Jeg har altid haft en svaghed for sommerens biografmørke. Det er dér, man går ind med sol på næsen og kommer ud med popcornsrester i skødet og en mærkelig trang til at diskutere moral, nostalgi og CGI med fremmede. I år lokker programmet med alt fra Miranda Priestly til He-Man, fra Nolan i storladent format til en Spider-Man, der måske endelig husker, hvorfor Marvel fik succes førhen.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Sommerens filmprogram er en lille parade af fristelser, og det er faktisk en fornøjelse, at den ikke kun består af støj. Jo, der er nok at komme efter for dem, der vil have eksplosioner store nok til at ryste biografsæderne, men der er også titler, der går efter noget mere.
Den slags film, der ikke bare vil imponere, men insistere på at blive hængende i kroppen.
Kort sagt er der noget for enhver smag og vi har forsøgt opridse nogle af de ting du skal holde øje med i sommeren:
The Devil Wears Prada 2
Allerede 30. april vender The Devil Wears Prada 2 tilbage til den slags univers, hvor et løftet øjenbryn kan være mere voldsomt end en bilkollision. David Frankel instruerede den første film i 2006, og den nye efterfølger lander i en medievirkelighed, hvor print, branding og personlig iscenesættelse lever under samme hårde lys. Meryl Streep er naturligvis tilbage som Miranda Priestly, og alene tanken om hendes blik er nok til at rette ryggen på hele biografsædet. Det er en sjælden fornøjelse, når en fortsættelse ikke blot lever af nostalgi, men bruger nutiden som en skarpere klinge. Her er der både mode, magt og en kulturel nervøsitet, der passer perfekt til vores tid. Og ja, det er præcis den slags film, man går ind til med en ironisk skuldertrækning og kommer ud af med en lille smule eksistentiel misundelse over en god frakke.
Mortal Kombat 2
7. maj står Mortal Kombat II klar til at gøre det, serien altid har gjort bedst: slå hårdt, se dyr ud og tage sin egen mytologi alvorligt på den helt rigtige måde. Simon McQuoid vender tilbage som instruktør efter 2021-filmen, og denne gang ligner det, at turneringen for alvor bliver centrum. Det er godt nyt, for Mortal Kombat lever og ånder i det overdrevne. Karl Urban som Johnny Cage er en casting, der i sig selv føles som en vittighed, man gerne vil høre til ende, og når man samtidig ved, at filmen går efter mere ikoniske karakterer og større kampe, er det svært ikke at smile lidt skævt. Der findes film, der vil være smukke. Så findes der film, der vil være effektive. Mortal Kombat II ligner en film, der vil være svedig, højlydt og uimodståeligt dum på den dyre måde. Det er næsten en kunstform.
In The Grey
Guy Ritchie er tilbage 13. maj med In the Grey, og man kan næsten høre hans dialog allerede, før man har set en eneste frame. Ritchie har en særlig evne til at få kriminalitet til at føles som koreografi, hvor blikke, timing og små fornærmelser bærer lige så meget som pistolerne. Med Jake Gyllenhaal, Henry Cavill, Eiza González og Rosamund Pike i hovedrollerne er der lagt op til et stykke stiliseret moralteater, hvor ingen går fri, og alle har en pris. Det er netop i den slags film, Ritchie kan være bedst: når han lader tempoet arbejde som en nervøs trommeslager i stedet for bare at hamre løs. Hvis du holder af film, hvor stemningen er en hovedperson, er det her en titel, der bør stå højt på listen.
The Mandalorian & Grogu
20. maj kommer The Mandalorian & Grogu, og her er der noget næsten rørende ved, at Star Wars-universet igen prøver at finde fodfæste i en relation i stedet for endnu en kosmisk forklaring. Serien The Mandalorian, skabt af Jon Favreau, har allerede vist, at den stille forbindelse mellem den hårde kriger og det lille grønne væsen kan bære langt mere, end mange havde regnet med. Nu får den dynamik større format, og det kan blive præcis den opgradering, franchisen har manglet. Ikke mere larm for larmens skyld, men en fortælling, hvor western-stemning, eventyr og følelsesmæssig tyngde får lov at gå side om side. Når Star Wars rammer rigtigt, er det aldrig kun nostalgi. Det er også et spørgsmål om at tro på, at en stor myte stadig kan rumme noget ømt.
Masters of The Universe
4. juni forsøger Masters of the Universe at støve en af 80’ernes mest absurde, men også mest elskede figurer af og give ham nyt liv. Nicholas Galitzine spiller Adam/He-Man, mens Jared Leto står for Skeletor, og allerede dér er vi ovre i en form for popkulturel overbudspolitik, som jeg ærligt talt har respekt for. Instruktøren Travis Knight har tidligere vist, at han kan balancere følelse og spectacle, og det er præcis, hvad denne type reboot kræver. Filmen lægger op til en fortælling om identitet, arv og kosmisk ansvar, men den skal også kunne bære sin egen skamløse fantasi. Det er her, mange genoplivninger falder fra hinanden: de bliver for nervøse for deres egen arv. Hvis Masters of the Universe tør være stor, mærkelig og oprigtig på én gang, kan den blive en af sommerens mest fornøjelige overraskelser.
