Nordic Race 2025 (Refshaleøen)

Nordic Race er i virkeligheden en blanding af sports-event, festival og teambuilding. I vores tilfælde: 5 km, 18 forhindringer og et kæmpe setup på Refshaleøen. Officielt kaldes det “Copenhagen Urban”. Uofficielt føles det som en cirkulær gladiatorbane, hvor man kan måle, hvor meget krop og psyke kan holde til, mens tilskuere står midt i cirklen og hepper.

Jeg havde ærligt ikke forventet, at det ville være for alle. Jeg forestillede mig et helvede af elitefolk i kompressionsbukser, der ville efterlade os i støvet. Men det første, vi sagde til hinanden, da vi ankom, var: “Det her ville være pisse sjovt at lave med fem-seks venner.” Det lignede pludselig en fest, ikke bare et fitness-regime.

Vi ankom om formiddagen, nervøse for om vi kunne gennemføre. Jeg var på hold sammen med min medredaktør, og ingen af os var ligefrem i vores livs bedste form. Men vi var blevet inviteret med, og vi tænkte: hvorfor ikke?

Det første, der slog os, var størrelsen. 800–1000 deltagere, plus tilskuere. Stemningen var nærmest som en lokal festival: musik, boder, folk i alle aldre. Vi fandt hurtigt standen, hvor vi fik udleveret startnummer, chip – og vigtigst: armbåndet. “Skammens armbånd”. Et plastikbånd, der bliver klippet, hvis du ikke kan klare en forhindring. Først grinede vi og sagde “fuck det pis”. Men vi vidste godt, vi ville kæmpe for at beholde det.

Første møde med banen

Vi var på hold 11. Til briefingen kunne vi allerede se, hvor blandet feltet var. Der stod børn i 12-års alderen ved siden af os, der stod folk, der lignede motionister på hyggeniveau – og så stod der kæmpe muskelmænd med overarme, der kunne udløse jordskælv. Det var både beroligende og skræmmende. Hvis de små kunne, så kunne vi vel også. Eller dø med forsøget.

Instruktionen var vag: “Ha’ det sjovt, pas på hinanden.” Så gik vi i gang.

Første forhindring: kravle under et net og ned i en vandpyt. Vi fandt hurtigt ud af, at man faktisk kunne sno sig uden at blive alt for våd. Og ja, hvorfor blive beskidt bare for showet? Vi gemte kræfterne.

Så kom der en klatrevæg. Nem nok. Videre.

Vi skulle bære tunge sten. Gå på vippende bomme. Kaste medicinbolde tre meter op. Hænge i rebstiger. Lave armgang til fingrene brændte. Alle forhindringer med officials klar til at klippe dit armbånd, hvis du fejlede.

Det var faktisk genialt. Pludselig gik der sport i armbåndet. Jo længere vi kom, jo mere betød det. Det var ikke længere “fuck det pis”. Det var “vi skal for alt i verden ikke miste det her”.

Overraskelsen

Jeg troede, Nordic Race var for hardcore crossfit-typer. Men jeg tog fejl. Det var overraskende inkluderende. Der var alle slags mennesker: gamle, unge, kontorfolk, studerende. Nogle var hurtige som gazeller, andre tog sig tid. Det virkede som et af de der sjældne events, hvor alle faktisk kan være med.

Og ja, det var hårdt. Jeg følte mig som en blanding af Tarzan og en mand, der havde meldt sig til noget ved en fejl. Men det var sjovt. Vi grinede, vi heppede på hinanden, og vi svedte på tværs af kroppe, niveauer og generationer.

Ulempen

Man kan ikke pynte på det: det er også brutalt. Jeg havde et øjeblik, hvor jeg tænkte: “Hvis jeg falder nu, så er det skadestuen.” Og ja – det blev det faktisk. Vi måtte stoppe efter forhindring 16. Vores løb sluttede brat med en tur i ambulance. Det er selvfølgelig en del af præmissen. Arrangørerne havde styr på det – der var hjælp klar med det samme. Men det satte et punktum for vores debut.

Alt det udenom

En ting, Nordic Race skal have ros for, er kurateringen. Inde i midten af cirklen kunne publikum købe pandekager, opleve saunagus og suge stemningen til sig. Der var Joe & The Juice og andre små oplevelser, som gjorde det til mere end bare et løb. Det var en hel dag, hvor både deltagere og ledsagere kunne få noget ud af det.

Det er smart: man får folk til at blive hængende, man gør det til en eventoplevelse, ikke bare sport.

Eftertanken

Jeg gik derfra med ar på knæene og lysten til at komme tilbage. For ja, vi blev stoppet før tid, men jeg kan sige med sikkerhed: jeg kunne godt tænke mig at gennemføre hele banen en anden gang.

Nordic Race er ikke genialt. Det er ikke smukt. Det er heller ikke perfekt. Men det er sjovt, hårdt og inkluderende. Det er “på eget ansvar” i sin reneste form. Og det er en super fed mulighed for at tage venner eller familie med ud en solskinsdag og vise, at man stadig har lidt krudt tilbage i kroppen.

Det er måske det mest ærlige, jeg kan sige: Jeg havde forventet et helvede. Jeg fik en fest.

Refleksion

Nordic Race er ikke kun for eliten. Det er heller ikke for sarte sjæle. Det er for alle, der tør blive beskidte, svede lidt og måske miste et armbånd undervejs. Jeg kom hjem træt, forslået og glad. Og jeg ved, jeg ikke var den eneste.