Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Kan et metalshow stadig føles som familie, ritual og en lille smule støjende terapi på én gang? Tirsdag aften i Lille Vega gav Soulfly et ret klart svar: ja, hvis Max Cavalera får lov at styre det, og hvis publikum gider møde op med både ører og rygsøjle på plads.
Glimmer, dragbingo og store omkvæd samlede Valbyparken, da Syd for Solen 2026 åbnede med en mangfoldig torsdag.
I rockhistorien er der altid plads til en særling med en guitar, en skæv hat og nok selvtillid til at lade sangene trække vejret. Kurt Vile har længe stået dér i det felt, hvor slacker-attitude møder håndværk, og tirsdag aften i Vega blev det helt tydeligt, hvorfor han bliver ved med at vokse. Ikke som en stadionfigur. Mere som en, der langsomt overtager rummet, mens man opdager, at man allerede står og nikker med.
Ericka Jane indtog De Første Stråler med hvid kasket, englevinger, balloner og en T-shirt, der erklærede hende »LIGE SÅ LIGEGLAD«. Det var hun heldigvis ikke. Hun arbejdede for hvert blik og hvert løftet hoved, men mellem scenens store armbevægelser og publikums forsigtige nik opstod en afstand, som poppen aldrig fik lukket. Alt var gjort klar til festen. Det eneste, der manglede, var det øjeblik, hvor den faktisk begyndte.
På P3’s lille solbeskinnede område blev torsdagens største bitch fundet med bingoplader, twerk og en kollektiv beslutning om, at værdighed var noget, man kunne hente igen på vej hjem. Mens de store scener brugte lys, røg og mange millioner streams på at lokke reaktioner ud af publikum, klarede dragbingoen det med et par numre, hurtige replikker og mennesker, der var villige til at se fjollede ud sammen.
Medina samlede generationer og festivaltyper i Valbyparken til en fælles, hæs folkefest på Syd for Solen 2026.
sombr leverede læder, Dannebrog, roser og et spring i havet på Syd for Solen. Showet var stort, men sangene fandt aldrig klimakset.
Kan man stadig blive overrasket af et act, man har set i tre årtier? Ja, åbenbart. Infernal lukkede Wonderfestiwall 2026 på hovedscenen med en energi, der fik natten til at sitre og skridttælleren til at opføre sig, som om den var blevet betalt pr. kilometer. Lina og Paw har været i dansk dance siden 1997, men her stod de ikke som et nostalgisk museum over 00’ernes festkultur. De stod som et band, der stadig ved, hvordan man bygger en finale, så man går derfra lettere ør og lidt gladere for at være menneske.
Nogle frontmænd går på scenen. Martin Hedegaard ankommer som en mand, der har fået fem minutter til at forhindre en mindre naturkatastrofe. På Ankermyr stod han i grå T-shirt med en slidt Mustang-bas over skulderen og regndråber hængende i scenelyset. Han sang, spillede og dirigerede pladsen med hele kroppen. SAVEUS vil frelse kærligheden, provinsen, popmusikken og muligvis den kommunale beredskabsplan på én gang. Det kunne være ulideligt. Denne aften var det overbevisende.
Wonderfestiwall har nu haft Benjamin Hav & Familien på plakaten i 2022, 2024 og 2026. Det er ikke længere booking. Det er et serviceinterval. Hvert andet år skal diskokuglerne, knæleddene og den nationale tolerance for koreograferet fjolleri til kontrol.
Man mærker Valbyparken, før man for alvor hører den. Det tørre græs, sensommervarmen og det fine støv, der rejser sig fra stierne og langsomt finder vej til sko, hud og hals. Syd for Solen er en festival, der på papiret spænder bredt, men som alligevel har en tydelig musikalsk temperatur. Her er plads til både dansksproget melankoli, ny rap, eksperimenterende R&B og en genforening, mange har ventet næsten et årti på. Lørdagen gav os fem vidt forskellige oplevelser – fra den bløde begyndelse til den store nostalgiske afslutning.
Jeg havde ærligt talt håbet på et lille popbrag. I stedet fik jeg noget, der mest føltes som en 90’er-fitnessvideo med festivalarmbånd og en halvvejs overbevist trommeslager. Mel C på Wonderfestiwall 2026 burde have været lørdagens store internationale øjeblik. Det blev i stedet en koncert, der stod og svedte lidt i sin egen nostalgi.
Jeg stod med en festivaløl og gode intentioner, da The Cardigans gik på Wonderfestiwall fredag omkring kl. 18. Det burde have været et lille popmættet frikvarter med svensk elegance og fællessang i solskæret. I stedet blev det en koncert, hvor man hele tiden kunne mærke, hvad publikum kom for — og hvad bandet selv ville noget andet med.
