Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Det første, der slog mig, var ikke en DJ, en scene eller en baslinje, der forsøgte at flytte mine organer mod Refshaleøen. Det var følelsen af, at nogen faktisk havde tænkt sig om. Distortion kan godt ligne en fest, der er faldet ned fra en ladcykel, men fredag på Øen var der retning i rodet. Og det klædte kaosset.
Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
Først og fremmest: stor respekt til Wonderfestiwall for international booking i den kaliber. Anastasia på plakaten er både stort og nostalgisk – faktisk kunne hun lige så godt have været hovednavnet på Tivolis lineup til Fredagsrock. Hun var nærværende, energisk og det stik modsatte af et udspilet show. Med otte musikere på scenen blev der ikke sparet på noget.
Normalt løber vi kun rundt i mudder, hvis det er på en festival. Men denne gang skal vi til OCR – Obstacle Course Racing på Reffen. Og nej, vores OCD hjælper os intet her.
Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
Jeg stod i Royal Arena den 10. april og kiggede ned på en orkestergrav, der var hevet op lige under lærredet, som om nogen havde besluttet, at biografen godt måtte få lidt muskler. Star Wars: The Last Jedi blev ikke bare vist. Den blev spillet. Af et symfoniorkesteret Stockholm Concert Orchestra. Med John Williams’ musik helt fremme i lydbilledet. Og ja, det var en anderledes fornøjelse på den gode måde.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
Man ved, man er i København, når nogen finder på at bygge et lydstudie midt i et boutiquehotel. Og man ved, det virker, når det er Jacob Bellens og Martin Skovbjerg (ja, ham fra AV AV AV og den slags visuals, der føles som et anfald af skønhed), der står bag.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
Det er befriende at opleve, hvordan countrygenren langsomt bliver udfordret og udviklet. Den klassiske opfattelse af country som hvide gamle mænds domæne er ved at blive rystet, og nye stemmer, især unge sorte kvinder som Tanner Adell, bringer en friskhed og relevans, der er værd at følge tæt.
Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
Jeg sad med den dér særlige fornemmelse af, at nogen havde åbnet en gammel skuffe og fundet både støv, skyld og et par overraskende gode jokes. Jonah Hills comeback som instruktør, Outcome, på Apple TV+, er en film, der ikke larmer sig til opmærksomhed, men sniger sig ind med et blik for menneskelig pinlighed, forsoning og den slags fortid, man helst ville lade stå i kælderen og mugne i fred.
