Deathloop

Der vil altid være en spændende dimension i at udforske, hvordan ting vil udspille sig, hvis der sker små ændringer i tiden. Butterfly-effekter, sliding doors og tidsstrømme. Små handlinger kan hurtigt afkræfte determinisme. Eller kan de? Natlige hjemsøgninger af "hvad nu hvis"-scenarier bliver taget alvorligt af Deathloop. Ikke bare som fortælling, men som system.

Man vågner forvirret op på en strand, og allerede her bliver tonen sat. En lang, velkonstrueret tutorial bygger scenen op med kirurgisk præcision. Du er forvirret, forsvarsløs – og når du dør, starter dagen forfra. Således opmuntret. Der er ikke en rar følelse i starten, og Colt er tydeligt utryg ved alt omkring sig. Det minder om den samme foruroligende panik som i Majora’s Mask, hvor man desperat forsøger at redde verden, mens månen langsomt vælter ned over én. Den form for frustration, der næsten bliver eksistentiel. Det lyder som et loop, men det føles som et fængsel. Ikke fordi det er uretfærdigt, men fordi det er uendeligt.

Efterhånden lærer du at navigere i loopet. Du indsamler information, finder mønstre, og prøver at forstå, hvordan du kan bryde ud. Colt kan huske, hvad der tidligere er sket, og du kan gemme noter om karakterer, ruter og mysterier til de kommende loops. Du skal nedkæmpe dine fjender én efter én og igen og igen. Gentagelsen er både straf og erkendelse.

Tidssystemet er elegant. Der er fire faser – morgen, middag, eftermiddag og aften – og tiden står faktisk stille, indtil du vælger at gå videre. Hvert område ændrer sig afhængigt af tidspunktet: våbnene, fjendernes adfærd, lydmiljøet, endda arkitekturen. Og der er konsekvenser. Ting du gør om morgenen, vil skabe små ripple effects senere på dagen.

Du vil gennemspille de samme områder ad nauseum, men alligevel med konstant variation. Du får løbende mulighed for at samle våben og Slabs, som du kan gemme til næste dag. Slabsene minder om evnerne fra Dishonored – hvilket giver mening, da det er samme studie – men hvor man i Dishonored blev straffet med rotteinvasioner for sin brutalitet, er det her ligegyldigt. Alt bliver alligevel glemt næste dag. Det giver et nærmest befriende spillerum til at eksperimentere med dine evner og kombinere dem i nye, absurde setups. Hvor du dengang blev straffet for at dræbe for mange, bliver du her belønnet for at prøve igen. Konsekvenserne er væk – og det føles forbløffende befriende.

Spillet opfordrer dig aktivt til at finde dit yndlingskit. Til at perfektionere en plan, bryde den, og starte forfra. Der er en næsten meditativ rytme i den cyklus. Fordi der ikke er nogen konsekvenser, bliver lysten til at eksperimentere enorm. Slabsene kan også opgraderes ved at udføre de samme likvideringer, hvilket skaber en konstant fremdrift – man bliver stærkere, mere effektiv, og mere beslutsom for hver dag, der går.

Målet bliver at gennemføre den perfekte dag. At planlægge det ideelle loop, hvor alt udføres i én flydende bevægelse. Det føles som en omvendt Cluedo-gåde: hvem skal dø, hvornår, og hvordan kan man samle alle brikkerne i én dag? Men du skal lige tage højde for Juliana.

Juliana er den eneste anden karakter, der kender sandheden. Hun bryder systemet. Hun dukker op, når du mindst venter det – arrogant, uforudsigelig, og med sine egne Slabs. Nogle gange sniger hun sig ind, andre gange angriber hun direkte, og hendes opdukken føles som at få et skakbræt væltet ud over sig. Hun ødelægger planer, og det er præcis derfor, hun fungerer. Hendes tilstedeværelse gør Deathloop levende. Colt og Julianas dialoger er både flirtende, manipulerende og fyldt med en slags gensidig respekt. Deres forhold bliver et slags psykologisk skakspil, hvor hver bevægelse tæller.

Grafisk er spillet en fest. En sær blanding af 60’er-futurisme og Bond-parodi, karikerede skurke og absurd interiør. Det kunne være en Tarantino-version af Austin Powers – bare med langt flere drab og eksistentiel angst.

Og gameplayet? Balanceret, skarpt og fleksibelt. Våbnene føles rigtige, bevægelsen er glat, og hele oplevelsen føles som et kompromisløst laboratorium for idéer.

Det er det paradoks, der gør Deathloop så genialt: du vil bryde loopet, men du vil samtidig blive i det. For hvert gennemløb bliver du klogere – ikke bare på spillet, men på dig selv. Du mærker frustrationen, tvangen, den lille hævn i at gøre noget anderledes, selv når alt i verden prøver at holde dig fast. For hver gang du vågner på stranden, forstår du lidt mere. Om verden, om Juliana, om dig selv. Du begynder at tænke i mønstre, i loops, i vaner. Du opdager, hvor tit du selv gentager ting – i hverdagen, i relationer, i arbejde. Deathloop bliver et spejl. Det føles som at lægge et puslespil, hvor brikkerne ændrer form, hver gang du kigger væk. Et spil, der afslører, hvor lidt fri vilje egentlig føles som frihed.

Deathloop er et af de bedste og mest originale spil, der nogensinde er lavet. En perfekt balance mellem mekanik, fortælling og filosofi. Et spil, der får dig til at tænke over valg, tid, fri vilje – og hvorfor vi overhovedet gentager de samme fejl, når vi endelig kunne vælge anderledes. Altsammen forklædt som et stilsikkert FPS.

Det her er ikke en anbefaling. Det er en nødvendighed. Du tror, du spiller for at vinde. Men i virkeligheden spiller du for at forstå, hvorfor du bliver ved. Et loop, du skal ind i, før du forstår, hvorfor du ikke vil ud igen.