Jeg har altid identificeret mig selv som gamer. Ikke den slags gamer, der råber i headset eller samler trofæer – men den eksistentielle slags, der spiller for at overleve hverdagen. Fra min barnlige længsel efter en Stone of Jordan i Diablo II til mine over tusind timer i Call of Duty under lockdown, har gaming altid været mit frirum. Men da jeg blev far, blev gaming noget nyt. Det blev terapi. Et fristed, hvor jeg kunne sidde med min søn på skødet, controlleren i hånden og mærke, at vi faktisk var i sync for første gang den uge. Og så kom Astro Bot.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Der er noget næsten poetisk over, at Astro Bot kommer fra PlayStations eget studie, Team Asobi. Det er som om Sony har kigget ud over horisonten og sagt: “Okay, Mario har haft det sjovt i 30 år – nu er det vores tur.” Og i stedet for at efterligne, har de skabt en lille hvid og blå robot, der føles som PlayStations sjæl, pakket ind i et spil, der emmer af glæde, finesse og håndværksmæssig perfektion.
Historien? Den er der. Et eller andet med en ond, grøn alien, der stjæler din PS5 og spreder dens komponenter ud i galaksen. Du skal redde dine små Astro-venner og samtidig reparere din konsol. Klassisk “save the world”-setup. Men helt ærligt — jeg fulgte ikke så meget med. Jeg var for optaget af at se min treårige søn sidde med åben mund og tårer i øjnene, da vi første gang reddede et komponent og fik liv i den sårede PlayStation. Det øjeblik var større end historien selv.
Det, der gør Astro Bot til noget særligt, er måden, det bruger controlleren. PlayStation 5’s DualSense er jo i sig selv et lille vidunder, og Team Asobi har formået at gøre den til hovedpersonen. Du skal puste, ryste, swipe, trykke og vippe – og hver eneste gang føles det sjovt, intuitivt og lige præcis fjollet nok til, at selv en treårig kan være med. Der er ingen frustrationer. Ingen menuer. Ingen “tryk her for at ændre kontrolzone”. Det er bare ren leg.
Og det er dér, Astro Bot rammer noget, som få spil gør: Det føles som barndom i spilform.
Hver bane føles som en ny måde at spille spillet på. Et nyt trick. En ny gimmick. Du får evner, der ændrer hele oplevelsen – nogle gange flyver du, andre gange svømmer du, og pludselig er du en fjeder med hjelm, der banker dig selv i hovedet for at hoppe højere. Det lyder åndssvagt, og det er åndssvagt. Men det er også genialt.
Det føles som et spil, der er skabt af nogen, der virkelig elsker at lave spil. Ikke som et produkt af et marketingmøde, men som et kærlighedsbrev til alt, hvad PlayStation nogensinde har været. Man redder karakterer og figurer fra hele Sonys univers: Spider-Man, Kratos, Nathan Drake, Ratchet & Clank, Spyro – you name it. Og hver gang du gør, hopper din indre nørd lidt højere.
Min søn bad mig låse alt op. “Far, hvem er den dér med sværdet?” spurgte han. “Det er Cloud, skat.”
Og i det øjeblik forstod jeg, at jeg var i gang med at give ham min egen kulturarv videre – gennem et spil med robotter og regnbuer.
Jeg ved ikke, hvordan Team Asobi gør det, men alt ved Astro Bot føles … let. Ikke simpelt, men let. Der er en rytme i det. En harmoni. Musikken, farverne, bevægelserne – alt hænger sammen i en koreografi, hvor selv fjenderne virker glade for at være med. Og selvom spillet i sin kerne er et klassisk 3D-platformspil, føles det aldrig forudsigeligt.
Det er et spil, der ved, at du sidder i stuen med din familie. Det er ikke bange for at være nuttet, fjollet eller sentimental. Det er bare ærligt.
Bosskampene er en fest. Den sidste kamp (spoiler alert) samler hele familien foran tv’et. Man skal vække Astro Bot til live efter, at han har ofret sig selv for at redde alle de små robotter, man har befriet gennem galaksen. Jeg kiggede på min søn, der sad helt stille med controlleren i hænderne. Da musikken byggede sig op, og Astro rejste sig igen, sagde han bare: “Far, han gjorde det.”
Det var et af de øjeblikke, hvor man pludselig forstår, at gaming kan være lige så meget følelsesmæssig resonans som en Pixar-film.
Grafisk er Astro Bot et farveorgie. Hver planet er et nyt lille univers – nogle steder ligner det en badeferie i Japan, andre steder føles det som et syretrip gennem en maskinhal. Lyset, teksturerne og lydsiden er så finpudsede, at man nærmest får lyst til at slikke på skærmen. Det er den grad af detalje, hvor man forstår, hvorfor spiludvikling nogle gange tager fem år.
Og så er der lyden. Musikken er som en blanding af børnetime og rave – små melodier, der sætter sig fast som tyggegummi i hjernen. Jeg vågnede flere morgener med Astro Bot-temaet på hjernen, og min søn sang med i bilen. Det er på den grænse, hvor det er lige dele sødt og psykotisk.
Men intet er perfekt.
Jeg vil ikke lyve: De ekstra “challenge levels” er et mareridt. Det er som om udviklerne pludselig huskede, at der findes voksne mænd med alt for meget fritid, og besluttede sig for at straffe dem. Sværhedsgraden stiger fra hyggeligt søndagsspil til Dark Souls i børnehøjde. Jeg så YouTube-tutorials, læste guides, og efter ti forsøg på samme bane sad jeg med svedige håndflader og en søn, der sagde: “Far, hvorfor bliver du vred på robotten?”
Der måtte jeg trække vejret og tænke: Okay, det her handler ikke om at vinde. Det handler om at være sammen.
Når rulleteksterne kører, og man har reddet hver eneste lille ven, er man ikke bare færdig med et spil – man har fået en oplevelse, der føles som en lille del af ens familiehistorie.
For mig er Astro Bot ikke bare et spil. Det er et minde. Et minde om min søn på skødet, latteren, jubelen, og følelsen af, at vi to – bare for et øjeblik – var på samme planet.
Refleksion:
Der er spil, man spiller. Og så er der spil, man husker. Astro Bot hører til sidstnævnte kategori. Det er den slags oplevelse, man kan måle barndom i. En far og søn, et tv, en controller, og en lille robot, der redder verden – ikke fordi han skal, men fordi det føles rigtigt.
Det er måske det smukkeste, spil kan gøre: få dig til at glemme, at du spiller.
