Efter mere end tre års ventetid vender Stranger Things tilbage med sin femte og afsluttende sæson. En finale, der lover svar, forløsning og et sidste opgør i Hawkins – og som leverer på skala, effekter og fanservice. Men jo større serien er blevet, jo sværere har den haft ved at holde fast i sin kerne. Sæson 5 er et ambitiøst, ofte underholdende, men også rodet farvel til et univers, der engang levede af mystik, enkelhed og ægte uhygge – og som nu kæmper med vægten af sin egen succes.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Den femte og afsluttende sæson af Stranger Things er ikke bare endnu en sæson. Den er et kulturelt punktum. Et farvel til en serie, der i næsten et årti har fungeret som fælles referencepunkt, nostalgisk tryghedsrum og blockbuster med børnehjerte. Og det mærkes fra første minut: dette er ikke en serie, der bare vil underholde. Den vil afslutte. Og den vil gøre det ordentligt.
Sæsonen udspiller sig igen i Hawkins og i det stadig mere porøse grænseland mellem vores verden og The Upside Down. Tidsmæssigt befinder vi os et år efter forrige sæson, og stemningen er tilsvarende mørkere, mere alvorlig. Hawkins er ikke længere bare en lille amerikansk by – den er et sår. Militær tilstedeværelse, hemmelige operationer og en latent paranoia har erstattet 80’er-idyllen. Vores helte forsøger at leve noget, der ligner et normalt liv, men natten – og Vecna – tillader det ikke.
Det er ambitiøst. Måske for ambitiøst. Duffer-brødrene har tydeligvis ønsket at samle alt: alle tråde, alle temaer, alle følelser. Og her opstår sæsonens største svaghed. For når alt skal være vigtigt, mister noget sin vægt. Plottene bliver til tider unødigt komplekse, dialogen forklarende, næsten didaktisk. Serien har mindre tillid til, at publikum selv kan forbinde punkterne, og det koster på spændingen. Det, der før blev antydet, bliver nu forklaret.
Alligevel – og det er vigtigt – sad jeg ikke og kiggede på uret. Jeg var investeret. Ikke af loyal pligt, men fordi Stranger Things stadig kan noget fundamentalt rigtigt: den kan få én til at holde af sine karakterer. Selv når de siger ting, der er lidt for tydelige, eller bevæger sig i handlingsspor, der kunne have været strammere, er der en menneskelig varme, som bærer serien frem.
Det ses især i håndteringen af de centrale karakterer. Der er emotionelle højdepunkter, som fungerer, netop fordi vi har fulgt disse mennesker så længe. Et stort karakterøjeblik for Will i afsnit 7 bliver ganske vist overforklaret – det, alle allerede ved, bliver skåret næsten Hollywood-tykt ud i pap – men følelsen bag er ægte. Problemet er ikke intentionen, men doseringen.
Introduktionen af nye lag i mytologien, herunder “The Abyss”, peger i samme retning. Idéen er stærk og visuelt dragende, men udførelsen føles lidt som et univers, der vokser hurtigere, end fortællingen kan bære. Man fornemmer et ønske om at matche tidens store franchises på skala og kompleksitet. Resultatet er, at sæsonen til tider bliver overfyldt. Ikke rodet hele tiden – men presset.
Til gengæld rammer serien plet, når den husker, hvad den er lavet af. De nostalgiske elementer er stadig forførende. Små callbacks til tidligere sæsoner belønner de loyale seere, og Hawkins-universet føles stadig levende. 80’er-tonen, musikken, tempoet – alt det, der gjorde serien ikonisk – er intakt. Selv biroller og midlertidige antagonister, der ikke for alvor får narrativ tyngde, fungerer som brikker i et større følelsesbillede.
Finalen er, som man kunne håbe, storslået. Lang, intens og tydeligt tænkt som seriens klimaks. Kampen mod Vecna og Mind Flayer leverer både visuelt og dramatisk, og selvom det er tydeligt, at meget har været bygget op mod netop dette, holder spændingen. Epilogen er rørende uden at være kvalm, og den sidste scene – centreret omkring D&D – rammer seriens oprindelige nerve: fællesskabet, fantasien og det barnlige alvor.
Når man sammenligner med sæson 1, står forskellen stadig skarpt. Den første sæson var enkel, stram og uhyggelig på en måde, der krøb ind under huden. Med tiden er uhyggen blevet mere spektakulær og mindre intim. Det er ikke nødvendigvis forkert – bare anderledes. Og her ligger også sæsonens paradoks: den er på én gang for stor og stadig dybt charmerende.
Stranger Things sæson 5 lider under sin egen ambition, men den knækker ikke under den. Den snubler, ja – men den falder ikke. Underholdningsværdien er høj, de følelsesmæssige payoff reelle, og som afslutning føles den ærlig. Jeg følte mig ikke snydt. Og i en serie af denne størrelse er det i sig selv en præstation.
Duffer-brødrene fortjener respekt for at slutte, mens interessen stadig er der. Ikke alt lykkes. Men nok lykkes.
I virkeligheden…
Måske er det ikke serien, der er blevet for stor. Måske er det vores forventning til, hvad en afslutning skal kunne, der er vokset os over hovedet. Vi vil have forløsning og mystik på samme tid, svar og efterklang, punktum og rum. De færreste fortællinger kan bære det hele – og Stranger Things forsøger i det mindste ærligt.
Jeg sidder ikke tilbage med følelsen af tab. Snarere med en stille accept af, at noget må blive sagt for højt, for at andet kan få lov at blive følt. Serien mister undervejs noget af sin oprindelige stramhed, men den holder den vigtigste kontrakt: den tager sine karakterer alvorligt og giver os lov til at tage afsked. Ikke perfekt. Men værdigt.
