Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Fire dage med legender, nu-metal-nostalgi, svensk dødsmetal og bands, man enten vil dø på en bakke for eller aldrig helt har forstået. Vi har samlet navnene, kaosset og de koncerter, der sandsynligvis kommer til at definere årets Copenhell.
Jeg havde egentlig forventet et sødt lille Nintendo-spil, du smiler ad i fem minutter og så lægger væk igen. I stedet fik jeg en digital ø fuld af mennesker, der opfører sig som om nogen har sluppet dem løs midt i en kaffepause og glemt at give dem voksenlogik med. Tomodachi Life: Living the Dream til Nintendo Switch er tilbage som et mærkeligt, charmerende socialt laboratorium, hvor du både leger gud, vært og ufrivillig psykolog.
Jeg havde forventet, at Farveblind ville larme. Det gør de også. Men Micro Pleasures gør noget mere sjældent: Den larmer med mening. Tre mænd i jakkesæt, et studie på Tagensvej, en distortion-knap og en idé om, at små glæder måske er den eneste skattepligtige indtægt, vi har tilbage. Jeg havde regnet med energi. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville sidde med pladen på fjerde gennemlytning og tænke, at det her er året, hvor dansk musik holdt op med at undskylde sig selv.
Der er værker, man ikke bare genbesøger. Man går ind i dem igen, som man går ind i et rum, hvor nogen engang har sagt noget vigtigt. Another Brick in the Wall, Part 5 i Royal Arena er sådan en oplevelse. Stor, mørk, præcis og båret af musik, der stadig har støv, vrede og menneskelig ensomhed siddende i sig.
Jeg kan stadig mærke den der særlige festivaltræthed i kroppen fra Fred again.. i 2024, hvor musikken ikke helt nåede at sætte sig, fordi menneskemængden stod i vejen. Den slags oplevelse sætter sig ikke som én dårlig dag, men som en lille mistillid i brystet, næste gang en festival beder én om at tro på helheden. Så når blikket falder på Syd for Solen 2026, er det med både håb og en forsigtig rygrefleks.
Luften ved en festival kan føles som et løfte, før den bliver til støv. Der er noget ved åben himmel, der altid får kroppen til at tro på mulighed, også når programmet i virkeligheden bærer mere image end ild. Heartland 2026 lægger sig i det felt, hvor oplevelse, æstetik og kulturforbrug hele tiden måles mod hinanden.
Jeg har altid haft en svaghed for sommerens biografmørke. Det er dér, man går ind med sol på næsen og kommer ud med popcornsrester i skødet og en mærkelig trang til at diskutere moral, nostalgi og CGI med fremmede. I år lokker programmet med alt fra Miranda Priestly til He-Man, fra Nolan i storladent format til en Spider-Man, der måske endelig husker, hvorfor Marvel fik succes førhen.
DTF St. Louis, skabt af Steven Conrad og med Jason Bateman og David Harbour i front, ligner først en klassisk krimi, men får hurtigt revet tæppet væk under sig. Det er ikke et puslespil om hvem, der gjorde det. Det er et stykke tv om, hvad vi gør ved hinanden, når vi fortæller hvad vi føler.
Jeg stod i Royal Arena den 10. april og kiggede ned på en orkestergrav, der var hevet op lige under lærredet, som om nogen havde besluttet, at biografen godt måtte få lidt muskler. Star Wars: The Last Jedi blev ikke bare vist. Den blev spillet. Af et symfoniorkesteret Stockholm Concert Orchestra. Med John Williams’ musik helt fremme i lydbilledet. Og ja, det var en anderledes fornøjelse på den gode måde.
Jeg troede, jeg var færdig med hævnspil. Færdig med samuraifortællinger og mænd i slowmotion, der råber til himlen, mens blodet sprøjter i æstetiske buer. Men Ghost of Yōtei føles anderledes. Det lugter af stål og regn, føles som et zen-digt forklædt som blodbad og formår, på en eller anden måde, at gøre hævn smuk. Det er sjældent, et spil får mig til at sænke tempoet og bare kigge. Men her sidder jeg, midt i et japansk bjergpas, med controlleren i hånden og fornemmelsen af, at det ikke bare er fjender, jeg bekæmper, men mig selv.
Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
Jeg sad med den dér særlige fornemmelse af, at nogen havde åbnet en gammel skuffe og fundet både støv, skyld og et par overraskende gode jokes. Jonah Hills comeback som instruktør, Outcome, på Apple TV+, er en film, der ikke larmer sig til opmærksomhed, men sniger sig ind med et blik for menneskelig pinlighed, forsoning og den slags fortid, man helst ville lade stå i kælderen og mugne i fred.
