BACKROOMS

Kane Parsons — eller Kane Pixels, hvis man har tilbragt for mange timer på YouTube og i internettets mere støvede kroge — er kun 20 år, og allerede dér begynder historien at få en let absurd glans. Ikke fordi alder i sig selv er et kvalitetsstempel, det ville være alt for nemt, men fordi han med BACKROOMS bliver den yngste instruktør i A24’s historie. Det er næsten for pæn en sætning til et projekt, der i bund og grund handler om at fare vild i noget, der ligner kontorgangene fra en mareridtsudgave af kommunal forvaltning.

Parsons kommer til spillefilmen med et internetfænomen i ryggen, og det mærkes. The Backrooms voksede jo ud af et enkelt, urovækkende billede af et tomt, gulligt rum og blev siden til et helt univers af teorier, videoer og digital mytologi. Det er den slags fællesskab, der opstår, når mennesker ser et hul i væggen og straks vil bygge en religion omkring det. I hans hænder bliver det ikke bare en idé, men et sted med temperatur, tekstur og en meget specifik form for klaustrofobi.

Det mest slående ved BACKROOMS er, hvor håndgribeligt det hele føles. Jeg fik straks associationer til Severance-kulisserne, med de meget tomme og dødkedelige indrettede kontorer. De store fysiske kulisser — omkring 2.800 kvm — giver filmen en mærkelig tyngde. Man kan næsten mærke tæpperne under skoene, den matte vægfarve, det fluorescerende lys, der aldrig helt slipper sit greb om billedet. At produktionen så senere har udvidet universet digitalt, gør kun oplevelsen mere urolig. Rummet føles både bygget og uendeligt. Som en dårlig idé med god arkitektur.

Chiwetel Ejiofor spiller Clark med en træthed, der aldrig bliver doven. Han er møbelsælgeren, der lever i butikken, som om han ikke helt er flyttet ind i sit eget liv endnu. Der er noget sørgeligt genkendeligt over den type menneske, der hele tiden har en forklaring klar: det var trafikken, det var arbejdet, det var de andres skyld, det var vejret, stjernerne, tilfældet. Renate Reinsve som Dr. Mary Kline giver filmen et nødvendigt modspil; hun er rolig, men ikke blød, og hun lytter på en måde, der antyder, at hun godt ved, at Clark ikke kun er i knibe med verden, men også med sig selv.

Det er her, BACKROOMS bliver mere interessant end en traditionel gyser. Den er ikke bygget på chok og larm, men på gentagelse, stilhed og den lille forskydning, der opstår, når noget ser helt normalt ud og alligevel føles forkert. Et blinkende lys. Et ekko, der bliver hængende lidt for længe. En mekanisk summen, som om bygningen selv har en dårlig samvittighed. Som lydnørd var jeg oprigtigt solgt i lange stræk. Sound designet gør et enormt arbejde her; det er ikke pynt, men et nervesystem. Filmen ulmer konstant, og den ulmen går direkte i kroppen. Ikke elegant. Bare effektivt. Som en dårlig nattesøvn med bedre produktion.

Og det er måske også derfor, de endeløse kontorrum rammer så hårdt. De bliver et billede på noget større end selve mysteriet. Moderne angst, isolation, følelsen af at være fanget i et system, der ikke forklarer sig selv. Der er en eksistentiel klangbund i det her, som jeg faktisk synes, filmen forstår langt hen ad vejen. Mennesket vil gerne tro, at der findes en nøgle, en plan, en skjult orden. BACKROOMS peger på, at vi ofte bare står i et gulnet mellemrum og lader som om, det giver mening.

Den første time fungerer filmen virkelig stærkt. Den er tålmodig uden at være doven, og den lader mystikken arbejde. Det er dér, BACKROOMS er bedst: når den ikke forklarer for meget, men lader rummet være rummet og frygten gøre resten. Jeg kunne godt have ønsket mig mere af den tilgang. Mere langsom midte, mere undersøgelse, mere tid til at lade hver korridor føles som et spørgsmål uden svar. For mod slutningen synes jeg, filmen mister lidt af sin greb om netop det, der gjorde den særlig. Den bliver en smule forhastet, som om den selv bliver nervøs for sin egen stilhed. Og det er ærgerligt, for her lå noget, der kunne have fået lov at vokse endnu mere ubehageligt og endnu mere præcist.

Når det er sagt, er skuespillet solidt hele vejen igennem, og de filmiske virkemidler — kulisser, SFX, VFX og musik — sidder, som man håber, de skal i en A24-produktion. Det er ikke fordi, alt er nyt. Det meste er faktisk temmelig genkendeligt, hvis man har sat sine fødder i en kontorbygning. Og det er jo ofte dér, uhyggen bor: i det næsten normale. I et rum, man burde kunne gå igennem med lukkede øjne, men pludselig ikke tør.

Kane Parsons meget stærke debut ender derfor som en film, jeg godt kan lide mere, end jeg helt elsker. Den er stærk i sit greb, stærk i sin stemning og stærk i sin lydlige nervøsitet, men den slipper også lidt for tidligt det greb, den havde om mig. En film med tydeligt talent, tydelig sans for atmosfære og en idé, der stadig rumsterer længe efter, at lyset er slukket. Spørgsmålet er bare, om de uendelige rum egentlig skulle have været forklaret mere — eller om det netop er i det uafsluttede, at de bliver ved med at være ubehagelige.

BACKROOMS har premiere i de danske biografer d. 28. maj