Jeg havde egentlig regnet med endnu en pæn, velmenende serie om mennesker, der taler sig gennem livet med terapeutisk glans i øjnene. I stedet fik jeg en sæson, der igen minder mig om, hvor svært det er at være menneske, når ens sorg ikke kan ryddes op med et godt råd og en kop kaffe. Shrinking på Apple TV+ holder sit niveau i sæson 3, og det gør den med en blanding af varme, skævhed og den slags humor, der prikker til én, mens man smiler.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Det første, man mærker, er ikke plottet, men rytmen. Shrinking er skabt af Bill Lawrence, Brett Goldstein og Jason Segel — de samme kræfter, der også stod bag Ted Lasso — og arven kan mærkes i måden serien lader humor og sårbarhed gå side om side uden at skamme sig over nogen af delene. Serien insisterer på, at et menneske kan være både morsomt, irriterende, klogt og helt ude af stand til at opføre sig ordentligt, ofte i samme scene. Det er en lille, men vigtig modstand mod den glatte tv-følelse, hvor alle siger det rigtige på det rigtige tidspunkt. Her skurrer det lidt. Heldigvis.
Jason Segel har i rollen som Jimmy fået en slags stille Hollywood-genopstandelse, og i sæson 3 får han lov til at vise, at hans komiske timing ikke kun handler om at være sjov, men om at være skrøbelig på en måde, der ikke beder om applaus. Når datteren Alice skal på college, slår serien revner på den gode måde. Jimmy er stadig den mand, der prøver at holde sammen på sig selv og alle andre, men pludselig står han i et farvel, der ikke kan jokes væk. Det er dér, Shrinking bliver mere end feel good. Den bliver en påmindelse om, at omsorg også kan være panik i pæn skjorte.
Og så er der Harrison Ford som Paul, der leverer med en tør autoritet, som om han har været træt af menneskeheden siden 1978 og alligevel bliver ved med at møde op. Han er ikke bare seriens tunge anker; han er også dens mest præcise blik for, hvor komisk værdighed kan være, når kroppen og stoltheden begynder at slippe taget. Jessica Williams som Gaby er stadig et lille mirakel af timing og varme. Hun kan levere en replik, så den både lander som et grin og en lille stødstrøm. Det er sjældent, man ser et cast, hvor næsten alle føles som nogen, man kunne have mødt i det virkelige liv — bare med bedre punchlines og mere velplaceret følelsesmæssig ruin.
Det er også seriens store styrke, at den ikke nøjes med at følge én hovedperson. Den spreder sit blik ud over flere mennesker, og nogle historier bider dybere end andre, ja, men selv de mere lette spor får lov at eksistere som en del af et større følelsesøkosystem. Det er ikke bare pynt. Det er struktur. Serien forstår, at vi ikke lever som hovedkarakterer i hver vores separate drama; vi roder ind i hinandens liv, taler forbi hinanden, hjælper lidt, skuffer lidt og forsøger at kalde det udvikling. Det er måske ikke stor filosofi, men det er sandt nok til at gøre ondt.
Der er dog en grund til, at nogle vil rulle med øjnene. Shrinking kan til tider lugte lidt for pænt af “think positive”-tiden, hvor alt kan løses med åben kommunikation, nærvær og den rigtige tonefaldsvariation. For nogen vil serien føles som en verden, hvor alle faktisk lytter, når du taler, og hvor konflikter helst bliver pakket ind i varme og overskud. Det er en idealisering, og ja, den kan irritere. Men jeg synes også, det er seriens mod at insistere på, at venlighed stadig er en dramatisk kraft. I en kultur, der ofte dyrker kynismen som om den var intelligens, føles det næsten provokerende at tage omsorg alvorligt.
Sæson 3 rammer derfor ikke bare en nerve; den holder fast i den og lader den vibrere. Humoren er skarp, nogle gange lige på kanten af det overgearede, men næsten altid med et glimt i øjet. Serien ved, hvornår den skal være let, og hvornår den skal lade stilheden hænge et sekund længere, end man er komfortabel med. Det er dér, den vinder. Ikke ved at være perfekt, men ved at være vedholdende menneskelig. Og det er måske det mest sjældne af alt i tv-landskabet lige nu.
Der er ingen tvivl om at serien spiller på og med følelser. Især en gæsteoptræden af Michael J. Fox går lige i tårekanalerne, og det er lavet så smagfuldt og rørende at man skal være lavet af sten, hvis det ikke rammer et eller andet sted.
At Apple TV+ allerede inden sæsonens afslutning havde publikum, der bad om en sæson 4, er ikke svært at forstå. Shrinking er ikke en serie, der revolutionerer mediet. Den forsøger heller ikke. Den gør noget mere beskedent og, i mine øjne, mere værdifuldt: den bliver ved med at tro på, at samtaler kan ændre noget, selv når de er rodede, komiske og fulde af selvbedrag. Det er ikke en perfekt tro. Men det er en tro, man kan mærke. Og i en tid, hvor meget fiktion råber for at blive husket, er der noget næsten radikalt i en serie, der bare bliver siddende i kroppen som en stille, vedholdende varme. Eftertanke: Måske er det netop dér, man finder seriens egentlige styrke — ikke i dens pænhed, men i dens insisteren på, at menneskelig kontakt stadig er værd at tro på, selv når den er upræcis og lidt for sent ude.
