AV AV AV (POOLEN)

Der er få steder i København, hvor luften føles så elektrisk som i Poolen på Refshaleøen, når rummet først vågner. 2000 mennesker pakket ind i beton og bass. Kulden udenfor får væggene til at dampe, og under de første strober fra Lulu Rouge begynder publikum at smelte sammen til én samlet organisme. Lulu Rouge leverer et af de der sæt, der føles som en hel verden, kondenseret ned til en time: arabiske vokaler, spansk ghetto-rap, tykke beats og rytmer, der flytter vægten i kroppen, uden at man selv opdager det. Det er musik, der rækker ud over det danske, det kontrollerede, det pæne. Et sæt så organisk og varmt, at man næsten kunne mærke varmen fra Marokkos ørken i kinderne. Da de går af scenen, føles det lidt for tidligt — som om de havde mere at sige, men bevidst holdt igen, for ikke at overskygge det, der skulle komme.

Og så kom Den Sorte Skole. En booking, der på papiret lød som en logisk bro mellem acts — men som i praksis føltes som at blive lukket ind i en historietime, mens man står midt i en technokirke. Efter Lulu Rouges dybe, kropslige rejse føltes Den Sorte Skoles sæt som et dj-mix lavet med autopilot. Ingen nerve, ingen overraskelser. En flad rejse i en time, hvor man mest stod og kiggede sig omkring og tænkte: hvorfor? Hvorfor spille så pænt, når 2000 mennesker står og hungrer efter et sidste kaos? Havde det været en konkurrence, havde Lulu Rouge tørret gulvet med dem. Og det siger alt. Hvor Lulu Rouge byggede en verden, stod Den Sorte Skole bare og trykkede play

Men man var jo kommet for AV AV AV. Deres navn havde været skrevet i neon hen over København i et årti — ikke fysisk, men mentalt. De var symbolet på det, der skete, da dansk elektronisk musik for en stund blev storbyens sprog. Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad. Tre drenge, tre maskiner, tre universer. Og nu stod de her, i en cirkel af lys, omgivet af et publikum, der både ville feste og sørge på samme tid.

Scenen var rykket frem, så man kunne stå bag dem. Et simpelt, men godt greb. Det gjorde hele rummet levende. Der var ingen for- og bagside, ingen frontfigur, kun rytme. Publikum som en 360 graders puls. Det lignede et smeltedigel af energi, men i virkeligheden var det måske en form for opløsning. De tre stod som statuer bag deres maskiner, ansigterne koncentrerede, kroppenes bevægelser små. Ikke et “hej” i de første tyve minutter. Ikke et ord. Bare lyd. En monoton, hypnotisk åbning, som langsomt voksede sig større og større, indtil man glemte at trække vejret.

‍Kødbyens technoguder takker af

Når man har fulgt AV AV AV siden begyndelsen, kunne man mærke, at dette ikke bare var endnu et show. Det var et punktum. Og det mærkelige var, at de allerede havde sat det, inden de gik på scenen. Der var ikke meget tilbage at bevise. De havde banet vejen, de havde sat standarden, og de havde for længst overhalet den. Alligevel stod de der, som om de spillede deres eget eftermæle i realtid. Det var smukt, men også underligt distanceret. Der var en magi i luften, men ingen følelser i øjnene.

Og det var måske det, der gjorde koncerten så vild: at den både var total forløsning og total kulde på én gang. De spillede i to timer. To timer uden fejl, uden udsving, uden småpauser. Et perfekt sammensat mixtape, hvor alt fungerede, men intet overraskede. De har så meget musik i kataloget, at de kunne have lavet et greatest hits-show, men det gjorde de ikke. De valgte i stedet at vise, hvor langt de var kommet fra deres egne hits. De spillede ikke “hymner”, de spillede stemninger. Beats i lag. Bygget op som kirker, revet ned igen. Et sted mellem techno, gospel og noget helt tredje. .

