Mortal Kombat 2: En nostalgisk fuser

Det mest deprimerende ved Mortal Kombat 2 er ikke, at den er dårlig. Dårlige film kan have karakter, nerve, en smule kaos i blodet. Det mest deprimerende er, at alt føles beregnet og for dumt. Og alligevel rammer intet.

Der er en særlig form for skuffelse i at se en serie eller franchise, som man holdt af som barn, og man egentlig gerne vil holde af, falde sammen i hænderne på en. Det er ikke bare et spørgsmål om smag, men om tillid. Man husker 1995-filmen for dens kitsch og for dens villighed til at gå helt ud på det tynde islag og larme sig igennem. Man husker 2021-versionen for dens dumme, men fungerende energi, dens små glimt af humor og dens villighed til at lade universet være lidt fjollet. Her er den vilje reduceret til en slags corporate genopkog. Som om nogen har forsøgt at destillere en arkadespils-oplevelse ned til Excel.

Dialogen er ikke bare forudsigelig; den er næsten stolt af sin egen gennemsigtighed. Replikkerne kommer med den tyngde, man normalt forbinder med reklamer for proteinpulver eller kommunale høringssvar. Man kan mærke punchlines, før de lander, og det er sjældent et godt tegn. Når en serie begynder at føles som en øvelse i at gætte næste linje, så er man allerede langt ude i den kulturelle venteværelsezone, hvor tiden får en metallisk smag. Jeg sad flere gange og tænkte, at nogen burde have haft modet til at skrive dialog, der faktisk overraskede. Men mod er ikke altid det første, studierne bestiller.

Historien er så papirstynd, at man nærmest kan høre den rasle. Den eksisterer mest som en undskyldning for at flytte figurer fra den ene kamp til den næste, men selv de overgange mangler puls. Der er ingen rigtig dramaturgi, ingen følelse af at noget står på spil ud over, om publikum gider blive siddende. Det gør man så. Af loyal pligt, mest. Af professionel nysgerrighed, hvis man vil være pæn. Af ren stædighed, hvis man er mig...

Karl Urban får til tider lov til at stikke hovedet frem, som vi kender ham. Han har et ansigt, der kan bære både ironi og træthed uden at virke som en PowerPoint-præsentation. Problemet er bare, at serien omkring ham ikke rigtig ved, hvad den skal stille op med den slags energi. Urban er ikke nok til at redde et skib, der allerede ligger med kølen opad. Den mest positive oplevelse i filmen er gensynet med Kano (Josh Lawson) som til tider er hysterisk morsom, men også så morsom at det falder igennem når alle andre karakterer forsøger at være dødalvorlige...

Kampscenerne burde være seriens store salgsargument, og det er måske derfor, det gør ekstra ondt, når de føles så clunky. Der er ikke den nødvendige rytme i slagene, ikke den lille koreografiske præcision, som kan få vold til at ligne noget andet end digital støj med ledemodeller. Man ser folk slå på hinanden, men man mærker det ikke rigtigt. Det er vold uden vægt, selvom de har forsøgt at lave dem med så lidt uden CGI, som man kan i 2026. Og når en Mortal Kombat-serie mister vægten, mister den også sin sjæl.

Det er også her, man mærker, hvor meget filmen mangler sans for tempo. Ikke bare i actionen, men i hele dens måde at være til på. Den vil gerne fremstå som en stor, mørk, mytologisk maskine, som vi så i spillene, men det rammer helt ved siden af. Der er ingen sans for opbygning, ingen glæde ved pauserne, ingen fornemmelse af, at stilhed kan være mere truende end endnu en eksplosion. Det er næsten en kunst i sig selv at gøre noget så fysisk så fraværende.

Det hjælper heller ikke, at serien virker fanget mellem to impulser, der aldrig rigtig finder hinanden. På den ene side vil den være tro mod spillets blodige, overgearede univers, hvor figurerne er større end livet og døden mest ligner en midlertidig pause. På den anden side vil den være en seriøs franchise med følelsesmæssige konflikter, skæbne og arvede traumer. Sidstnævnte kommer den slet ikke i mål med. Det kunne i princippet fungere. Der findes jo faktisk gode film og serier, der balancerer det absurde og det alvorlige. Men her føles balancen mere som et sammenstød. Det ene øjeblik skal vi tage mytologien alvorligt, det næste skal vi klappe af en replik, der lyder som noget, en algoritme ville skrive, hvis den havde været på dårligt humør.

Der er en næsten rørende mangel på selvironi i projektet. Og det siger jeg med en vis ømhed, for Mortal Kombat burde jo netop være et sted, hvor man tør grine lidt af sit eget blodbad. Det er jo ikke Shakespeare, og det er heller ikke meningen. Det er en verden af turneringer, dødsstød og navne, der lyder som noget, man ville finde på i et teenageværelse med for meget energi og for lidt søvn. Når man tager det hele så alvorligt, at det bliver stift, så mister man den gnist, der kunne have gjort det hele tåleligt. Eller endda sjovt. Tænk, hvis nogen havde sagt: “Ja, det her er dumt, men lad os gøre det med stil.” I stedet får vi noget, der føles som et projekt de heller ikke selv troede på.

Der er dog et enkelt gammelt opgør mellem to venner, som kortvarigt giver filmen en puls, man faktisk kan mærke. Her er der en historie i slagene, et lille ekko af fortid og forræderi, som giver volden en menneskelig kant. Det er ikke stort. Det er ikke elegant. Men det er levende. Og netop derfor bliver resten så trist, fordi man dér ser, hvad serien kunne have været, hvis nogen havde turdet lade relationer betyde mere end fanservice og mørk røgsignaleri. Så må man se lidt bort fra CGI-helvedet der omringer scenen, men det fungerede ok.

Det er måske det mest irriterende ved hele affæren: at man kan ane en bedre version af filmen. Ikke en genial version, bare en mere ærlig én. En version med lidt mere fandenivoldskhed, lidt mere timing, lidt mere lyst til at lege med sit eget materiale. I stedet sidder man tilbage med en oplevelse, der føles som at blive inviteret til fest og så placeret i køkkenet med en lunken sodavand og en samtale om regneark. Man kan godt blive der. Man kan endda overleve. Men man går ikke hjem og tænker: det her vil jeg opleve igen.

Jeg ville gerne skrive noget mildere, for der er altid en lille kulturel høflighed i at lede efter det positive. Men nogle gange er det bare nødvendigt at sige, at noget er et makværk. Ikke som en dramatisk dommedagsmelding. Mere som en træt konstatering, når man har siddet igennem en serie og følt sig mentalt parkeret i et tomt indkøbscenter efter lukketid. Mortal Kombat 2 forsøger at være et brag, men ender som en fuser. Desværre.

Mortal Kombat 2 kan streames på HBO Max nu.