To uger efter udgivelsen af Emotional Junglist indtog Nia Archives Omni-scenen på O Days 2026 med egen lædersofa og et sæt, der forvandlede Refshaleøen til én stor dansende organisme. Vi var med i menneskemængden. Her er vores anmeldelse.
Disclosure fik æren af at lukke O Days 2026, festivalens femårs jubilæum, med et DJ-set på Omni-scenen lørdag aften. Vi mødte op med et lille forbehold og cyklede hjem med ondt i benene og et fjollet smil. Her er vores anmeldelse.
Kan en superheltefilm stadig føles som en film og ikke bare som en franchise, der har fået adgang til for meget strøm? Spider-Man: A Brand New Day forsøger i hvert fald at svare ja. Tom Holland vender tilbage som Peter Parker, og efter årene med multivers, støj og digital konfetti er det næsten befriende, at serien igen tør være lille nok til at føles menneskelig.
Jeg havde ærligt talt forventet et spil, der ville læne sig så tungt op ad Bond-mytologien, at det knækkede i ryggen af egen vægt. I stedet har IO Interactive lavet noget langt mere interessant: et spil, der kender sin smoking, men også ved, hvornår den skal smøges op. 007 First Light er både storladen og legesyg, og det føles som om dansk spiludvikling lige har taget en verdensfranchise ved kraven og sagt: “Bare rolig, vi har styr på det.”
Når jeg rejser, siger jeg konsekvent, at jeg er hollænder. Ikke fordi jeg skammer mig over Danmark, men fordi et dansk pas er komplet ubrugeligt, når nogen har stjålet din liggestol, airconditionen er død, og hotellet pludselig mener, at all inclusive kun gælder postevand mellem 14.00 og 14.15. Som dansker står man alene og undskylder for at klage. Hollænderen har allerede fundet tre vidner, indkaldt hotelchefen og nedsat en kommission med mandat til at lukke stedet.
Jeg havde egentlig håbet på lidt mere snavs under neglene. I stedet får vi en serie, der hviler lidt for meget på genrens virkemidler, og for lidt nyskabelse. Lucky på Apple TV har charme, tempo og en hovedperson, der kan bære både designertøj og moralsk sammenbrud, men den har også en genkendelighed, der er lidt for let at glemme.
Hvad gør man, når Christopher Nolan kaster sig over Homers Odysseen med et uhørt skuespiller ensemble og IMAX-kameraer over hele linjen? Man sætter sig i biografsædet, spænder hjelmen og håber, at overmodet bliver til stor kunst i stedet for bare stor lyd. The Odyssey er ikke lavet til at småsnakke med os. Den vil noget mere stædigt, mere højstemt, mere risikabelt — og det er præcis dér, filmen får sin kraft.
Roskilde Festival handler selvfølgelig om musik. Det siger vi, fordi det er nemt, og fordi det står øverst på plakaten. Men den egentlige ånd på festivalen bor ofte alle mulige andre steder: i mudderet, i lejrene, i køerne, i natten og på de vægge, man først opdager, når man holder op med at løbe efter næste koncert.
Clipse på Orange Scene burde have været en af de der bookinger, man senere kunne sige, man stod midt i. Pusha T og Malice. Brødrene. Myten. Coke-rap med museumsstatus og stadig frisk stank af asfalt. Men et sted mellem de skarpe rim, de tunge beats og et publikum, der gerne ville overbevises, begyndte det hele at føles lidt som at få læst den samme seje SMS op 27 gange.
Nogle koncerter kræver, at man kender sangene. Andre kræver bare, at man giver slip. Young Miko leverede en koncert, hvor sproget hurtigt blev mindre vigtigt end rytmen, bassen og den ubesværede selvsikkerhed, hun stod på scenen med. Det var cool uden at virke tillært, og præcis derfor blev man revet med.
Fredag på Roskilde kan være en mærkelig størrelse. Nogle er klar fra morgenstunden, andre bevæger sig stadig rundt, som om kroppen først lige har forstået, at den er på festival. Mille stod midt i det hele på Arena med en selvsikkerhed, der klædte hende. Koncerten skulle lige have publikum med, men da den fandt sit rum, var der meget at holde af.
Hele dagen havde Roskilde været våd, tung og grå. Man kunne mærke regnen i tøjet, i mudderet og i den lidt flade festivalenergi, der kan opstå, når vejret får lov at bestemme for længe. Men da Little Simz gik på Orange Scene torsdag klokken 18, skete der noget. Solen tittede frem, publikum løftede sig, og festivalen trak vejret igen.
