Metroid Prime 4 Beyond Anmeldelse

Det alene er nok til, at pulsen stiger hos enhver, der engang har haft en GameCube stående under fjernsynet i 00’erne. Metroid Prime var ikke bare et eksperiment eller et mærkeligt sidespring for en ellers rendyrket 2D-serie. Det var et af de bedst anmeldte spil på platformen og et spil, der beviste, at førsteperson ikke behøvede at være hurtigt, støjende eller dumt for at være effektivt. Det kunne være langsomt, metodisk og næsten meditativt – og stadig intenst.

Derfor er hypen omkring Metroid Prime 4: Beyond massiv. Ikke kun fordi det er Samus’ længe ventede tilbagevenden i førsteperson, men fordi spillet har haft et notorisk ujævnt udviklingsforløb. Officielt annonceret, trukket tilbage, startet forfra og først sent genintroduceret som et færdigt projekt. Spørgsmålet er derfor uundgåeligt: Har ventetiden været det værd?

Man bliver kastet direkte ind i handlingen. En skurk ved navn Sylux angriber Galactic Federation. Et nødsignal sendes ud. Samus svarer, fordi hun – som altid – tilfældigvis er i nærheden. Ingen lange forklaringer, ingen exposition forklædt som dialog. Vi er i gang. Historien fungerer mere som ramme end drivkraft, og det er helt bevidst. Metroid har aldrig handlet om plot twists eller moralske dilemmaer, men om stemning, isolation og følelsen af at være alene i et fjendtligt system.

Noget af det mest markante ved Metroid Prime 4 er, hvor kompromisløst gammeldags det føles i sin struktur. Ikke retro som en stiløvelse, men oprigtigt konservativt i sin designfilosofi. Tempoet er langsomt. Aim assist er markant. Spillere opdraget på Call of Duty og konstant bevægelse vil sandsynligvis krumme tæer. Men når man accepterer præmissen, giver det mening. Du er ikke en soldat. Du er en dusørjæger i en ekstremt avanceret dragt, og spillet vil have dig til at mærke vægten af den.

Fjenderne er til gengæld ikke lette. Almindelige kampe kan hurtigt eskalere, og bosskampe er decideret krævende. Ofte er det ikke entydigt, hvad der virker. Man må observere, fejle og justere. Det føles mere som kamp end som skydning. Som om spillet konstant minder dig om, at magt i Metroid ikke handler om reaktionstid, men om forståelse.

I praksis er Metroid Prime 4 i lige så høj grad et puzzle-spil forklædt som shooter. Du skifter konstant mellem psykiske evner, elementvåben, Morph Ball, scanning og miljøinteraktion. Det kræver overblik og tålmodighed. Mange områder inviterer direkte til backtracking, når nye evner låses op. For nogle vil det føles som unødvendigt grind. For andre er det selve essensen. Universet folder sig langsomt ud, og belønningen er følelsen af mestring, ikke en pop-up med “achievement unlocked”.

Stemningen bæres i høj grad af lyden. Soundtracket er præcist og tilbageholdende, og stilheden bruges aktivt. Musikken dukker op, når den skal, og forsvinder igen. Verdenerne er flotte, dystopiske og tydeligt Nintendo-agtige, men også mørkere end meget andet fra firmaet. Teknisk kan man godt mærke, at spillet er bygget til Switch. Nogle teksturer ser en smule daterede ud, men det er til at leve med, eller jeg må få anskaffet mig en Switch 2, så spillet kommer til sin fulde ret.

Den største nye gameplay-tilføjelse er en motorcykel, som relativt hurtigt låses op. Den bruges primært til transport og enkelte sekvenser og fungerer teknisk fint. Designmæssigt føles den dog som et levn fra en anden tid. Lange stræk, hvor der egentlig ikke sker så meget. Det minder om Hyrule Field i Ocarina of Time eller sejlturene i Wind Waker. I 2025 føles det mere som fyld end som nødvendighed – et mærkeligt mellemrum i et ellers stramt design.

Save-systemet er lige så kompromisløst. Klassiske, sparsomme save points. Ingen checkpoints hvert femte minut. Der er konsekvenser. Det skaber spænding, men også frustration. Flere gange finder man sig selv løbende tilbage for at gemme efter en svær boss, bare for en sikkerheds skyld. Det har en sær charme. Et ungdommeligt stress-minde om blækpatron-økonomien i Resident Evil. Godt, vi ikke er helt der – men det er tæt på.

Samus selv siger stort set ingenting. Mindre end Link. NPC’er taler løs omkring hende, men hun forbliver tavs. Det kan virke komisk, men det føles også som et bevidst statement. Nogle gange siger man mere ved ikke at sige noget. En professionel dusørjæger holder måske masken – bogstaveligt talt. Der er et subtilt, men tydeligt kvindeligt touch i hendes fremtoning. Ikke fremhævet. Bare til stede.

Metroid Prime 4: Beyond er ikke det bedste spil nogensinde. Men det er et konsekvent, stemningsfuldt og krævende spil, der tør stole på sin egen formel. Det er langsomt, metodisk og kompromisløst – præcis som Metroid skal være. Nye Nintendo-spillere bør give det en chance. Metroid-fans er for længst i gang. Samus er tilbage. Og hun har ikke travlt. GameCube-arven er videreført med vilje.