Scary Movie 6
5. juni vender Scary Movie 6 tilbage til et landskab, hvor parodi er blevet sværere, fordi virkeligheden allerede opfører sig som en dårlig joke med for højt budget. De tidligere film, skabt i kølvandet på Wayans-brødrenes satiriske energi, byggede deres styrke på at gøre grin med alt fra slasherfilm til popkulturens egen selvhøjtidelighed. Den nye film skal finde sin relevans i en tid, hvor horror, streaming og internetkultur flyder sammen i én stor, svedig masse. Det er en farlig balance, men også en oplagt mulighed. For når Scary Movie rammer, rammer den ikke bare det dumme. Den rammer det genkendelige. Og det er altid lidt mere smertefuldt.
Tiden vil vise om vi er klar til 00'ernes platte humor igen.
Disclosure Day
11. juni bringer Steven Spielberg tilbage i sci-fi-land med Disclosure Day, og her er forventningen næsten per definition stor. Spielberg har gennem årtier vist, at han kan gøre det fantastiske menneskeligt, og det er netop derfor, hans film ofte føles større end deres effekter. Emily Blunt spiller en TV-meteorolog fra Kansas City, Josh O’Connor står som whistleblower, og historien kredser om det øjeblik, hvor menneskeheden ikke længere kan benægte, at vi ikke er alene. Det er en præmis, der kunne blive ren spektakel, men Spielberg er sjældent interesseret i bare at vise os noget. Han vil have os til at mærke, hvad det gør ved os. Det er en vigtig forskel. Et billede kan imponere. En reaktion kan ændre noget.
Toy Story 5
Pixar og Disney vender 18. juni tilbage med Toy Story 5, og den serie har stadig en næsten uhyrlig evne til at få legetøj til at føles som en moralsk diagnose af vores tid. Denne gang er antagonisten en tablet, og det er så præcist ramt, at man næsten må grine lidt af sin egen skærmafhængighed. Andrew Stanton og McKenna Harris står bag instruktionsarbejdet, og det giver håb om, at filmen både kan være morsom og følelsesmæssigt præcis. Toy Story har altid været stærkest, når den forstår, at barndom ikke bare er noget, man forlader. Den ligger og skramler i os, længe efter vi er blevet voksne og har købt alt for dyre høretelefoner. Hvis den femte film kan fange den følelse igen, bliver det ikke bare endnu en fortsættelse. Det bliver et lille, blødt stik i hjertet.
The Odyssey
Så kommer juli, og med den The Odyssey den 17. juli, Christopher Nolans næste store projekt. Nolan er en instruktør, der nærmest har gjort det til en disciplin at få publikum til at føle, at de bør tage notater i mørket. Med Matt Damon, Tom Holland, Zendaya, Anne Hathaway og Robert Pattinson i ensemblet er det igen et cast, der ligner en manifestation af prestige og nysgerrighed på én gang. Odyssey-materialet er klassisk, men i Nolans hænder kan det blive noget langt mere kropsligt og rytmisk end et traditionelt epos. Jeg forventer ikke bare store billeder. Jeg forventer en film, der går over i historien. Den slags, der minder os om, at biografen stadig kan være et sted, hvor man bliver mindre, mens lærredet bliver større.
Spider-man: Brand New Day
30. juli følger Spider-Man: Brand New Day, instrueret af Destin Daniel Cretton (Shang-Chi), og her er der endelig tegn på, at Marvel vil skrue lidt ned for multiversets hovedpine og lidt op for mennesket bag masken. Når verden har glemt Peter Parker (Tom Holland), bliver hans ensomhed pludselig filmens egentlige motor. Det er en klog bevægelse. Superhelte virker bedst, når de også må være sårbare, og Tom Holland har altid haft en særlig evne til at gøre Peter Parker mere nervøs end sej. At filmen samtidig bringer Frank Castle / The Punisher og Bruce Banner / The Hulk ind i kredsløbet, lover selvfølgelig stadig store set pieces og nok af den slags kaos, Marvel leverer bedst, når de ikke tænker sig for meget om. Men balancen mellem det intime og det episke kan være lige præcis det, franchisen har brug for. Ikke endnu en støjende maskine, men en film, der husker, at en maske kun virker, fordi der er et ansigt under den.
The Dog Stars
Vi runder sommerlisten af med The Dog Stars den 26. august, som måske ikke larmer mest, men til gengæld kan blive den film, man tænker på, når sommeren er ovre. Jacob Elordi og Josh Brolin står i centrum i denne filmatisering af Peter Hellers roman, og det postapokalyptiske univers lægger op til noget mere stille, mere efterladt, mere menneskeligt. Jeg har en svaghed for film, der tør lade landskabet tale, og her er der god grund til at tro, at naturen ikke bare bliver kulisse, men medspiller. Det er en film, der kan minde os om, at håb ikke altid kommer med fanfarer. Nogle gange kommer det som en stemme i radiostøj, en hånd på en skulder, en lille rest af tro på, at der stadig findes en morgen.
Sommeren i biografen er altså ikke bare en flugt fra varmen. Den er et katalog over vores kulturelle længsler: efter nostalgi, efter stil, efter eventyr, efter noget så gammeldags som en god historie fortalt med overbevisning. Og måske er det netop derfor, disse film er værd at gå efter. Ikke fordi de alle nødvendigvis bliver mesterværker, men fordi de lover os, at mørket stadig kan bruges til andet end aircondition. Det kan også bruges til begejstring. Og det er faktisk ikke så lidt.
