Tag til Danish Coffee Festival, hvis du er nysgerrig på kaffehåndværk, maskiner og mikrokosmosset omkring moderne kaffekultur – og har lyst til at blive inspireret. Bliv hjemme, hvis du primært drikker kaffe for vanens skyld og foretrækker en god kop uden at skulle kunne forklare den i haiku-form, og du ikke har en stærk mening om kastanjenougattoner.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Danish Coffee Festival. Allerede ved indgangen forstår man spillereglerne: forvent at størstedelen af dem, du vil bestille kaffe fra, taler engelsk. Ikke fordi de ikke kan dansk, men fordi det er sådan, nichekulturer markerer alvor.
Den store hal i TAP 1 var fyldt med udstillere. Maskiner, vandfiltrering, kværne, bønner – og smage, der spændte fra mango til noget, der mindede mistænkeligt om sekundlim. Det hele var alsidigt, teknisk imponerende og tydeligvis lavet for folk, der tager kaffe meget seriøst. Vi var der for at blive inspireret.
Det lykkedes delvist.
Flere boder var svære at komme i kontakt med. Nogle steder blev vi decideret ignoreret. En udbredt konsensus syntes at være, at kaffehipstere er for cool til at sige hej – og let irriterede, hvis du ikke selv kan definere undertonerne i din kaffe, men bare siger cortado. Meget af oplevelsen føltes mere messeagtig end festivalagtig, og en stor del af arrangementet virkede målrettet restauratører snarere end almindelige gæster.
Den klart bedste behandling fik vi ved en bod, hvor vi gjorde det eksplicit: vi er kitchen table-kaffedrikkere. Ingen storytelling. Ingen engelsk. Bare kaffe. Og de solgte endda kun maskiner til caféer.
Når man endelig fik opmærksomhed, bestod meget af serveringen af pour overs, der allerede var kolde og kun blev skænket i symbolske mængder. Det føltes besynderligt. Som om ritualet var vigtigere end resultatet. Start-up-pitchen lurede konstant under overfladen:
“Jeg stod en morgen og drak kogende vand og tænkte: hvorfor kan jeg ikke putte bitre bønner i, som giver mig energi og hjælper mig med at komme på toilettet? Og det var så startskuddet til coffeelovemachine.dk.”
Der var også en bod, der lavede te i en espressomaskine. “If you don’t have time to make your tea.” Livet er ganske vist kort, men jeg har aldrig følt utålmodighed, mens min godnatinfusion stod og trak.
Festivalen bød også på workshops – hvis man ledte – og en baristakonkurrence. Den var pakket ind i en nostalgisk fortælling om kaffebønner, bygget op som en klassisk hero’s journey: den metaforiske Mount Everest skulle bestiges, før deltageren kunne stå med mikrofon og levere sin historie til et panel af kaffedommere, jeg ikke anede, hvem var. Undervejs blev der tappet unødvendigt på maskinerne, mens fortællingen blev afleveret. Jeg fangede det ikke helt.
Det lykkedes trods alt at få både cortado og americano. Der var også kombucha og gulerodskage-te. Altså: løsninger fandtes. Men målgruppen for arrangementet stod aldrig helt klart. Fuld respekt for folk, der tager deres kaffegame seriøst – men oplevelsesøkonomien omkring en colombiansk bønne, der har passeret fem mellemled og endt hos en mand med seler, der har skrevet et haiku på en grøn-grå emballage, giver mig ikke lyst til at betale et astronomisk beløb.
Ikke når andre sammenlignelige produkter står side om side. Og slet ikke når jeg ærligt talt nok hellere bare ville have Irmas blå kaffe i stedet.
