Jeg havde forventet, at Farveblind ville larme. Det gør de også. Men Micro Pleasures gør noget mere sjældent: Den larmer med mening. Tre mænd i jakkesæt, et studie på Tagensvej, en distortion-knap og en idé om, at små glæder måske er den eneste skattepligtige indtægt, vi har tilbage. Jeg havde regnet med energi. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville sidde med pladen på fjerde gennemlytning og tænke, at det her er året, hvor dansk musik holdt op med at undskylde sig selv.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Tilbage i 2022 udgav Farveblind EP’en All Clubs Are Bastards, en plade der lød som at gå ud at danse i sikkerhedssko. Punk-attitude, rave-trommer og en knytnæve fuld af breakbeats. Det var et band, der ville sprænge klubben. På Micro Pleasures lyder de som nogen, der har bygget deres egen klub, låst døren, inviteret de rigtige gæster ind og sat ild til sprinkleranlægget. Forskellen er ikke ambitionsniveauet, for det har altid været i top. Forskellen er, at vanviddet nu er komponeret. Hver overstyring er villet. Hver bas har papir på sig selv.
Det er det, der er sværest at gøre, og det er det, de har gjort. Farveblind er blevet bedre uden at blive pænere. De har ikke skiftet retning, ikke fundet en mere “moden” lyd, ikke været til møde med brandingafdelingen. De har bare gravet ned i deres egen jord og fundet ud af, at der var langt mere derinde, end de måske selv vidste. De har udvidet Farveblind uden at fortynde Farveblind. Det lyder banalt, og det er det også, indtil man prøver det.
Pressematerialet beskriver pladen som “små glimt af kaotisk lykke i en verden af apati, frygt og krig”, og det er en formulering, der i andre hænder kunne være endt i et kurateret tomrum med matcha og taknemmelighedsdagbøger. Men det gør den ikke. For “micro pleasures” på Farveblinds plade er ikke den slags glæder, man dyrker på en yogamåtte. Det er den slags, man begår. Cigaretten. Klubben. Impulsen. Begæret. Den lille ting, man siger til sig selv ikke betyder noget. “Det er ikke en afhængighed, det er bare en lille pleasure.” Det er en sætning, jeg har hørt mennesker sige om alt fra nikotin til konfrontationsangst, og det er i virkeligheden den sætning, hele pladen bygger på.
Bandet er Anders Norre Arendt, Jens Asger Lykkeboe Mouritzen og Magnus Pilgaard Grønnebæk. På papiret tre helt almindelige danske mænd. På scenen og i lytteren noget langt mindre afbalanceret. Pladen er indspillet i Studio Tagensvej 85G og mixet og masteret af Gustav Brunn, som blandt andet har sat sit præg på lyden hos Viagra Boys og Yung Lean. Det høres. Der er en metallisk klarhed over Micro Pleasures, en kant der ikke skjuler sig, men som heller ikke skærer for skærens skyld. Det er overstyret med omtanke. Grimheden er designet.
Pladen har features på ni ud af elleve numre. På papiret en branchemiddag. I praksis et kollektivt sammenbrud med god lyd. For gæsterne fungerer ikke som strategiske flag i en eksportplan. De fungerer som forskellige indgange til det samme univers. Elliphant trækker popinstinktet frem. K.Flay leverer en forbrugsdiagnose i deadpan. Sebastian Monti lyder, som om han har stået inde i maskinen hele tiden og først nu får mikrofonen. Foreign Air gør Battle Lady-Like kampklar. Django Django giver afslutningen luft og efterklang. Det er sjældent at høre features blive brugt så lidt dekorativt og så meget kompositorisk.
Do You med Elliphant er måske pladens mest umiddelbare øjeblik, og det siger noget om Farveblinds niveau, at deres popnummer stadig lyder, som om det har sovet tre timer og vågnet op i et lagerlokale. Det er et sindssygt velkomponeret track, der står ud uden at falde ud. Referencepunktet er ikke ren radio-pop, men snarere Justice omkring Cross; den der følelse af, at selv kicket har personlighed, og at melodien ikke er en indrømmelse, men et våben. Elliphant gør nummeret større. Hun gør det ikke glattere.
Battle Lady-Like lyder, som om Boys Noize blev låst inde i et punklokale i Berlin med tre danske mænd i jakkesæt og en defekt røgalarm. Overstyret uden at være sjusket. Grimt de rigtige steder. Der er fuzz, tryk og elektrostatisk aggression, men det hele sidder med en præcision, der nærmer sig irriterende. Det er ikke larm. Det er larm med kandidatgrad.
På Things bliver pladens kapitalismekritik næsten pinligt konkret. K.Flay leverer en tekst om forbrug som selvmedicinering, og linjen “Woke up feeling shitty, so I opened up my wallet” burde stå som en lille skamfuld tatovering på bagsiden af alle vores Dankort. Det er sjovt, fordi det er sandt. Og det er grimt, fordi det er sandt. Sangen handler ikke om at købe ting, fordi man mangler dem, men om at købe ting, fordi man mangler sig selv i fem minutter. AirPods, sokker, Amazon, TikTok, VISA-statement. Hele den moderne dopaminkæde ligger der, latterligt og uhyggeligt genkendelig. Farveblind gør det klogt ved ikke at gøre nummeret moraliserende. De får det til at lyde som impulsen selv: hårdt, rastløst, gentagende, dumt på den intelligente måde. “My things” bliver ikke bare et omkvæd, men et lille possessivt sammenbrud. En voksen i fosterstilling med en pakkeboks-kode.
