Anmeldelse: DTF St. Louis (HBO Max)

Det mest forfriskende ved serien er, at den ikke opfører sig, som om dens egen præmis er hellig. Den ved godt, at et dødt menneske, en utro dating-app og et par alvorlige ansigter normalt ville være nok til at få streamingmaskinen til at hoste endnu en mørk, veltempereret thriller ud. Men Steven Conrad har andre planer. Han bruger krimiens rekvisitter som lokkemad og skifter så kurs, næsten provokerende roligt, mod noget langt mere sårbart: relationer, der er blevet slidte i kanten, og længsler, der har stået og kogt så længe, at de næsten lugter af overmoden hverdagsmad.

Jason Bateman gør det, han gør bedst, men med en lille forskydning, der giver rollen liv. Han spiller den type mand, der hele tiden ser ud, som om han lige er kommet i tanke om en pinlig e-mail fra 2017. En mand, der forsøger at holde styr på sig selv, men hvor hele kroppen afslører, at han ikke er særligt god til det. Det kunne have været en gentagelse af en velkendt Bateman-figur, en slags standardiseret midtvejspanik med pæne skjorter. I stedet bliver det en præcis og næsten smertefuld beskrivelse af en person, der har brugt så mange år på at være rimelig, at han er blevet fremmed for sit eget begær. Det er sjældent, at “ham der er lidt presset” føles så menneskeligt.

Og så er der David Harbour, som her leverer den slags præstation, der får én til at tænke, at nogle skuespillere først for alvor bliver interessante, når de holder op med at forsøge at være pæne. Floyd er rodet, generøs, sårbar, irriterende og charmerende på samme tid. Han har den slags energi, hvor man både får lyst til at give ham en øl og bede ham om at gå hjem. Harbour spiller ham ikke som en figur, der skal reddes af manuskriptets sympati; han spiller ham som et menneske, der allerede er i gang med at redde sig selv og derfor hele tiden kommer for sent. Det er en sjælden balance. Og ja, det er nok det bedste, han har lavet.

Seriens store trick er, at den ved, vi allerede er blevet taget med ind i konsekvensen. Floyds død ligger ikke som et mysterium, der skal løses, men som en skygge, der ændrer alt omkring sig. Derfor bliver spændingen et spørgsmål om følelsesmæssig arkæologi: Hvilke små svigt, hvilke halvkvedede sandheder, hvilke ubehjælpsomme forsøg på nærhed førte hertil? Serien arbejder non-lineært, ja, men ikke som en smart dreng med tavle og røde snore. Den gør det mere organisk, mere nervøst. Scener vender tilbage, men de vender tilbage med nye ridser i lakken. En sætning, der først lød som baggrundsstøj, får pludselig karakter af dom. Et blik mellem to mennesker skifter fra at være en parentes til at være hele sagen.

Det er i den bevægelse, serien finder sin egentlige styrke. Den forstår, at kærlighed sjældent er ren. Den er ofte upraktisk, lidt pinlig og fyldt med misforståelser, som ingen af parterne rigtig gider indrømme. DTF St. Louis tør dvæle ved den slags øjeblikke, hvor man siger noget, man ikke kan tage tilbage, og bagefter forsøger at redde situationen med en vittighed, der falder til gulvet som en våd frakke. Den slags scener er seriens puls. Ikke de store afsløringer, men de små sociale skred, hvor man mærker, at et forhold allerede er ved at være et minde, mens personerne stadig står midt i det.

Humoren hjælper. Heldigvis. For uden den ville serien risikere at blive for selvhøjtidelig i sin egen sorg. Men den har en tør, næsten generende præcis komik, der ofte opstår i det øjeblik, hvor nogen siger det forkerte med fuld alvor. Det er ikke punchlines, der kommer rullende ind med trommer. Det er den slags latter, der sætter sig fast i halsen, fordi man godt ved, at det egentlig er trist, og at man måske griner, fordi alternativet er at mærke efter. Og det er jo en gammel menneskelig disciplin: at lave sjov lige dér, hvor man burde være ærlig.

Det, jeg især holder af, er seriens mod til at være åbensindet uden at blive pædagogisk. Bedst symboliseret ved Richard Jenkins (Det. Homer), "boomeren", der har stået følelsesmæssigt stille i årtier, og Joy Sunday (Det. Plumb), som den oplyste og seksuelt bramfrie modsætning. Vigtigst af alt er at ingen af dem udskammes af serien. Den dømmer ikke sine figurer for hårdt, selv når de opfører sig som følelsesmæssige amatører med adgang til andres hjerter. Den ser på dem med en blanding af ironi og ømhed, som om den godt ved, at vi alle sammen går rundt og spiller hovedrollen i vores egne små tragedier, mens vi i virkeligheden mest af alt er forvirrede. Det er måske seriens mest menneskelige pointe: Vi tror, vi leder efter sandheden, men ofte leder vi bare efter en måde at blive forstået på, før det er for sent.

Steven Conrad har lavet noget, der både føles formmæssigt sikkert og følelsesmæssigt risikabelt. Serien vil gerne være sjov, trist, mærkelig og rørende på én gang, og det er en balance, der let kunne være væltet. Men den holder. Ikke perfekt, ikke glat, men med den slags vaklende overbevisning, der gør tv interessant. Den minder os om, at de bedste serier ikke nødvendigvis er dem, der forklarer mest, men dem der tør blive stående i ubehaget og lade os mærke, hvor meget vi selv ligner deres rodede figurer.

Derfor ender DTF St. Louis også som mere end en velspillet genreleg. Den bliver en lille, stædig påmindelse om, at kærlighed ikke altid kommer i de former, vi kan holde ud at kalde kærlighed. Nogle gange ligner den dårlig timing, sene erkendelser og en samtale, man burde have haft for mange år siden. Og måske er det netop derfor, serien bliver siddende. Ikke fordi den løser noget, men fordi den tør vise, hvor lidt der egentlig skal til, før et menneskeliv forskubber sig en anelse — og hvor voldsomt det kan føles.

Et mindre mesterværk.