SPLIT:TED x ZIMA på Rust

Man kan gå til en koncert med målebånd. Eller man kan gå derind, fordi man har lyst til at bakke nogen op. 24. februar på Rust var det sidste. Vi var ikke på jagt efter stjerner, men drevet af en oprigtig nysgerrighed efter at se to unge bands, der allerede spiller, som om de har besluttet sig for, at det her er alvor.

Det første, der slog mig, var energien. Ikke den indstuderede, branche-coachede energi, men den rå, lidt overmodige, lidt for selvsikre ungdomsenergi. To bands i starten af 20’erne, der går på scenen, som om de allerede har besluttet sig for, at de hører til der. Det er inspirerende at se. Den selvtillid kan man ikke lære på en workshop.

SPLIT:TED – Middelfart, melankoli og efterskoleintensitet

Fire drenge, helt almindeligt klædt, næsten som var de gået direkte fra en lejlighed på Nørrebro til scenekanten. Der er noget sympatisk ved det. Ingen kostumetricks. Ingen kunstige attituder. Bare et band, der vil spille.

Det lød godt. Virkelig godt. Man kunne mærke håndværket. De har ambitioner om alvor, om at røre og løfte publikum   – og det lykkes flere steder. Der er en nørdethed over dem. En insisteren på at sangene skal noget mere end bare at være omkvæd og hook. Inspirationen fra The 1975 og Peter Sommer   kan anes – især i den tekstlige stræben efter noget større end bare “dreng møder pige”.

Men der var også øjeblikke, hvor jeg savnede et brud. En skævhed. En risiko. Noget, der rev tæppet væk under den pæne konstruktion. Det hele fungerede – måske lidt for godt. Det er den klassiske udfordring for unge bands: At man kan høre, at de kan. Men man vil også gerne høre, hvem de er.

Der var en næsten efterskoleagtig vibe over det – og jeg mener det ikke nedsættende. Der var den dér følelse af fællesskab og ungdommelig overbevisning. De satte sig ned på scenekanten i et af de der setdowns, som alle bands åbenbart føler sig forpligtet til. Personligt kunne vi godt pensionere den tradition. Det bliver hurtigt akavet. Men selv det blev leveret med charme.

Teknisk set var SPLIT:TED måske aftenens mest solide band. Man kunne mærke, at de er i gang med at forme et projekt, der vil noget. Nu handler det om at turde skubbe det lidt ud over kanten.

ZIMA – Tempo, kant og den uforudsigelige faktor

ZIMA gik på scenen med en anden slags vilje. Hvor SPLIT:TED byggede, sparkede ZIMA døren ind. Der var tempo. Der var fandenivoldskhed. Der var en følelse af, at det her kunne gå galt – og netop derfor var det interessant.

Bandet bevæger sig i et rock-univers med hiphop-attitude og elektronisk kant  , og live giver det mening. Det var ikke nødvendigvis mere poleret. Ikke nødvendigvis mere teknisk overlegent. Men det havde kant.

Vi har lært gennem 20 år med talentprogrammer, at det ikke er nok at være dygtig. Man skal ville noget. ZIMA ville noget. Der var en energi, som ikke bad om lov. En performance, der føltes mere farlig – på den gode måde. Man behøver ikke være den skarpeste trommeslager eller den mest rene vokalist, hvis man kan levere et udtryk, der føles nødvendigt.

Hvis man absolut skal opstille det som en battle, så var SPLIT:TED det mest teknisk gennemarbejdede band. ZIMA var det mest interessante live-øjeblik. De gik måske ikke derfra med den mest strømlinede pakke – men de gik derfra med flest blikke rettet mod sig. Og ja, sikkert også flest telefonnumre.

To begyndelser, ikke en dom

Vi var ikke på Rust for at fælde dom. Vi var der for at se to projekter i bevægelse. To bands, der endnu ikke er færdige, men som allerede har fundet en scene, de kan eje.

Det mest inspirerende ved aftenen var ikke én sang, ét hook eller én perfekt passage. Det var at se unge musikere stå i deres egen overbevisning. At turde fylde rummet. At turde tage scenen alvorligt.

Begge bands er i gang med en rejse. SPLIT:TED er i gang med at manifestere en lyd og et tekstunivers, der vil noget mere. ZIMA er i gang med at definere en live-energi, der kan blive deres signatur. Det er ikke sikkert, vi om fem år taler om dem på samme måde. Men det er sikkert, at de ikke er færdige med at udvikle sig.

Og måske er det netop pointen med en showcase.

Ikke at konkludere.

Men at være vidne til begyndelsen.

‍

En sidste ting – direkte til jer

Og hvis nogen fra bandene læser med her, så lad os lige få proportionerne på plads

I var pisse seje. I leverede. I turde. Det er det eneste, der i virkeligheden tæller.

Tro på jer selv. Bliv ved med at spille. Bliv ved med at tage chancer.

Bliv ved med at irritere jer selv en lille smule kreativt. Der er sindssygt meget foran jer – og I er kun lige begyndt.

Og under ingen omstændigheder skal I bruge for meget energi på, hvad en eller anden idiot med en blog mener. Det er ikke dér, jeres fremtid bliver afgjort.

Den bliver afgjort på scener.

Og I så allerede ud, som om I vidste det.