Spider-Man: A Brand New Day

Det første, man mærker, er ikke et brag, men en afskalning. Noget er skrællet væk. Den evige Marvel-overbygning, de indforståede nik til alt og alle, den lidt trætte fornemmelse af, at universet altid skal udvide sig, som om det var en virksomhed med vækstkrav og ikke en fortælling. Her står Peter Parker mere alene, og det klæder serien. Ikke fordi ensomhed i sig selv er dramatisk nok til at sælge popcorn, men fordi den giver Tom Holland noget at spille imod. Og det gør han overraskende godt.

Det er nu den fjerde Spider-Man-film med Holland i hovedrollen og hans syvende optræden som den svingende, samvittighedsplagede teenager, der efterhånden er blevet voksen uden helt at få lov til at eje det. Peter Parker er ikke længere den dreng, der famler sig frem med charme og klodset energi; han er en ung mand, der bærer konsekvenserne af sine valg, og det mærkes i måden, Holland spiller ham på. Hans blik er mere tungt her. Hans kropssprog mindre let. Det er stadig Spider-Man, men nu med et lille tryk af virkelighed under masken. Den slags gør en forskel, selv i et univers hvor folk kan blive glemt af verden, men ikke af manuskriptet.

Og ja, det er netop den præmis, der giver filmen sit følelsesmæssige anker: Verden har glemt Peter Parker, men Peter Parker har ikke glemt verden. Det er en ret enkel idé, men også en af de mere elegante i Marvels nyere katalog. For i stedet for at lade alt handle om kosmiske trusler og parallelle dimensioner, vender serien blikket mod det nære. Venskaber, som ikke længere findes i praksis. Et liv, der fortsætter uden ham. Den slags smerte er mindre larmende end en eksplosion, men ofte mere vedholdende. Den sætter sig i kroppen som en dårlig søvn og en kop kaffe, der aldrig helt bliver varm.

Det er også her, filmen finder sin tone. Der er stadig action, naturligvis. Marvel har næppe tænkt sig at lade en Spider-Man-serie stå og filosofere sig helt ud af billedet med hænderne i lommerne. Men actionen er mere smagfuld end prangende. Den prøver ikke hele tiden at overbevise os om sin egen betydning. Den får lov til at understøtte historien i stedet for at overdøve den. Det er faktisk lidt forfriskende. Man kan næsten høre et mødelokale et sted i kulissen sige: “Skal vi virkelig ikke have tre ekstra portaler og en cameo fra nogen, der ikke burde være her?” Og nogen svarer – heldigvis – nej.

Det betyder ikke, at filmen er uden problemer. Den deler nok publikum i to lejre. Dem, der savner mere støj, større satsninger og mere af den sædvanlige Marvel-eskalering. Og dem, der, som undertegnede, godt kan leve med, at en superheltefilm også må have luft nok til at trække vejret. Jeg hælder klart til den sidste gruppe. Ikke fordi mindre automatisk er bedre, men fordi denne serie faktisk forstår, at spænding ikke kun kommer fra det, der eksploderer. Den kan også komme fra det, der mangler. Fra et tomrum. Fra en person, der prøver at være noget for andre, mens han selv er ved at glide lidt fra hinanden.

Tom Holland er filmens stærkeste kort. Det er måske ikke et sensationelt udsagn, da han er, well... Spider-man, men han er stort set med i samtlige scener. Han er god i de stille scener, hvor Peter Parker står og ligner en, der har sovet dårligt i flere måneder. Og han er god, når masken kommer på, og kroppen pludselig skal tale hurtigere end tankerne. Det er en balance, ikke alle superhelteskuespillere mestrer. Nogle spiller helten med brystet fremme og øjnene tomme. Holland spiller en dreng, der stadig prøver at finde ud af, om han overhovedet fortjener at være i rummet. Det er mere interessant. Også mere menneskeligt. Og menneskelighed er, under al CGI’en, stadig den eneste valuta, der for alvor holder.

Samtidig er det værd at sige, at filmen ikke nødvendigvis er den bedste Spider-Man-historie, vi har fået med Holland. Den forrige film havde måske mere på hjerte og mere at arbejde med dramatisk. Men A Brand New Day peger i en retning, der føles sund. Den tør være mindre. Den tør være lokal. Den tør lade New York være New York og ikke bare en kulisse for endnu en digital krig om verdens eksistens. Det er næsten gammeldags. Næsten modigt.

Der er også den dér lille, næsten barnlige glæde ved at kunne håbe igen. Ikke på en revolution. Ikke på at Marvel pludselig bliver fransk eksistentialisme med laserskud (Alene dét giver en ekstra stjerne i min bog). Men på, at studiet måske har forstået, at publikum også kan mærke kvalitet, når den ikke skriger. Spider-Man: A Brand New Day er ikke en triumf, der vælter alt omkuld. Den er noget mere beskeden og derfor måske også mere værdifuld: et tegn på, at der stadig kan laves superheltefilm med puls, retning og en smule sjæl. Det er ikke ingenting. Tværtimod.

Det hjælper også, at filmen virker mindre forelsket i sin egen mytologi. Der er ikke den samme trang til at forklare, forklare og forklare igen, som om publikum sad med eksamensangst og skulle gennem en mundtlig prøve i Marvel-historik. Her får billederne lov til at arbejde. Peter i et rum, hvor ingen kender hans navn. Peter i bevægelse gennem byen, hvor han ikke længere er centrum for noget som helst, men stadig insisterer på at være nyttig. Den slags scener er små, men de bærer. De giver filmen en jordforbindelse, som mange af de seneste Marvel-produktioner har manglet, fordi de har haft travlt med at være større end deres egne skygger.

Man kan godt mærke, at filmen har tænkt over sin egen vægt. Den vil ikke være et museum over tidligere triumfer, og den vil heller ikke være et desperat forsøg på at genopfinde alt på én gang. Den vil bare være god nok. Det lyder beskedent, næsten mistænkeligt beskedent, men i Marvel-land er det nærmest en revolution. Når man har set nok film og serier, der opfører sig som om de er skrevet af en algoritme med adgang til farvefilter, bliver man taknemmelig for noget, der tør stå stille længe nok til, at man kan mærke det.

Spider-Man: A Brand New Day er derfor ikke bare endnu et kapitel i en slidt franchise. Den er en påmindelse om, at superheltegenren stadig kan finde sin værdighed, når den holder op med at råbe så højt. Tom Holland bærer det meste af filmen med en blanding af træthed, varme og den der særlige Peter Parker-uro, som altid har gjort ham mere interessant end de fleste kappeklædte kolleger. Og selv om jeg stadig mener, at den forrige film havde lidt mere at byde på, er jeg glad for retningen her. Den føles mere ærlig. Mere afmålt. Mere levende.

Eftertanke: Måske er det i virkeligheden det mest radikale, en superheltefilm kan gøre i 2026: at lade en mand redde verden uden samtidig at forsøge at forklare hele kosmos med Multiverse dit og dat. Hvis Marvel kan holde fast i den tanke, er der stadig håb. Også for
Indtil Doomsday lander i december vil jeg bare glæde mig over et lyspunkt i MCU, som jeg absolut ikke hader.

Spider-man: A Brand New Day er i de danske biografer d. 29. juli 2026