Onsdag starter med den slags navn, man næsten ikke behøver præsentere, men som alle alligevel elsker at præsentere, som om de selv har opfundet heavy metal: Iron Maiden.

Der findes bands, der spiller koncerter, og så findes der bands, der ankommer som et internationalt transportfirma for mytologi, merchandise og mandlig ungdom, der nægter at dø. Maiden er for længst blevet større end metal. De er religion, maskineri og familietradition i én og samme lædervest. Bruce Dickinson flyver stadig, løber stadig, råber stadig, og Eddie dukker stadig op som en hallucination fra en teenageværelsesplakat, der har overlevet skilsmisser, boliglån og dårlige knæ.

For yngre metalfans kan Maiden måske føles mindre brutale end Slipknot, Lorna Shore og alt det moderne breakdown-kaos, hvor trommerne lyder som en printer, der bliver henrettet. Men live er de stadig noget af det mest ikoniske, man kan opleve. Ikke fordi det nødvendigvis er tungest, men fordi det føles som at stå midt i genrens egen grundlov.

Alice Cooper er onsdagens andet store argument for, at alder kun er et problem, hvis man ikke har slanger, guillotiner og teatersminke nok. Det burde måske ikke virke længere. En mand på scenen som en pensioneret horrorvært fra helvede, omgivet af rekvisitter og rockteater. Men Cooper virker, fordi han aldrig prøver at være noget andet end Alice Cooper. Og det er faktisk en undervurderet kunstform i en tid, hvor alle andre forsøger at rebrande sig selv hvert halve år.

Tom Morello bliver sandsynligvis præcis det, man håber. Mærkelig guitarmagi, politiske statements og lyde, der får instrumentet til at opføre sig som en vred faxmaskine med klassebevidsthed. Det kan blive rodet. Det skal næsten være rodet. Morello uden rod er som Rage Against the Machine uden maskinen.

Mastodon er efterhånden også blevet et af de bands, man glemmer har været her længe nok til selv at være veteraner. De startede som “det nye spændende prog-metal-band” og står nu som et mærkeligt, tungt, dygtigt dyr i midten af plakaten. Stadig massivt. Stadig teknisk. Stadig med den der følelse af, at hvert riff er bygget af sten og søvnunderskud.

Og så er der Konvent. Hvis Maiden er den store fællesmesse, er Konvent den mørke kælder bagefter, hvor lyset flimrer, og nogen har glemt at sige, at festen er slut. Deres doom er ikke bare tung. Den sænker temperaturen i kroppen. Det er musik, der ikke går fremad, men nedad.

Suicidal Tendencies kommer med kasketter, skateenergi og 80’er-kaos på dåse. Et band, der enten er det fedeste i verden eller komplet uforklarligt, alt efter hvem man spørger. Og Mammoth, Wolfgang Van Halens projekt, bliver interessant netop fordi Van Halen-navnet både er gave og forbandelse. Folk kommer til at tale om faren. Det er umuligt andet. Men spørgsmålet er, om sangene kan stå selv, når slægtsbogen er pakket væk.

‍

‍

Torsdag lugter af den dag, hvor flest mennesker mister stemmen og derefter kalder det en “oplevelse”.

Bring Me the Horizon er hovednavnet, og hvis der findes et band, der kan få gamle metalfolk til at skrive romaner i kommentarspor, er det dem. De startede i deathcore-kaos og endte som en slags arena-metal-mutant med elektronik, pophooks, breakdowns og følelsesmæssig overproduktion. Det burde ikke hænge sammen. Men det gør det ofte. Især live.

BMTH er blevet den slags band, der ikke længere beder om lov til at være metal. De tager bare pladsen. Og det er måske derfor, de stadig provokerer. De minder genren om, at udvikling ikke altid ser ud som en smuk modning. Nogle gange ligner det en teenager med eyeliner, Auto-Tune og et stadionbudget.

Papa Roach er torsdagen på sit mest shameless. Ingen kommer til at påstå, at det er plakatens mest elegante booking. Men hvis “Last Resort” starter, bliver hele Copenhell pludselig til et fællesterapeutisk karaokeanlæg med fadøl. Og der er altså noget smukt i den slags. Man kan være ironisk lige indtil omkvædet. Så er man bare med.

