Todd Rundgren gæstede Amager Bio tirsdag aften med et show, der bevægede sig mellem storladne guitarsoloer, teatralske fagter og blæserarrangementer så aparte, at man måtte overgive sig. En koncert, der mindede os om, at alsidighed ikke behøver at betyde ufokus — når det bliver udført af en, der har levet hele musikhistorien på én gang.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Der er koncerter, man går til for at få en bekræftelse, og så er der de sjældne, hvor man går ind uden at vide helt, hvad man skal forvente. Todd Rundgren i Amager Bio var af den sidstnævnte slags. Den slags oplevelse, der kun dukker op hvert tiende år og føles lidt som at finde en hemmelig dør i musikhistorien. Sidst han stod på dansk jord var i 2013, og dengang boede jeg ikke engang i landet — så jeg havde haft over et årti til at glæde mig.
Todd Rundgren har været i gang siden 60’erne, både som solist, bandleder i Utopia, og som producer for alle fra Meat Loaf til Patti Smith. Han har haft flere musikalske perioder end de fleste kunstnere har haft albums, og det mærkes. Hvis jeg skulle koge hele koncerten ned til ét ord, ville det være alsidig. Ikke som i forvirret eller fragmenteret, men som i: her står en mand, der har levet alle de musikalske liv, man kan leve — og stadig finder nye måder at være Todd Rundgren på.
Showet startede præcis kl. 20.00. Ingen intro, ingen ventetid, bare et band på seks mand, hvor halvdelen bar solbriller indendørs på den der helt særlige oldschool måde — hvor de ikke ser seje ud, men bliver det, netop fordi de ikke gør. Priceless. Åbningsnummeret lød som et Utopia-track, der måske ikke helt kunne fylde et stadion, men passede perfekt til Amager Bio. Rundgren gik direkte fra storladne guitarsoloer til næsten Sting-agtige ballader, dog med den væsentlige forskel, at man rent faktisk kunne høre mere end de sidste to ord af hver sætning.
Hans stemme var overraskende intakt — sprød, klar og fuld af karakter. På “Wouldn’t You Like to Know” stod han i midten af scenen med en enkelt lyskegle på sig, og i et øjeblik føltes det som om, han sang både intimt og til alle på én gang. Det var et af de øjeblikke, der fik salen til at falde helt stille.
Et andet højdepunkt var “Kindness”, hvor Rundgren greb en taktstok og begyndte at dirigere halvdelen af bandet. Det var både teatralsk og indlevende, og faktisk ret smukt. Flere af numrene havde mærkelige blæseinstrumenter og fløjter, som man ikke helt kunne placere — og netop derfor fungerede det. Rundgren har tydeligvis prøvet det meste før, men stadig lyst til at lege.
Da han under et nummer sang “Stag” lavede han en håndbevægelse, der lignede den fra middagen i Pans Labyrint — hænderne op foran ansigtet, var det næsten som om, han sang gennem et visuelt sprog. Hvis man ikke kunne høre teksten, kunne man aflæse den i hans bevægelser. Priceless igen.
Længere henne begyndte han at scratche på sin guitar og rappe en smule. Pludselig lød det som Rage Against the Machine på valium. Jeg ved ikke helt, hvad der foregik, men det fungerede mærkeligt nok. Ikke på grund af energi — for Rundgren har ikke just Zac de la Rocha-vibe — men fordi han bare nægtede at blive forudsigelig.
Til sidst holdt han sig for næsen for at skabe en ekstra nasal vokallyd. Det var sådan et øjeblik, hvor man tænkte: Det her er enten genialt eller for meget. Men sådan er det med Rundgren. Han er konstant i bevægelse, og man ved aldrig, om han laver kunst eller karikatur.
Ekstranumrene startede med et potpourri af de største hits. Det virkede som en bevidst gestus: han har spillet dem så mange gange, at han simpelthen nægter at tage dem seriøst længere. Alligevel var det her, han for første gang for alvor henvendte sig til publikum og bad os synge med — halvt ironisk, halvt oprigtigt. Da koncerten var slut, gik han ned til scenekanten, signerede plader og delte high fives ud.
Todd Rundgren i Amager Bio var ikke en nostalgisk aften, og det var heller ikke en ren showcase af gamle hits. Det var et kig ind i en kunstners sind, der nægter at gå på autopilot. Alsidigt, legesygt, rodet, og fuldkommen levende.
Hvis du går til koncert for at mærke, at nogen stadig elsker at stå på en scene, så burde du have været der.
