Hvad gør man, når Christopher Nolan kaster sig over Homers Odysseen med et uhørt skuespiller ensemble og IMAX-kameraer over hele linjen? Man sætter sig i biografsædet, spænder hjelmen og håber, at overmodet bliver til stor kunst i stedet for bare stor lyd. The Odyssey er ikke lavet til at småsnakke med os. Den vil noget mere stædigt, mere højstemt, mere risikabelt — og det er præcis dér, filmen får sin kraft.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Det første, jeg mærker, er ikke plottet, men vægten. Den slags vægt, som kun findes i store produktioner, når alt i billedet synes at have kostet nogen både penge, tid og søvn. Christopher Nolan har lavet en film, der insisterer på at være et monument, før den overhovedet er en fortælling. Og det er egentlig passende, for Homers tekst er selv et gammelt, genstridigt monument. Den står der stadig, selv når man har glemt halvdelen af gymnasiets oldtidskundskab og resten af livet omkring den.
Nolan er ikke en instruktør, der beder om lov. Han arbejder med en autoritet, der nogle gange kan virke næsten provokerende, men som her passer forbløffende godt til stoffet. The Odyssey er optaget verden over med ny IMAX®-teknologi, og det kan mærkes i hver eneste billedflade. Landskaberne er ikke bare smukke; de har karakter. Der er en rød tråd i dem, selv når de skifter geografi, og det er måske filmens største bedrift: at få verden til at føles samlet, som om Ithaka, Sparta og de mere mytiske afkroge af menneskets fantasi faktisk ligger i samme åndedrag.
Det er også her, Nolan viser sin særlige disciplin. Han drukner ikke det hele i digitalt gummi. Det er meget lidt CGI tungt, Ja, jeg spotter det måske et enkelt sted i filmen, og det er en sjældenhed i dag, hvor mange storfilm ligner noget, der er blevet bygget i et mødelokale af folk med for mange præsentationer og for lidt sjæl i kroppen. Her er der derimod en fysisk tyngde, som gør selv de mest umulige scener nærværende. Jeg frygtede kyklop-scenen ville være et skrækkeligt CGI-helvede, men der burde jeg kende Nolan bedre. Det løses bedre end jeg kunne forvente, og selvom jeg kendte udfaldet, sad jeg helt ude på sædekanten.
Og det er måske et af filmens mest interessante træk: at den ikke lever af overraskelser, men af udførelse. Odysseen er næppe en fortælling, man ser for at få chok. Man ser den for at opleve, hvordan den bliver båret. Matt Damon spiller Odysseus med en slags barsk udmattelse, der klæder figuren. Han er ikke en helt i glansbillede-forstand. Han er en mand, der bliver ved, fordi han ikke rigtig har andre muligheder. Anne Hathaway giver Penelope en ro, som gør Ithaka mere end blot et hjem; hun bliver selve målestokken for alt det, Odysseus forsøger at vende tilbage til. Og Tom Holland som Telemachos tilfører en ungdommelig uro, der til tider fungerer bedre end andre. Hans spor på Ithaka er måske filmens mindst elektriske, men det er også dér, Nolan minder os om, at hjemkomst ikke kun er eventyr. Det er ventetid. Og ventetid er sjældent fotogen, uanset hvor meget man prøver.
Der har været kritik af, at filmen bruger amerikansk engelsk i stedet for at kloge sig med pseudo-antik patos eller den slags tunge, britiske middelaldermanerer, som nogle produktioner bruger, når de vil lyde vigtige. Jeg synes ærligt talt, det er en underlig anke. Nolan forsøger ikke at spille sproglig museumsinspektør. Han vil have myten til at fungere som fiktion, ikke som rekonstruktion. Det valg er modigt, og det virker for mig. Ligesom de lettere futuristiske uniformer. De er ikke historisk korrekte, og gudskelov for det. Agamemnon og de andre mytiske skikkelser skal ikke ligne nogen, der er på vej til reenactment-weekend i et vådt telt. De skal være større end os. Næsten guddommelige. Og det lykkes. Kunst skal dele vandene og skabe debat. Det gør Nolan. Ikke for at provokere unødigt, men fordi han tror så meget på sin egen vision, bakket op af årevis af research.
Ludwig Göranssons score lægger et elektronisk lag over det hele, som kunne have været et fejltrin i mindre sikre hænder. Her bliver det i stedet en spænding mellem det oldgræske og det næsten fremtidsagtige. Det er ikke den historisk korrekte løsning, men det er en levende en, og det lægger en tung dyne af spænding over filmens store øjeblikke. Og Nolan er bedst, når han tør være lidt upænt stor. Det er en af de ting, man må respektere ham for: han forsøger sjældent at crowd please. Han forsøger at bygge en film, der kan stå om 10, 20, ja, selv 50 år og stadig føles som en begivenhed. Den slags ambitioner er sjældne, og de er ofte lidt pinlige. Her er de bare nødvendige.
Er The Odyssey Nolans bedste film? Nej, det vil jeg ikke påstå, men det ville næsten også være unfair at sammenligne. The Prestige,The Dark Knight og Oppenheimer står stadig som mere fuldendte værker i hans filmografi. Men det her er stadig et uhørt højt niveau, som meget få kan matche. Hvis nogen. Det er ikke bare endnu en stor produktion, men et værk, der faktisk tør være mytisk uden at undskylde for det. Og i en tid, hvor så meget kultur er designet til at glide ned uden modstand, er det næsten befriende at møde en film, der kræver noget af én. Tid. Opmærksomhed. Tålmodighed. En smule villighed til at lade sig overvælde.
Jeg sad tilbage med fornemmelsen af at have set noget historisk flot. ikke uden ujævnheder. Men stort på den måde, der gør, at man bagefter taler lidt lavere i foyeren, som om man lige har været vidne til noget, man ikke helt vil forstyrre. Den skal helt klart lige bundfalde. Måske ikke første gang man ser den. Måske anden eller tredje gang. Og måske er det i virkeligheden det bedste, man kan sige om Nolan her: Han har lavet en film, der ikke forsøger at være venlig, men som til gengæld bliver hængende, og som man har lyst til at genbesøge. Tak Zeus for det. Hvad mere kan man egentlig forlange af et moderne epos fra Nolan— at det opfører sig pænt? Det ville da være en ganske mærkelig form for mytologi.
The Odyssey kan ses i de danske biografer fra 16. juli 2026
