Der er værker, man ikke bare genbesøger. Man går ind i dem igen, som man går ind i et rum, hvor nogen engang har sagt noget vigtigt. Another Brick in the Wall, Part 5 i Royal Arena er sådan en oplevelse. Stor, mørk, præcis og båret af musik, der stadig har støv, vrede og menneskelig ensomhed siddende i sig.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Det første, man mærker, er størrelsen. Ikke bare den fysiske størrelse, selvom Royal Arena selvfølgelig gør sit. Rummet er bredt, højt og fuldt af den særlige forventning, der opstår, når et publikum ved, at det skal møde noget, det allerede har et forhold til. Pink Floyds The Wall er ikke længere bare et album. Det er blevet en del af kulturens bagvæg. Noget mange har hørt, arvet, misforstået, genopdaget eller stået i et køkken og sunget med på uden helt at vide, hvorfor det stadig føltes så sørgeligt.
Another Brick in the Wall, Part 5 træder ind i den arv med respekt. Ikke på afstand, men indefra. Forestillingen forsøger ikke at gøre værket smart, moderne eller unødigt forklarende. Den lader mørket blive mørkt. Den lader isolationen stå. Den lader den gamle fortælling om Pink, rockstjernen, barnet, mennesket bag muren, folde sig ud som noget, der stadig har en mærkelig, genkendelig kraft.
Opsætningen er imponerende. Ikke på den tomme, dyre måde, hvor man kan mærke budgettet mere end idéen, men som et samlet scenisk univers, hvor dansere, akrobater, lys og kroppe arbejder i samme retning. Der er bevægelser i forestillingen, der ikke bare illustrerer musikken, men næsten trækker vejret sammen med den. Kroppene bliver til fragmenter af hukommelse. Til uro. Til pres. Til de små mekanismer, der bygger et menneske op og langsomt lukker det inde.
Det er her, forestillingen er stærkest. Når den ikke bare viser sammenbruddet, men lader os mærke, hvordan det opstår. Ikke som én stor dramatisk begivenhed, men som gentagelse. Som lag. Som endnu en sten i muren. Man sidder og ser på en fortælling om isolation, og alligevel føles det aldrig helt fjernt. Måske fordi isolation sjældent ser dramatisk ud indefra. Måske ligner den bare en mand, der ikke længere kan høre de andre.
Jesper Binzer som Pink er et af forestillingens mest interessante valg. Han kommer ikke ind som klassisk musicalhovedrolle. Heldigvis. Han har noget andet med sig. En ruhed. En erfaring. En krop, der ved, hvordan det er at stå foran mange mennesker og samtidig være alene i sit eget ansigt. Det klæder rollen. Han spiller ikke Pink som en pæn teaterfigur, men som et menneske med slid i stemmen og modstand i kroppen.
Der er øjeblikke, hvor man fornemmer, at Binzer stadig er på vej ind i rollen som skuespiller. Det gør egentlig ikke noget. Tværtimod giver det noget levende til figuren. Han virker ikke poleret. Han virker til stede. Og i en forestilling, der nogle steder er så teknisk præcis og visuelt kontrolleret, er det en styrke, at hovedpersonen har noget uregerligt i sig. Man tror på ham, fordi han ikke virker nyvasket.
Musikken er naturligvis den store bærer. Det kan næsten føles banalt at skrive, men det er også sandt. Den står stadig med en kraft, som meget nyere musik misunder i smug. Sangene har den sjældne egenskab, at de både er monumentale og sårbare. De kan fylde en arena og stadig føles som noget, der bliver sagt ind mod en væg. Det er her, værket stadig er relevant. Ikke fordi verden mangler flere fortællinger om mandlig rockmytologi, men fordi følelsen af fremmedgørelse ikke er blevet mindre. Den har bare fået bedre skærme.
Forestillingen lykkes, fordi den forstår, at The Wall ikke kun handler om spektakel. Den handler om det, der sker, når et menneske langsomt mister forbindelsen til andre. Og netop derfor fungerer arenaformatet overraskende godt. Royal Arena kunne nemt have gjort værket større, men fjernere. I stedet bliver rummet brugt til at forstærke ensomheden. Der er noget næsten ubehageligt smukt i at sidde blandt tusindvis af mennesker og se et menneske forsvinde ind i sig selv.
Der er enkelte steder, hvor aftenen kunne have fået endnu mere fysisk kraft. Lyden måtte gerne have været mere mærkbar fra begyndelsen. I en forestilling som denne skal man ikke kun høre bassen. Man skal mærke den i brystet, før man når at tænke over, om man mærker den. Først mod slutningen kommer den dimension for alvor frem, og da den gør, forstår kroppen det, ørerne allerede har forstået længe.
Det samme gælder Binzers stemme, som enkelte steder godt måtte have stået tydeligere i lydbilledet. Ikke fordi han skal overdøve universet, men fordi karakterens indre opløsning kræver, at vi kan følge ham helt tæt. Når stemmen træder frem, virker forestillingen mere farlig. Når den glider lidt tilbage, bliver den smukkere end den behøver at være. Og The Wall må gerne gnave.
Men det er ikke kritik, der vælter oplevelsen. Det er mere den slags savn, der opstår, når noget allerede er meget tæt på at være stort. Man ønsker sig ikke en anden forestilling. Man ønsker sig bare, at den indimellem tør slippe endnu mere løs. Mere uro. Mere vildskab. Mere kant. Ikke fordi opsætningen mangler mod, men fordi værkets oprør stadig føles som noget, der gerne må kradse lidt dybere.
For Another Brick in the Wall, Part 5 er en usædvanligt stærk sceneproduktion. En af de sjældne store arenaopsætninger, hvor formatet ikke æder fortællingen, men faktisk giver den mere luft. Den er ambitiøs uden at miste sin respekt for materialet. Den er stor uden at blive hul. Og den giver Jesper Binzer en rolle, hvor hans rockhistorie ikke bare er et castinggreb, men en del af forestillingens stof. Han ved noget om scenen. Han ved noget om støjen. Og måske ved han også noget om stilheden bagefter.
I virkeligheden er det dét, man tager med sig. Ikke kun de store billeder eller de velkendte sange, men fornemmelsen af et værk, der stadig kan samle mange mennesker omkring en fortælling om ensomhed. Det er paradokset, og det er smukt. Royal Arena bliver et stort rum for noget meget indre. Forestillingen insisterer ikke på at forklare smerten. Den stiller den frem. Og det er nok.
