Sammy Virji i Poolen

ELOQ gjorde præcis det, en god opvarmning skal kunne, og som alt for mange supportnavne enten glemmer eller prøver at overkompensere for. Han satte gang i rummet uden at prøve at stjæle det. Han kom ikke ind med den dér irriterende energi af, at nu skulle vi alle sammen forstå, hvor geniale hans referencespor var. Han spillede bare godt. Meget godt, faktisk. Der var UK garage, house, gamle trap-afstikkere og en generel følelse af, at han selv havde en fest, hvilket ærligt talt betyder mere, end man skulle tro. For en DJ, der ser ud som om han hygger sig, får også folk til at hygge sig. Det er ikke raketvidenskab. Det er bare stadig sjældent.

Det var første gang, jeg så ham siden AV AV AV’s sidste koncert i Poolen (læs anmeldelsen her), og der var noget ret tilfredsstillende i at mærke, hvordan han stod her nu med en anden frihed i kroppen. Mindre koncept, mere drift. Mindre installation, mere instinkt. Han føltes som en DJ, der havde været ude og få lidt europæisk luft i lungerne og nu kom hjem med lidt mere kant i tasken. Havde han spillet en time mere, havde jeg ikke protesteret. Havde han spillet en time efter Sammy, havde det sikkert også fungeret.

Og så til Sammy Virji, som jo på papiret er en af de der artister, man godt kan komme til at omtale lidt mekanisk, hvis man ikke passer på. UKG-fænomen. Viral. DJ Mag. Global garage. Fred again.. Skepta. Chris Lake. Alt det er rigtigt nok. Han er ikke bare en fyr med nogle tunge baslinjer og et godt tag. Han er blevet en reel figur i den nyere bølge af britisk klubmusik, hvor garage ikke længere bare er noget, man nævner med et nostalgisk glimt i øjet, men noget der faktisk driver store sale, festivaler og lineups. Han har lavet tracks med folk, der gør, at han kan læses både som undergrund og eksportvare på samme tid. Det er i sig selv lidt imponerende, fordi de fleste ryger til den ene eller den anden side. Enten bliver de for niche til at vokse, eller også bliver de så polerede, at man mister lysten til at danse til dem.

Virji kommer fra London og voksede op i Witney i Oxfordshire. Det er ikke bare noget, man kan slå op i en tør bio; det er også en del af den fortælling, han selv har givet i interviews om, hvordan han endte med at lave musik. Han har blandt andet fortalt, at han voksede op i et hjem med soul, disco og jazz i højttalerne, og at den musikalske bagage stadig sidder i hans måde at bygge tracks på. Det giver faktisk mening, når man hører ham. Der er masser af tryk, men også noget melodisk og næsten venligt i hans lyd, før bassen får lov at gøre resten. Han læste biologi på universitetet, men droppede ud for at satse på musikken, hvilket i dag ligner en usædvanligt god idé.

For mange af aftenens koncertgængere er det nok samarbejdet med Fred again.., der for alvor har fået hans navn ind på radaren. Det har været med til at placere ham i et felt, hvor UK garage ikke længere bare er en niche for folk med meget specifikke sneakers, men noget der er gledet ind i en større, mere international samtale. Virji lyder stadig som sig selv i det felt. Mindre dagbog, mere sved. Mindre terapi, mere gulv.

Men Poolen er Poolen. Det er et fedt sted. Et rigtig fedt sted, faktisk. Rå hal, god størrelse, masser af luft, ordentlig tyngde i rummet. Men det er også et venue, der meget hurtigt afslører, hvad en DJ-aften mangler, når scenen står som en endestation for enden af en menneskemotorvej. De første tyve minutter sad jeg lidt fast i den tanke. Ikke fordi det var dårligt. Bare fordi det er svært at lave intimitet, når manden, man er kommet for at se, ligner en meget velbetalt USB-stick i horisonten.

Man kunne godt savne den dér Boiler Room-logik, som hele vores generation efterhånden er blevet hjernevasket af. Folk rundt om pulten. Folk bag DJ’en. Den der illusion af, at vi alle sammen er med inde i maskinrummet. Her stod vi i stedet pænt foran scenen som om vi var kommet for at overvære en præsentation af fremtidens revisionssoftware. Bare med bedre røg og mere sved.

Men så gik det op for mig, at publikum ikke havde tænkt sig at bruge aftenen på at analysere sceneopsætning. De var der for at lave rav i den. Og måske var det i virkeligheden meget godt, at de ikke stod helt oppe og væltede ind over bordet, for der var mange mennesker, og stemningen var i perioder mere EDM-gymnasiedreng end kølig københavnsk house-elite. Der var mindre ironisk nik og mere decideret “nu fyrer vi den af”. Og ved du hvad? Det klædte aftenen.

For det, Sammy Virji gjorde godt, var at forstå, at den slags publikum ikke skal vindes med finesse alene. De skal styres. Der skal bygges kurve. Der skal være plads til den første halvdel, hvor folk lige skal finde ud af, om de er kommet for at stå med korslagte arme eller med hænderne i vejret. Og så skal der leveres, når rummet er klar.

Det gjorde han. Ikke med stort sceneshow. Ikke med visuelle revolutioner. Det visuelle var ærligt talt lidt fladt. Skærmen gjorde sit arbejde, lyset gjorde sit arbejde, og ingen af delene føltes som noget, man ville tale om dagen efter. Men energien blev ved med at stige. Track for track. Drop for drop. Og i den sidste del af sættet ramte han den dér sjældne tilstand, hvor en hal pludselig holder op med at være en hal og bare bliver til én samlet krop.

Derfra var det svært at være fin på den. Han spillede de velkendte ting, remixes, de oplagte peaks, og mod slutningen blev det næsten hårdere, end man først havde troet. Ikke helt drum’n’bass, men med noget af den samme euforiske voldsomhed. Den samme fornemmelse af, at publikum ikke længere dansede til musikken, men mere lod sig skubbe rundt af den. Og dér fungerede hele aftenen. Dér gav afstanden mening. Dér var det ligegyldigt, at man ikke stod oppe ved bordet. Gulvet var blevet bordet.

Det er måske også dér, forskellen på et DJ-set og et egentligt liveshow står klarest. Fred again.. kan få dig til at føle, at du er inde i hans dagbog. Sammy Virji får dig til at føle, at du er fanget i en meget vellykket kollektiv beslutning om ikke at tage hjem endnu. Det er en anden type nærvær. Mindre følelse, mere funktion. Men funktionen virkede.

‍

Konklusion uden konklusion:

Det var ikke en perfekt aften. Starten var lidt famlende, scenen var lidt for langt væk, og visuals var mest bare noget, der var der. Men det var også en aften, hvor man blev mindet om, at en fest ikke nødvendigvis behøver være elegant for at være effektiv. Nogle gange skal den bare bygges ordentligt og slutte med, at alle glemmer, hvad de brokkede sig over den første halve time.