Ice Nine Kills ligner et band opfundet af nogen, der så for mange slasherfilm i gymnasiet og aldrig helt kom sig over det. Blod, horror, teater, knive, grin, skrig, hele pakken. Det er åndssvagt på den måde, Copenhell godt må være åndssvagt. Gimmicken virker, fordi de forstår, at metal også altid har været kostumeleg for mennesker, der tager følelser meget alvorligt.

Sepultura er stadig et enormt navn, også selvom historien om bandet næsten altid kommer til at handle om dem, der ikke længere er med. Cavalera-brødrene er væk, ja. Men arven står der stadig. Groove metal, tribal tyngde, politisk vrede, alt det der fik 90’erne til at lyde, som om verden var ved at blive skilt ad med en vinkelsliber.

Rival Sons holder den klassiske rockfakkel tændt uden at lugte alt for meget af museum, Queensrÿche lyder stadig som noget, der burde spille i en regnvåd cyberpunkfilm fra 1989, og Static-X er ren nu-metal-nostalgi med maskeret frontfigur og mærkelig genopstandelsesenergi. Det er lidt forkert. Det er også ret rigtigt.

‍

‍

Fredag er blevet dagen, hvor Twisted Sister røg af plakaten, og Copenhell svarede igen på den mest Copenhell-agtige måde: med Fifteen Years in Hell.

Ikke et normalt erstatningsnavn, men et stort jubilæumsshow, der lyder som en blanding af dansk rockhistorie, intern julefrokost og kollektiv feberdrøm.

Tim Christensen, folk fra Pretty Maids, Bersærk og en større flok gæster samlet i ét show kan blive totalt fantastisk eller komplet kaos. Sandsynligvis begge dele. Og det er jo også lidt pointen.

A Perfect Circle bliver fredagens mærkelige, mørke wildcard, hvor man aldrig helt ved, om man er til koncert eller midt i et dyrt psykologisk eksperiment. Trivium leverer moderne metalstabilitet med thrash, metalcore og melodi i disciplineret balance, mens Anthrax stadig er thrashens gamle onkler, der kan løfte tungere end alle andre i fitnesscentret.

P.O.D. er den slags booking, folk først griner lidt af og bagefter synger med på alligevel. Og Soilwork sørger for svensk melodød, der får kroppen til at nikke i takt, selv når den burde ligge i skyggen med pommes frites og genoprette væskebalancen.

‍

‍

Lørdag bliver dagen, hvor flest mennesker siger: “Jeg er altså ikke Volbeat-fan,” lige inden de ser Volbeat foran tusindvis af mennesker.

Og sådan er Volbeat. Danmarks største rock- og metaleksport, uanset hvor mange memes internettet laver. De er nemme at drille, fordi de er så genkendelige. Elvis-vokal, rockabilly-riffs, stadionomkvæd, lædervestens store folkelige kompromis. Men live fungerer det. Selv de skeptiske står der til sidst og ligner nogen, der har tabt en principiel diskussion med en basstromme.

Social Distortion bringer amerikansk arbejderklasse-punk og bikerromantik ind på pladsen. Det er gammelt på den gode måde. Ikke gammelt som i træt. Gammelt som i olie på hænderne, dårlige beslutninger og en stemme, der har røget mere, end Sundhedsstyrelsen ville anbefale.

Saxon er ren New Wave of British Heavy Metal-historie. Den slags band, hvor man næsten bliver imponeret over, at de stadig eksisterer, lige indtil de går på scenen og minder én om hvorfor. Det er ikke kun nostalgi. Det er håndværk, stædighed og denim som livsfilosofi.

Og så ligger lørdagen også med den særlige Copenhell-fornemmelse af, at alle er ved at være brugt op, men ingen vil indrømme det. Det er på det tidspunkt, hvor støvet har sat sig i huden, telefonen har 12 procent strøm, og man begynder at overveje, om man egentlig er blevet venner med en mand fra Horsens, fordi I begge råbte med på det samme riff.

‍

‍

Refleksion

Copenhell 2026 ligner ikke en festival, der forsøger at være elegant. Heldigvis. Den forsøger at være stor, hård, fjollet, nostalgisk, moderne og lettere uoverskuelig på samme tid. Det er netop derfor, den virker. For metal er sjældent én ting. Det er både Iron Maiden som kirke, Bring Me the Horizon som generationskrig, Twisted Sister som mascaraoprør og Volbeat som nationalt selvbedrag med fællessang.

Lad os bare sige det sådan her: Man behøver ikke elske hele plakaten. Man skal bare finde det sted på Refshaleøen, hvor ens egen dårlige smag pludselig føles som fællesskab.

‍