En gruppe amerikanske Rangers står pludselig over for en fjende, der ikke spiller efter krigens normale regler: en gigantisk og tilsyneladende ustoppelig krigsmaskine. Midt i kaosset må en ung soldat forsøge at overleve en kamp, der virker tabt på forhånd. Men kan mennesker egentlig hamle op med en 30 meter høj robot?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Det lader til at være en klassisk fortælling om amerikanske Rangers-soldater. Den slags, der får amerikanerne til at puste sig stolt op. Plottet tager form, da en ikke-jordisk krigsmaskine dukker op, og den er... sur. Man skal åbenbart ikke tirre den ved at sprænge noget C4 op ad den; det er bare ikke en god idé. Så starter en nervepirrende flugt fra denne kæmpemaskine, som ikke synes at have nogen svagheder. Det er kampen mellem David og Goliath anno fremtid – hvis Goliath altså var 25 meter høj, lavet af titanium og udstyret med et arsenal, der kunne gøre selv et mindre NATO-lager misundeligt.
Filmen er fyldt til bristepunktet med visuelle effekter – og det gør den egentlig ganske fint. Der bliver ikke sparet på eksplosioner, projektiler eller digitale gnister. Det hele brager derudad i et tempo, hvor man næsten kan høre CGI-budgettet arbejde på overtid. Alan Ritchson er god og relativt troværdig i sin fortolkning af den menneskelige krigsmaskine. Han besidder den rette blanding af fysisk tyngde og stoisk Ranger-attitude, som gør ham til en passende hovedperson i denne actionfyldte fortælling.
Plottet? Forventeligt tyndt. Den slags, man har set cirka 1000 gange før. Papirstyndt og ret forudsigeligt – men det er heller ikke her, filmen forsøger at vinde dig over. Dialogerne? Endnu tyndere. Nogle gange får man næsten følelsen af, at de mest er med for lige at give publikum en pause mellem eksplosionerne. Man kunne næsten have undværet dem, for de tilføjer ikke meget til helheden.
Det er ren tju-bang-underholdning, og så heller ikke mere. Er du i den rigtige stemning, popcornene perfekte og din foretrukne drikkevare kold, så kan det godt være, du er fint underholdt her. Det var jeg faktisk. Men lad os ikke forveksle det med stor filmkunst. Vi befinder os ovre i kategorien, hvor imponerende visuelle effekter forsøger at hive det hele op – selvom vi efterhånden forventer imponerende CGI hver gang, vi ser en moderne actionfilm.
Der må være et helt særligt marked for den her slags film i USA. Den spiller på alle de rigtige patriotiske knapper og på idéen om den ukuelige soldat mod en overvældende fjende. Som kritisk filmnørd er der plads til det hele, men man sidder alligevel tilbage med ønsket om, at vi måske ikke behøver alt for mange film ala *War Machine*, hvor plottet kunne stå på bagsiden af et frimærke. I stående stund doger *War Machine* en af de største åbningssucceser i Netflixs historie med over 39 millioner seere på bare tre dage – så måske må man bare erkende, at markedet ikke er helt mættet endnu? Det er en skam, men også et symptom på en kultur, der søger kortvarig spænding frem for dybere refleksion og narrativ kompleksitet. Måske kunne vi, som publikum, stille større krav til det, vi ser på skærmen?
I en tid, hvor filmproduktioner ofte er drevet af algoritmer og markedsundersøgelser, er War Machine et eksempel på, hvordan kommercielle interesser kan overskygge kunstnerisk ambition. Det er en film, der vil underholde, men i sin iver efter at tilfredsstille et bredt publikum, ender den med at blive en overfladisk affære, der sjældent formår at røre ved de dybere lag af menneskelig erfaring. Her er ingen plads til nuancerede karakterer eller komplekse relationer; i stedet serveres vi en skabelon, der kun har til formål at fylde sofaerne derhjemme med folk, der ønsker en flygtig flugt fra hverdagens gråhed.
Alan Ritchson – kendt fra bl.a. *Reacher* – spiller Rangers-aspiranten i denne Netflix-eksplosion af en man vs. machine eller David vs. Goliath-film. Han er stor som et hus og bærer sine ar på livet med en værdighed, der klæder en rigtig Ranger. Ritchsons præstation som Ranger er dog et lyspunkt i det hele. Han formår at tilføre sin karakter en vis dybde, der står i kontrast til det flade plot. Hans fysiske tilstedeværelse og evne til at udtrykke både styrke og sårbarhed gør ham til en troværdig skikkelse i en verden, der ellers virker som en overdrevet karikatur. Det er næsten som om, han kæmper en indre kamp, der sjældent bliver udforsket i filmens overfladiske narrativ. Det kunne have været interessant at se, hvordan hans karakter håndterer de etiske dilemmaer ved at kæmpe mod en maskine, der repræsenterer menneskehedens egen skabelse – en skabelse, der nu truer med at overtage dens plads på slagmarken.
Men denne refleksion forbliver ubenyttet, og vi efterlades med en følelse af, at filmen har haft muligheden for at være mere end blot en CGI-fest. De visuelle effekter, som filmen er så stolt af, bliver til en form for visuel støj, der overdøver enhver form for dybde. Det er som at se en koncert, hvor lyden er så høj, at man ikke kan høre musikken. Man bliver bombarderet med indtryk, men de efterlader en tom indre skare, der længes efter noget mere substans.
Det er tydeligt, at War Machine har et publikum. Det vidner de 39 mio. og åbenbart ny seer-rekord på Netflix om. Det er en film, der appellerer til dem, der ønsker at se det utrolige i aktion. Men for dem, der søger en dybere fortælling, en fortælling, der udfordrer vores forståelse af menneskelighed og teknologi, er der ikke meget at hente. Det er en skam, for i en tid, hvor vi står over for teknologiske fremskridt, der konstant ændrer vores liv, kunne film som denne have været en platform for at diskutere de etiske og moralske implikationer af vores egne kreationer.
Så hvad siger det om os som publikum, når vi accepterer en film som War Machine? Måske er det et tegn på, at vi er blevet vant til at sluge underholdning uden at stille spørgsmål. I en verden, hvor vi konstant bombarderes med indhold, kan det være fristende at vælge det letfordøjelige frem for det, der kræver en vis eftertænksomhed. Men hvis vi ønsker at se film som en kunstform, der kan udfordre og inspirere, må vi kræve mere end blot eksplosioner og CGI. Vi må insistere på historier, der rører ved vores sjæl og stiller os spørgsmål om vores egen eksistens.
I sidste ende er War Machine et produkt af en kultur, der har mistet interessen for det dybe til fordel for det overfladiske. Det er en film, der vil underholde, men som også minder os om, at vi skal være kritiske over for det, vi ser. For i en tid, hvor teknologi og menneskehed kolliderer, er det vigtigere end nogensinde at reflektere over, hvad det betyder at være menneskelig i en verden, hvor maskiner bliver stadig mere dominerende. Måske er det på tide, at vi som publikum begynder at stille spørgsmålstegn ved de historier, vi bliver præsenteret for – og kræve mere af dem.