Bremen Teater den 8. april 2026 føltes som et sted, hvor Mikkel Klint Thorius ikke bare kom forbi for at “prøve noget af”, men for at tage rummet i besiddelse fra første sekund. Jeg sad med den dér sjældne fornemmelse af, at der var styr på både timing, temperament og tempo. Ikke bare jokes. Ikke bare energi. Men et show, der vidste præcis, hvad det ville være.
Jeg havde egentlig regnet med endnu en pæn, velmenende serie om mennesker, der taler sig gennem livet med terapeutisk glans i øjnene. I stedet fik jeg en sæson, der igen minder mig om, hvor svært det er at være menneske, når ens sorg ikke kan ryddes op med et godt råd og en kop kaffe. Shrinking på Apple TV+ holder sit niveau i sæson 3, og det gør den med en blanding af varme, skævhed og den slags humor, der prikker til én, mens man smiler.
O Days 2026 ligner en festival, der har forstået noget væsentligt om sig selv – og tør skrue op for det. Det er ikke nødvendigvis de mest kommercielle navne, der giver programmet tyngde, men måden bookingerne taler sammen på. Med Disclosure, Joy Orbison, Nia Archives, Mall Grab, Buraka Som Sistema, The Dare, Swimming Paul og Tripolism peger årets lineup mod noget klubbet, præcist og usædvanligt velkurateret. Læs med for at forstå netop hvorfor.
Sammy Virji i Poolen var ikke kærlighed ved første drop, men den britiske DJ fik hurtigt vendt aftenen til en tung UK garage-fest i København. De første tyve minutter stod man mest og vurderede sceneafstand, crowd og format. Så begyndte sættet heldigvis at bevise, hvorfor Sammy Virji lige nu er et af de varme navne på den internationale klubscene.
Med sæson 2 af "Monarch: Legacy of Monsters" på Apple TV+ fortsætter jagten på forståelse og sameksistens med titanerne, der i denne omgang introducerer den nye skabning Titan X. Serien, der dygtigt balancerer mellem menneskelige dramaer og mytologiske monstre, formår at skabe en dybde, der står i kontrast til de mere actionfyldte film i MonsterVerse-universet.
Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvad mangler dansk livemusik egentlig?” så er svaret åbenbart kæmpesnav med Irina Olsen under et alien-hoved. Carl Knast leverede det, plus panfløjte, plus beskidt wifebeater, plus et niveau af kaos, der burde være ulovligt og alligevel føltes helt rigtigt.
En aften i Royal Arena, der lovede storhed og leverede storslåethed. Det var ikke bare en koncert, men en oplevelse, hvor det visuelle og auditive smeltede sammen i en symfoni af indtryk. Et imponerende orkester, håndplukket med musikere, der tydeligt var valgt ud fra et uendeligt budget. Antallet af mennesker på scenen? Umuligt at tælle.
En gruppe amerikanske Rangers står pludselig over for en fjende, der ikke spiller efter krigens normale regler: en gigantisk og tilsyneladende ustoppelig krigsmaskine. Midt i kaosset må en ung soldat forsøge at overleve en kamp, der virker tabt på forhånd. Men kan mennesker egentlig hamle op med en 30 meter høj robot?
The Moment er i sin kerne en film om, hvor svært det er at skabe noget råt, autentisk og personligt i en verden, hvor labels, brandpartnere og kapital altid står klar til at gøre kunst til strategi. Det er en fortælling om en kunstner, der kæmper for at beholde ejerskabet over sin egen kreation, samtidig med at den vokser sig så stor, at den næsten ikke længere kan styres. BRAT bliver i filmen ikke bare en succes, men et monster af mening, hype og penge – og Charli XCX står midt i det hele og forsøger stadig at genkende sig selv i det.
Der var en særlig afslappet stemning i Royal Arena, da Eros Ramazzotti gik på scenen. Ikke fordi publikum var uengageret – tværtimod – men fordi alle allerede vidste, hvad de var kommet for. Man behøver nemlig ikke forstå italiensk for at forstå Eros Ramazzotti. Man skal bare have levet længe nok til, at hans musik på et tidspunkt har sneget sig ind i ens liv.
Man kunne mærke det fra første trommeslag: Det her var ikke en hyggeaften. SPLIT:TED og ZIMA gik på Rust, som om de allerede havde spillet der ti gange før – og det mest provokerende var næsten, hvor ubesværet det så ud. Spørgsmålet var ikke, om de kunne. Spørgsmålet var, hvem der gik derfra med mest kant.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
