papir, men live giver det mening. Og ja, den lidt rodede sidebemærkning må godt få lov at leve, fordi den faktisk er sand: Morten McCoy er Jens Ole McCoys storebror. Det er ikke derfor, man skal se Bremer/McCoy. Men det er præcis sådan en detalje, der gør en festivalguide mere menneskelig end maskinel. Hvis du på et tidspunkt under festivalen får brug for at huske, at musik også må være smuk uden at være effektiv, så er det her et meget godt sted at gå hen.
Hvis du kun kan tage én dag, peger vi stadig på lørdag.
Ikke som naturvidenskabelig sandhed, men som den dag, hvor festivalens identitet står skarpest. Disclosure, Joy Orbison, Buraka Som Sistema, Σtella og Swimming Paul giver tilsammen en følelse af, at O Days den dag både vil være stor, smuk og klubbet på samme tid. Torsdag er stærk. Fredag har også sine ting. Men lørdag ligner den dag, hvor du mindst risikerer at gå hjem og føle, at du valgte forkert.
Konklusion uden konklusion:
O Days 2026 ligner ikke bare en god weekend. Det ligner et lineup med en holdning. Noget, der tør være lidt smallere, lidt sejere og lidt mere britisk i blodomløbet, uden at blive en intern joke for folk med alt for dyre høretelefoner. Og det er måske i virkeligheden det mest lovende ved det hele.
