Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Inden hovedpersonen selv træder ind i lyset, har LZ7 allerede varmet rummet op. Det var en lidt pudsig booking – en slags Macklemore light med kristen festivalenergi og en QR-kode, der blev nævnt så mange gange, at man næsten troede, det var en sponsoraktivering. Men de leverede det, de skulle: tempo, smil og fællessang. Publikum tog imod dem med åbenhed, og løftet om at vende tilbage til København senere på året blev modtaget med pæne klapsalver. Det var professionelt. Ikke mindeværdigt – men funktionelt.
Så kom nedtællingen.
Dystopiske visuals. Sirener. En næsten apokalyptisk intro, der kulminerede i flammer og et virvar af dansere – nogle placeret i glasbure som futuristiske installationer. Og så ham selv: Jason Derulo, der bevæger sig med en fysisk kontrol, som om tyngdekraften er en diskussion og ikke en naturlov.
Han er stadig en ekstrem performer. Smidig, eksplosiv, præcis. Koreografien sidder millimeterpræcist, og scenografien er bygget op omkring konstant bevægelse. Der er aldrig stilstand. Aldrig tomme flader. Royal Arena bliver brugt som et lærred, hvor hvert nummer får sit eget æstetiske univers.
Omkring ti minutter inde kommer takketalen. Den klassiske: ydmyghed, taknemmelighed, “Day 1 fans”. Det er rutine – men leveret med oprigtig entusiasme. Overgangen til “Whatcha Say” er dramaturgisk velvalgt, men timingen føles en smule forhastet. Publikum har endnu ikke helt fundet ind i rytmen, og det emotionelle moment får ikke helt den resonans, det kunne have haft.
Derulo arbejder konstant med sceneskift. De aflange LED-skærme sænkes og hæves for at markere overgangene – smart tænkt, men også lidt for hyppigt. Flere gange føles det som om han forsvinder fra scenen, før man når at forankre sig i det aktuelle nummer. Et barmave-videoindslag senere befinder vi os i det, der bedst kan beskrives som “Derulo Jungle”: tropisk æstetik, ild igen, dansere i matchende kostumer. Det er gennemført. Men også grænsende til overmættet.
“It Girl” bliver et af de mere ambivalente øjeblikke. En visuel illusion, hvor Derulo projiceres i cirkler bag scenen, skaber en næsten kalejdoskopisk effekt. Problemet er bare, at man flere gange reelt ikke ved, hvor den rigtige Derulo befinder sig. Sangen – som burde være et af de sikre kort – mister momentum, ikke mindst fordi den, som flere andre numre, er kortet af. Det gælder i det hele taget mange af hitsene: de optræder som medley-fragmenter snarere end fulde fortællinger.
Det er her, man mærker forskellen mellem koncert og show.
Et stærkt øjeblik opstår under “Savage Love”, da musikken brat stoppes, fordi en publikummer har det dårligt. Derulo håndterer situationen roligt og professionelt, får ro på salen og fortsætter nummeret uden drama. Det er sympatisk og vidner om erfaring.
Undervejs flettes andre kunstneres sange ind i sættet. Publikum responderer – særligt når genkendelsen er høj – men det føles til tider en smule arbitrært. Bandet, som faktisk leverer solidt, er gemt væk i det meste af showet. Moderne poporkestergrave er åbenbart standard, men det er ærgerligt, når der sidder kompetente musikere, som fortjener at blive set. En videointro af bandet på den nedsænkede skærm er tænkt som et spotlight-øjeblik, men fremstår mere som et teknisk mellemspil end som reel hyldest.
Aftenens klimaks kommer under det, Derulo selv kalder “Derulo Vulcano”-segmentet. “Cheyenne” eksploderer i en rocket-version, hvor bandet får mere plads, og intensiteten stiger markant. “Breathing” i samme sekvens er også et højdepunkt – her er balancen mellem vokal, koreografi og live-energi tæt på optimal.
Og ja: der er ormen. Der er flyvende kolbøtter. Der er et gigantisk outro. DJ’en træder frem til sidst med et medley af yderligere hits – inklusive en uventet kærlighedserklæring til “I Gotta Feeling” med Black Eyed Peas – før “Talk Dirty” og “Want to Want Me” lukker festen. Publikum får, hvad de kom for.
Jason Derulo er og bliver en showmand. Hans fysik, timing og publikumskontakt er professionel på et niveau, hvor få kan følge med. Men der er også øjeblikke, hvor Britney Spears-headsettet afslører lidt for tydeligt, at backing tracks tager over. Nogle passager er så tæt koreograferede, at spontaniteten forsvinder. Det hele er designet til perfektion – men også til kontrol.
Det er måske koncertens paradoks: Den er ekstremt velkomponeret. Hvert beat, hvert lysglimt, hver dansetrin er kalkuleret. Men netop derfor kan den også føles distanceret. Man savner en smule uforudsigelighed. En sprække i maskinen. Et øjeblik, hvor showet ikke styrer ham – men omvendt.
Når det er sagt, er det svært ikke at anerkende håndværket. Jason Derulo leverer præcis det, han lover: et internationalt popshow med pyro, visuals, dansere og hits i metermål. Royal Arena blev varmet op på en kold dag i København, og publikum forlod hallen med sved på panden og melodier i kroppen.
Det er ikke kunstnerisk radikalt. Det er ikke intimt. Men det er effektivt.
Og nogle gange er det nok.
Refleksion
Jason Derulo i Royal Arena var ikke en koncert, der søgte at overraske. Den søgte at imponere. Og det lykkedes langt hen ad vejen. Det er et popmaskineri i topform – med plads til justeringer, men med en kerne af ægte begejstring og fysisk tilstedeværelse.
