Nok om mig

Det første, man lægger mærke til, er ikke et stort stunt eller en overgearet entré. Det er snarere den måde, han står i lyset på. Rolig. Vågnet. Som en, der godt ved, at publikum ikke er kommet for at se en mand kæmpe med sin egen nervøsitet i realtid. Og det er befriende. For comedy kan hurtigt blive en lille selvhjælpsøvelse med mikrofon, hvor komikeren beder om forståelse, før der overhovedet er sagt noget sjovt. Thorius gør det modsatte. Han går direkte ind i materialet og lader det tale. Det er ikke beskedent for beskedenhedens skyld. Det er bare effektivt.

“Nok om mig” har en form, der føles gennemtænkt uden at lugte af Excel. Der er en klar bevægelse gennem aftenen, hvor han hele tiden bygger videre på det, han allerede har etableret. Ikke med den der trætte “nu kommer der lige en callback, fordi jeg har lært det på et kursus”-energi, men med en naturlig fornemmelse for, hvordan et publikum faktisk lytter. Han ved, hvornår en idé skal have luft. Hvornår en pointe skal have et lille ekstra tryk. Hvornår man skal lade stilheden arbejde lidt, så latteren får plads til at vokse. Det er håndværk. Og det er ikke altid det mest sexede ord i comedy, men det er ofte det, der adskiller det gode fra det virkelig gode.

Det, der især bærer aftenen, er hans blik for mennesker og deres små selvbedrag. Han går efter de steder, hvor vi alle sammen bliver lidt mere komiske, end vi selv tror. Mænd i 30’erne får selvfølgelig deres del af turen. Den fase af livet, hvor man på én gang skal være voksen, afslappet, ansvarlig, interessant og helst ikke alt for tydeligt i krise. Det er et minefelt, og Thorius går rundt i det med en sikkerhed, der gør, at man både griner og nikker lidt for genkendende. Ikke fordi han gør det til en kønspolitisk forelæsning. Tværtimod. Han tager de små sociale absurditeter og presser dem lige en tand længere, end man selv ville turde sige højt ved middagsbordet.

Og det er dér, hans styrke virkelig ligger. Han er ikke bare en komiker med gode observationer. Han er en komiker, der kan formulere dem, så de lander rent. Der er en præcision i hans formuleringer, som gør, at selv de mere grove jokes ikke føles som billige chok. De føles som en del af en større rytme. Han går til kanten, ja, men han står ikke og blafrer derude for at få opmærksomhed. Det er en væsentlig forskel. Der er mange, der tror, at grovhed i sig selv er en personlighed. Det er det sjældent. Her er det bare et værktøj, og han bruger det med omtanke.

Han har også en selvironi, der ikke føles påklistret. Den er ikke pakket ind som en strategi. Den sidder bare i måden, han taler om sig selv og sin position på. Det gør noget godt ved helheden, fremfor en komiker, som jovialt driller en kollega med en intern joke, der skulle være forblevet sådan. For publikum kan mærke, når en komiker ikke prøver at sælge sig selv som en slags ufejlbarlig observatør af verden. Thorius virker mere interesseret i at være præcis end i at være cool. Og det er faktisk langt mere cool. Den slags ro er svær at fake. Man kan godt lære en punchline. Man kan godt øve en pause. Men den der fornemmelse af, at man står foran en person, der ikke er bange for at være lidt menneskelig, den kan man ikke bare printe ud og hænge op bag scenen.

Der er en tydelig rytme i hans levering, og den holder hele vejen. Han bygger op, slipper lidt, strammer igen. Det er næsten musikalsk, uden at det bliver teatralsk. Han ved, hvornår et publikum skal have lov at være med i tanken, før de får pointen serveret. Og det er vigtigt. For mange komikere går for hurtigt til punchlinen, som om de er bange for, at folk mister opmærksomheden, hvis de ikke bliver fodret hvert tredje sekund. Thorius tør lade os vente. Ikke for længe. Bare længe nok til, at spændingen faktisk arbejder. Det er en disciplin, som man først rigtigt lægger mærke til, når den er der. Og når den mangler, kan man mærke det i kroppen. Her er den til stede hele vejen.

