Mayday (Apple TV)

Allerede i de første minutter mærker man, at Mayday ikke helt vil nøjes med at være en almindelig rednings- og overlevelsesfortælling. Den vil også være stemning. Den vil være kulde, tåge, politisk nervøsitet og den der lidt for pæne form for fare, som streaming ofte serverer, når budgettet skal se større ud end samvittigheden. Sam Hargrave, der instruerede filmen, kommer fra en verden, hvor action skal kunne mærkes i nakken (Extraction på Netflix), og det kan man godt se. Han har tidligere arbejdet med den slags fysisk intensitet, der får kameraet til at virke som en person, der lige har løbet op ad tre trapper for sent. Her forsøger han noget mere afdæmpet, men stadig med en tydelig sans for bevægelse og pres. Dog blottet en del for nerve sammenlignet med tidligere projekter.

Det er bare ikke nok til at skjule, at manuskriptet — skrevet af M.S. Dhoni, Aaron Rabin og Jim Hecht — hele tiden kæmper med sin egen identitet. Historien placerer os i et grænseland af sne, mistillid og den kolde krigs summen, hvor en amerikansk pilot og en russisk eks-KGB-agent med en sygelig trang til det amerikanske, må finde en vej ud af noget, der hurtigt bliver større end dem selv. Der er noget klassisk over den konstruktion: to mennesker, der i udgangspunktet burde være hinandens modsætninger, men som tvinges til at samarbejde, fordi verden omkring dem er blevet fjendtlig og absurd. Det kunne have været stramt, næsten klaustrofobisk. I stedet får vi en film, der ofte virker som om den selv er lidt usikker på, hvor alvorligt den skal tage sit eget setup.

Ryan Reynolds er en af de skuespillere, jeg normalt har et ret mildt forhold til. Han kan levere en replik med en timing, der får selv den mest slidte ironi til at føles nyvasket. Han har en evne til at gøre sarkasme til et arbejdsvilkår, og det er ikke ingenting. Men i Mayday bliver hans komiske register brugt så insisterende, at det næsten underminerer den spænding, filmen prøver at opbygge. Det er som om hver scene får en lille stødvis påmindelse om, at vi også skal huske at smile. Og jo, tak. Men måske ikke lige når nogen er faret vild i et iskoldt ingenmandsland, og filmen ellers beder os om at tage deres situation alvorligt.

Det er ikke Reynolds, der er problemet i sig selv. Det er balancen. Eller rettere: fraværet af den. Han spiller med sin vante blanding af charme og træt verdensfornuft, men filmen giver ham ikke et rum, hvor den tone kan få lov at udvikle sig organisk. Den bliver for “Ryan Reynolds’sk”, som man næsten fristes til at sige med et lille suk. Det er en sær ting at bebrejde en skuespiller for at være sig selv, men i dette tilfælde føles det som om filmen har hyret ham for netop det, og så alligevel ikke helt vil stå ved konsekvensen.

Kenneth Branagh gør, hvad han altid gør bedst: han går ind i rollen med en intensitet, der får selv det mest tvivlsomme materiale til at virke en smule mere værdigt. Hans russiske accent er tydelig, teatralsk og en smule overtydelig, men det er også en del af hans styrke som skuespiller, at han kan bære en figur, der ellers kunne være faldet sammen under sin egen symbolik. Branagh har altid haft en forkærlighed for det store og det markerede, og her passer det faktisk nogenlunde ind. Han er ikke subtil, men han er heller ikke ligeglad. Og det er i sig selv en kvalitet i en tid, hvor mange præstationer ligner noget, der er blevet godkendt af en algoritme med god hårdag.

Det, der virkelig gør Mayday mærkelig, er dens følelsesmæssige og politiske orientering. Der er en tydelig varme i filmens skildring af russiske miljøer og relationer, som næsten får den til at virke som en slags modfortælling til den mere gængse amerikanske selvforståelse. Amerikanerne fremstår ofte som mere selvoptagede, mere taktiske, mere optagede af at få tingene til at passe ind i deres egen lille logik. Russerne får til gengæld en menneskelighed, der virker bevidst fremhævet. Det kan selvfølgelig være helt legitimt. Film må gerne vende blikket og udfordre vaner. Men her bliver det så tydeligt, at man næsten kan høre manuskriptets politiske ambitioner rasle lidt i baggrunden.

Jeg ved godt, det kan være fristende at læse den slags som ren propaganda, og det er måske også at gå for langt. Men filmen føles flere steder som en diplomatisk gestus forklædt som genreunderholdning. Den vil gerne sige noget om fællesskab, om varme, om hvem der egentlig er de mest menneskelige i rummet. Og det er jo fint. Problemet er bare, at den gør det med så tydelig en hånd, at det mister noget af sin troværdighed. Når en film prøver at være varm på kommando, bliver den let en smule svedig i panden. Ikke charmerende svedig. Mere sådan “vi har forstået budskabet, tak”.

Der er passager, hvor Mayday fungerer. Den har et sikkert greb om tempoet, og den ved godt, hvordan man holder et minimum af spænding i live. Der er sne, der knaser. Der er blik, der udveksles, som om hvert ord kan koste dyrt. Der er en fornemmelse af, at noget hele tiden kan gå galt, og det er jo præcis, hvad en spændingsfilm skal kunne levere. Men filmen bliver ved med at læne sig op ad sin egen lethed. Den vil ikke helt ned i den mørke, snavsede ende af genren og bliver tit alt for light. Den vil hellere være pæn, glat og tilgængelig end troværdig og betændt. Som forholdet mellem USA og Rusland var dengang (og nu). Og det er måske netop derfor, den aldrig rigtig får bid.

Man mærker også, at Mayday er lavet til et publikum, der ikke nødvendigvis kræver for meget. Det er ikke en fornærmelse, bare en konstatering. Streaming har skabt en hel kategori af værker, der er designet til at kunne ses uden at forstyrre resten af aftenen. De skal være nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Som en sandwich fra 7-Eleven. Som en danskvand med let brus. Mayday lander i den kategori med en vis elegance, men også med en lidt sørgelig forudsigelighed. Den er underholdende nok til at blive set færdig, men ikke skarp nok til at blive husket for andet end sin toneforvirring.

Og det er egentlig synd, for der er noget lovende i dens idé, og jeg havde faktisk glædet mig. Der er noget i mødet mellem det kolde landskab, de to skuespillere og den næsten absurde internationale situation, som kunne have givet en mere særegen film. I stedet får vi en udmærket, men også temmelig letfordøjelig omgang. Den vil gerne være mere end let popcornsunderholdning, men tør ikke helt tage springet ud af den trygge form. Resultatet er en film, der glider pænt gennem systemet og efterlader meget lidt modstand. Der er meget lidt WTF-moments, og det gør som regel heller ikke noget, hvis filmens præmisse kan bære det. Det kan den bare ikke her.

Så nej, Mayday er ikke en katastrofe. Den er bare endnu et eksempel på den moderne streamingfilm, der leverer præcis nok til at undgå total skuffelse og præcis for lidt til at skabe begejstring. Jeg er ikke vred på den. Jeg er bare en smule træt på dens vegne, og nærmest samtlige VOD film. De bliver tit gjort til noget der skal konkurrere på ligefod med biograf blockbusters, men er det desværre for sjældent. Og måske er det den mest ærlige reaktion: at en film godt kan være kompetent, charmerende og velspillet, og alligevel føles som noget, der allerede er glemt, mens rulleteksterne stadig kører.
Jeg synes godt vi kan tillade os at forvente noget mere af disse titler.

‍

"Mayday" kan ses på Apple TV fra 4. september 2026.