Salary Man med USERS er pladens hamsterhjul, og det er ikke en metafor. Det er beat, bas og programmering. Farveblind skriver ikke om kontorkultur; de programmerer den. Når breakdownet rammer, lyder det som selve den udmattelse, sangen beskriver. Det er kapitalismekritik som puls. Det fungerer, fordi det ikke prøver at forklare noget. Det prøver bare at mærke det.
Titelnummeret er pladens sorte hjerte. Micro Pleasures med Sebastian Monti lyder som Underworld mødt af Soulwax på vej ned ad en brandtrappe; den lange, kropslige fornemmelse af nat, asfalt og mennesker, der danser sig ud af noget, de ikke kan formulere. Det er klubmusik, der ved, hvad den prøver at dulme. Den prøver ikke at løse noget. Den vil bare holde det åbent i fem minutter og otteogfyrre sekunder, og når den er færdig, har man en svag fornemmelse af, at noget i ens egen krop har skiftet rumtemperatur.
Natural Behaviour med Emmeline er pladens mest åbne øjeblik, næsten spirituelt. Hvad er natur? Hvad er drift? Hvad er bare dårlig vane med god markedsføring? Emmelines vokal er hjemsøgende på den måde, hvor man ikke kan beslutte, om hun trøster eller advarer. Bassen galopperer. Nummeret løfter sig, spiralerer udad, og man begynder pludselig at tænke på sin egen kalender med en form for sorg.
All of the Atoms med Django Django runder pladen af, og det er en fornem beslutning. Efter al den klub, al den maskine, al den kropslige modstand slutter Micro Pleasures ikke med en sejr. Den slutter med luft. Det er en sang, der minder lidt om Low på HEY WHAT i sin rummelige, eksistentielle stemning. Man står tilbage som efter et breakdown, der ikke var ens eget, men som man alligevel fik med hjem.
Det mest imponerende ved Micro Pleasures er næsten, hvor tæt det hele er på at være for meget, uden nogensinde at blive det. Pladen står helt ude på kanten af overstimulering og kigger ned. I stedet for at falde begynder den at danse. Hvert kick har identitet. Hver basfigur har intention. Hver synth lyder som noget, der enten er ved at blive født eller gå i stykker. Det er producerarbejde af typen, hvor man hverken kan høre detaljerne forsvinde eller knuse hinanden. Det er en plade, der har spist sig selv på vej ind i studiet og er kommet ud i sin egen form.
Og nu kommer det, jeg gerne vil sige direkte til de danske festivalbookere: Vågn op. Hvis Farveblind ikke står på flere og større danske scener i den kommende tid, ender de som endnu en dansk eksportvare, vi først lærer at elske, når nogen i Tyskland, Holland eller England har sagt, at det er okay. Det ville være pinligt. Og meget dansk. De skal ikke gemmes væk som et nicheprojekt for mennesker med sorte bukser og Resident Advisor-notifikationer. De skal ikke serveres som “spændende dansk navn” på et tidspunkt, hvor resten af Europa allerede har forstået dem. De skal ud nu, mens vi stadig kan nå at kalde dem vores egne. De skal stå på scener, hvor folk ikke vidste, de havde brug for at blive væltet. Farveblind kan godt klare det. Det er bookerne, der sover i timen.
Det farlige ved at debutere så stærkt er selvfølgelig, at man risikerer at bygge sit eget monument for tidligt. Justice har stadig Cross hængende over sig som en fransk læderjakke, de aldrig helt kan tage af. Farveblind kan meget vel have lavet sådan en plade her. En debut, der ikke føles som en begyndelse, men som et værk, de en dag selv skal kæmpe imod. Kan et debutalbum være for fucking godt? Det lyder som et idiotisk spørgsmål, men jeg får lyst til at stille det. Ikke fordi de ikke kan blive bedre, men fordi Micro Pleasures allerede føles som sådan en plade, der kan ende med at stå i vejen for alt, de laver bagefter. Deres Cross. Deres store, beskidte, selvlysende problem.
Refleksion
Det er måske den her følelse, der bliver hængende: At Micro Pleasures er lyden af et band, der er blevet bedre uden at blive mere civiliseret. Det er sværere, end det lyder. Det danske kulturlandskab er fuldt af projekter, der modnes ind i en form for forsigtighed. Farveblind modnes ind i sig selv. Og når jeg sidder her, lidt øresvimmel, og prøver at forklare, hvad det er, jeg lige har hørt, ender jeg det samme sted hver gang: Det her er et album om små glæder i en verden, hvor glæden er ved at blive ulovlig. Og det er et album, der selv er en lille glæde. Bare ikke en sund en.