Mimikken er en del af pakken, men aldrig en erstatning for indhold. Det er en vigtig detalje. For der findes jo den type optræden, hvor ansigtet nærmest bliver en nødgenerator, når teksten ikke helt holder. Her er det omvendt. Hans ansigt understøtter materialet. Det hjælper med at skærpe en pointe, ikke med at skjule en svag en. Det giver showet en lethed, men også en form for kontrol. Han virker aldrig som en, der kæmper med at holde publikum inde i rummet. Han har dem allerede. Og det mærkes.

Salen er med ham fra begyndelsen, og det er ikke kun fordi han er sympatisk. Det er fordi han hurtigt etablerer en tillid. Han taler ikke ned til folk. Han forsøger ikke at være smartere end rummet. Han står bare der med sit materiale og sin timing og sin ret tydelige fornemmelse for, hvad der virker. Det er måske det mest undervurderede ved god stand-up: at det kan se let ud, mens det i virkeligheden er resultatet af en ret brutal mængde arbejde. Den slags arbejde, som publikum heldigvis ikke skal se. Vi skal bare mærke det. Og det gør vi.

Der er også noget tidstypisk over showet, uden at det bliver fanget i den aktuelle nyhedscyklus som en hund i en rullemadras. Thorius tager fat i samfundet, i identitet, i mandeliv, i de små og store selvbedrag, vi bygger vores hverdag på. Men han gør det med en klarhed, der gør, at pointerne ikke drukner i moral eller støj. Han skærer ind til det relevante og lader det stå. Det er ikke lavt. Det er ikke overforklaret. Det er bare skarpt. Og det er faktisk en ret sjælden kvalitet i dansk comedy, hvor man nogle gange kan få fornemmelsen af, at folk enten vil være for pæne eller for vilde, men glemmer at være præcise.

Det er også værd at sige, at showet ikke føles som en samling enkeltstående jokes, der er blevet sat sammen med tape og håb. Der er en struktur her, som gør, at aftenen føles som én sammenhængende ting. Det er ikke en lille detalje. Det er hele forskellen. Når et show har form, kan publikum læne sig ind i det. Man slipper for at sidde og gætte på, om komikeren selv er på vej nogen steder hen. Her er retningen tydelig. Og det giver ro. Ikke den kedelige slags ro, men den gode. Den, hvor man kan slappe af, fordi man mærker, at nogen har styr på deres eget materiale.

Der er et par steder, hvor han går hårdere til værks, og det fungerer, fordi det er forankret i hans energi snarere end i en trang til at provokere. Han virker ikke interesseret i at være fræk for frækhedens skyld. Han virker interesseret i at være sjov. Det lyder banalt, men det er faktisk en ret stor forskel. Mange forsøger at sælge kant som indhold. Thorius sælger indhold med kant. Det er langt mere elegant. Og langt sjovere at være i selskab med.

Det er også derfor, at showet hænger ved bagefter. Ikke fordi det forsøger at være epokegørende. Ikke fordi det vil redde nogen. Men fordi det rammer noget genkendeligt og samtidig får det til at se lidt mere absurd ud, end vi selv havde lyst til at indrømme. Det er en af comedyens fineste opgaver. At tage det, vi går rundt og tror er normalt, og vende det en smule, så vi kan se skævheden i det. Mikkel Klint Thorius gør det med en sikker hånd og en stemme, der ikke behøver råbe for at blive hørt.

Og så er der lige den menneskelige sandhed, som hænger tilbage, når lyset går op, og folk begynder at lede efter jakker, telefoner og deres egen værdighed: De bedste komikere virker ikke som dem, der har mest brug for at blive set. De virker som dem, der har set nok til at kunne sige noget præcist om det. Thorius står et sted tæt på den kategori. Han er ikke bare sjov. Han har format. Og i Bremen den aften var det tydeligt, at han ikke bare havde publikum med sig. Han havde dem i et ret fast greb.

Eftertanke: “Nok om mig” er et show, der ved, hvad det laver, og som gør det med en ro, der næsten er provokerende i sin sikkerhed. Mikkel Klint Thorius leverer dansk comedy med struktur, nerve og en selvironi, der aldrig bliver til selvforsvar. Det er skarpt, relevant og virkelig velspillet. Kort sagt: en aften, hvor alt sad, som det skulle. Og det er jo næsten mistænkeligt godt.

Opvarmning var af Cecilie Bau, der fik bygget et fornuftigt set up, hvor hun fik sat scenen og udnyttede sin tid optimalt. Det var interessante og mere kønspolitiske emner leveret med omvendt forventning, og hun gjorde jobbet godt.