Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Jeg sad med den dér særlige fornemmelse af, at nogen havde åbnet en gammel skuffe og fundet både støv, skyld og et par overraskende gode jokes. Jonah Hills debut som instruktør, Outcome, på Apple TV+, er en film, der ikke larmer sig til opmærksomhed, men sniger sig ind med et blik for menneskelig pinlighed, forsoning og den slags fortid, man helst ville lade stå i kælderen og mugne i fred.
Bremen Teater den 8. april 2026 føltes som et sted, hvor Mikkel Klint Thorius ikke bare kom forbi for at “prøve noget af”, men for at tage rummet i besiddelse fra første sekund. Jeg sad med den dér sjældne fornemmelse af, at der var styr på både timing, temperament og tempo. Ikke bare jokes. Ikke bare energi. Men et show, der vidste præcis, hvad det ville være.
Jeg havde egentlig regnet med endnu en pæn, velmenende serie om mennesker, der taler sig gennem livet med terapeutisk glans i øjnene. I stedet fik jeg en sæson, der igen minder mig om, hvor svært det er at være menneske, når ens sorg ikke kan ryddes op med et godt råd og en kop kaffe. Shrinking på Apple TV+ holder sit niveau i sæson 3, og det gør den med en blanding af varme, skævhed og den slags humor, der prikker til én, mens man smiler.
Med sæson 2 af "Monarch: Legacy of Monsters" på Apple TV+ fortsætter jagten på forståelse og sameksistens med titanerne, der i denne omgang introducerer den nye skabning Titan X. Serien, der dygtigt balancerer mellem menneskelige dramaer og mytologiske monstre, formår at skabe en dybde, der står i kontrast til de mere actionfyldte film i MonsterVerse-universet.
Sammy Virji i Poolen var ikke kærlighed ved første drop, men den britiske DJ fik hurtigt vendt aftenen til en tung UK garage-fest i København. De første tyve minutter stod man mest og vurderede sceneafstand, crowd og format. Så begyndte sættet heldigvis at bevise, hvorfor Sammy Virji lige nu er et af de varme navne på den internationale klubscene.
Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvad mangler dansk livemusik egentlig?” så er svaret åbenbart kæmpesnav med Irina Olsen under et alien-hoved. Carl Knast leverede det, plus panfløjte, plus beskidt wifebeater, plus et niveau af kaos, der burde være ulovligt og alligevel føltes helt rigtigt.
En aften i Royal Arena, der lovede storhed og leverede storslåethed. Det var ikke bare en koncert, men en oplevelse, hvor det visuelle og auditive smeltede sammen i en symfoni af indtryk. Et imponerende orkester, håndplukket med musikere, der tydeligt var valgt ud fra et uendeligt budget. Antallet af mennesker på scenen? Umuligt at tælle.
En gruppe amerikanske Rangers står pludselig over for en fjende, der ikke spiller efter krigens normale regler: en gigantisk og tilsyneladende ustoppelig krigsmaskine. Midt i kaosset må en ung soldat forsøge at overleve en kamp, der virker tabt på forhånd. Men kan mennesker egentlig hamle op med en 30 meter høj robot?
The Moment er i sin kerne en film om, hvor svært det er at skabe noget råt, autentisk og personligt i en verden, hvor labels, brandpartnere og kapital altid står klar til at gøre kunst til strategi. Det er en fortælling om en kunstner, der kæmper for at beholde ejerskabet over sin egen kreation, samtidig med at den vokser sig så stor, at den næsten ikke længere kan styres. BRAT bliver i filmen ikke bare en succes, men et monster af mening, hype og penge – og Charli XCX står midt i det hele og forsøger stadig at genkende sig selv i det.
Der var en særlig afslappet stemning i Royal Arena, da Eros Ramazzotti gik på scenen. Ikke fordi publikum var uengageret – tværtimod – men fordi alle allerede vidste, hvad de var kommet for. Man behøver nemlig ikke forstå italiensk for at forstå Eros Ramazzotti. Man skal bare have levet længe nok til, at hans musik på et tidspunkt har sneget sig ind i ens liv.
Man kunne mærke det fra første trommeslag: Det her var ikke en hyggeaften. SPLIT:TED og ZIMA gik på Rust, som om de allerede havde spillet der ti gange før – og det mest provokerende var næsten, hvor ubesværet det så ud. Spørgsmålet var ikke, om de kunne. Spørgsmålet var, hvem der gik derfra med mest kant.
Fyldt sal, næsten som om hver stol var pakket med forventning og latterklar. Simon Talbot glider ind på scenen med en rytme som om han allerede har vundet alles opmærksomhed. Lysene skifter, musikken banker i takt med tempoet, og han navigerer sit univers af bevidste selvmodsigelser, groteske iagttagelser og bevægelseshumor. Publikum slår sig på lårene fra første sekund – måske lidt voldsomt, men hey, det er en udsolgt Bremen.
Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
Tag til Danish Coffee Festival, hvis du er nysgerrig på kaffehåndværk, maskiner og mikrokosmosset omkring moderne kaffekultur – og har lyst til at blive inspireret. Bliv hjemme, hvis du primært drikker kaffe for vanens skyld og foretrækker en god kop uden at skulle kunne forklare den i haiku-form, og du ikke har en stærk mening om kastanjenougattoner.
Der er koncerter, der bliver spillet – og koncerter, der sker. Holdo i Ideal Bar var det sidste: mørk, tæt og fysisk. Elektronisk musik uden forklaringer, uden distance. Bare kroppe i bevægelse og en rastløs energi, der nægtede at slippe rummet.
Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
Efter mere end tre års ventetid vender Stranger Things tilbage med sin femte og afsluttende sæson. En finale, der lover svar, forløsning og et sidste opgør i Hawkins – og som leverer på skala, effekter og fanservice. Men jo større serien er blevet, jo sværere har den haft ved at holde fast i sin kerne. Sæson 5 er et ambitiøst, ofte underholdende, men også rodet farvel til et univers, der engang levede af mystik, enkelhed og ægte uhygge – og som nu kæmper med vægten af sin egen succes.
Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
Jeg havde egentlig glemt, hvor langsomt et spil kan være – og stadig føles intenst. Metroid Prime 4: Beyond er ikke interesseret i at please nogen algoritme eller holde dig konstant underholdt. Det vil have din tid, din tålmodighed og din opmærksomhed. Og hvis du giver det, får du noget, der føles sjældent i 2025: et spil, der tør stole på stilhed, struktur og tyngde.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
At se Now You See Me 3 i 2025 føles lidt som at åbne en tidskapsel, ingen har savnet, men alligevel stå og fnise, når der vælter gamle kendisser ud af den. Det er ikke et comeback, verden har gået og bedt universet om – men det er et, der prikker én på skulderen og minder dig om, hvorfor det her hold engang var kult… og hvorfor du stadig falder for deres tryllerier, selvom du egentlig burde være blevet for gammel til det.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