Men også — og det må man sige — lidt tomt. For det her var ikke et band, der længere skabte noget i rummet. De udførte. Martin som dirigenten. August og Anders som de to, der forvalter arven. De så ikke på hinanden, de talte meget lidt til os. Det hele var for pænt, for kontrolleret, for koldt. Nerven, kaosset — DJ EDDEH's vildskab, ELOQ's verden, Dixens præcision — alt det, der engang var AV AV AV’s DNA, var der kun som skygger. Man savnede uroen. Den der elektriske uforudsigelighed, der engang fik det hele til at føles som et eksperiment, der kunne kollapse når som helst. Nu var det bare vellyd. Fremragende vellyd, bevares. Men også et vidnesbyrd om, at intet egentlig har ændret sig på 15 år.

Og så alligevel: det var umuligt ikke at blive revet med. For når de ramte rigtigt — når bassen slugte rummet, når synthsene foldede sig ud som flammer i mørket — så føltes det større end alt andet. Publikum blev ét. Folk råbte, dansede, holdt vejret. Der var øjeblikke, hvor man næsten kunne mærke, hvordan København havde lydt, hvis de aldrig havde eksisteret. Mere stille. Mere grå. For AV AV AV har været soundtracket til en hel generation af natteliv, designfolk, musiknørder, og dem, der aldrig blev voksne. De viste os, at man ikke behøvede et hit for at sælge 2000 billetter. At man kunne skabe sit eget evangelium af synths, uden at nogen bad dig om at dæmpe dig.

Og måske er det derfor, deres farvel føltes så mærkeligt: fordi de stadig lyder som 2025, mens de selv påstår, de ikke har mere at give. Deres lyd føles mere moderne nu, end da de begyndte. Men måske er det netop derfor, de stopper. For at bevare illusionen. For at undgå at blive et band, der gentager sig selv.

Arven fra AV AV AV

AV AV AV’s betydning for den danske elektroniske scene kan næppe overvurderes. De har bevist, at man ikke behøver et radiohit for at opbygge en dedikeret fanbase og fylde 2.000 mennesker i en kold hal på Refshaleøen – så længe man har kvaliteten og kompromisløsheden i orden. De tre producere banede vejen for en ny generation af elektroniske kunstnere, der tør tænke stort fra start. Navne som duoen Bless You – et af de nyeste skud på stammen inden for dansk elektropop og house  – bygger videre på det fundament, AV AV AV har lagt. Trioen har sat barren højt og vist, at skæv eksperimenterende elektronisk musik også kan samle masserne. Og de har inspireret et væld af kolleger undervejs gennem deres legesyge tilgang og genre-frie idealer.

At AV AV AV’s lyd i dag, 11 år efter starten, måske er mere relevant end nogensinde, gør det næsten ironisk, at de vælger at stoppe nu. Mens mange elektroniske trends er kommet og gået, har AV AV AV’s lydunivers udviklet sig organisk og peger lige ind i 2025’s zeitgeist. De startede med at lyde som fremtiden, og på en måde er de stadig fremtiden – selv på deres sidste aften. Derfor føltes Poolen-koncerten også som et uforløst punktum. Publikum stod tilbage med både eufori i kroppen og et stort spørgsmålstegn malet i ansigtet: “Hvorfor stopper de, når de er på toppen?” Måske ligger svaret netop i deres kompromisløse natur – hellere slutte før flammen fader, end at køre trætte.

AV AV AV’s sidste koncert nogensinde blev ikke den intime følelsesudladning, man kunne have håbet på. I stedet blev det en storslået og professionelt udført sejrsrunde – en demonstrativ manifestation af alt det, de har opnået og mestret. Magien i luften var reel, energien ubestridelig, og arven endegyldigt cementeret. Det var et seksstjernet farvel til en trio, der fra første dag nægtede at følge manualen for succes og i stedet skrev deres egen. AV AV AV efterlader os med minderne om elleve års futuristiske gospelbeats og technomesser – og med håbet om, at gnisten fra deres magi vil fortsætte med at inspirere længe efter, det sidste beat er tonet ud.

De var ikke perfekte, men de var vores.

Og for en stund, i det dunkle lys, var alt, hvad de havde bygget, stadig intakt.

For AV AV AV døde ikke. De forsvandt bare ind i natten, sådan som de kom.