Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Roskilde Festival handler selvfølgelig om musik. Det siger vi, fordi det er nemt, og fordi det står øverst på plakaten. Men den egentlige ånd på festivalen bor ofte alle mulige andre steder: i mudderet, i lejrene, i køerne, i natten og på de vægge, man først opdager, når man holder op med at løbe efter næste koncert.
Clipse på Orange Scene burde have været en af de der bookinger, man senere kunne sige, man stod midt i. Pusha T og Malice. Brødrene. Myten. Coke-rap med museumsstatus og stadig frisk stank af asfalt. Men et sted mellem de skarpe rim, de tunge beats og et publikum, der gerne ville overbevises, begyndte det hele at føles lidt som at få læst den samme seje SMS op 27 gange.
Nogle koncerter kræver, at man kender sangene. Andre kræver bare, at man giver slip. Young Miko leverede en koncert, hvor sproget hurtigt blev mindre vigtigt end rytmen, bassen og den ubesværede selvsikkerhed, hun stod på scenen med. Det var cool uden at virke tillært, og præcis derfor blev man revet med.
Fredag på Roskilde kan være en mærkelig størrelse. Nogle er klar fra morgenstunden, andre bevæger sig stadig rundt, som om kroppen først lige har forstået, at den er på festival. Mille stod midt i det hele på Arena med en selvsikkerhed, der klædte hende. Koncerten skulle lige have publikum med, men da den fandt sit rum, var der meget at holde af.
Hele dagen havde Roskilde været våd, tung og grå. Man kunne mærke regnen i tøjet, i mudderet og i den lidt flade festivalenergi, der kan opstå, når vejret får lov at bestemme for længe. Men da Little Simz gik på Orange Scene torsdag klokken 18, skete der noget. Solen tittede frem, publikum løftede sig, og festivalen trak vejret igen.
Jeg havde ikke regnet med at bruge ordet hyggelig om Napalm Death. Det føles næsten som at kalde en vinkelsliber for omsorgsfuld. Men på Eos skete der noget mærkeligt. Midt i støjen, growlet og de politiske giftpile stod Mark “Barney” Greenway i blå seler og lignede verdens mest venlige mand, lige indtil han åbnede munden og lød som civilisationens sidste hosteanfald.
Regnen silede ned over Roskilde, og Arena var fyldt til bristepunktet. Nogle stod i ly under teltdugen, andre lod sig langsomt gennembløde uden helt at give op. Det kunne være blevet en tung eftermiddag. I stedet blev Guldimund en påmindelse om, hvor meget der kan ske, når en koncert ikke prøver at fylde alt, men bare tør være tæt på.
David Byrne var en af de bookinger på Roskilde, der fik programmet til at se klogere ud, bare ved at stå der. En levende legende, ja, men heldigvis ikke på den der museumsmåde, hvor man betaler for at se en mand mindes sig selv. På Arena fik vi noget langt mærkeligere og bedre: en koncert, der opførte sig som en forestilling.
Det er, som om en Malk de Koijn-koncert altid er lidt en genopstandelse. De dukker op med nogle års mellemrum, siger noget om bananer, snegle og universets dårlige WiFi, og pludselig står man igen og tænker: Nå ja, dansk rap kan faktisk godt være fuldstændig sin egen planet.
Gorillaz burde være en sensation. Det virtuelle tegneserieband. Myten. De store sange. Det mærkelige univers. Hele pakken. I stedet stod man på Roskilde og så Damon Albarn vandre rundt med sin megafon og tænkte: Er det her stadig Gorillaz, eller har nogen bare givet en britisk multikunstner Orange Scene som sommerhus?
Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blive. Bare lige se starten, mærke temperaturen, lave den klassiske festivalmanøvre, hvor man lader som om, man er et frit menneske med kontrol over sin aften. Men så stod Tobias Rahim dér. Glinsende, kontrolleret og komplet urimeligt klar til Orange Scene.
Der er noget utaknemmeligt over at være det første rigtige navn på Orange Scene efter dåben. Publikum er stadig ved at finde sig selv, deres venner, deres øl og den kø, de åbenbart har valgt at vie deres liv til. Wolf Alice gik på midt i det hele og gjorde noget næsten provokerende voksent: De skruede ikke op for kaosset. De gav os et pusterum.
Lørdagen er altid noget særligt på en festival. Kroppen er mør, stemmen er slidt ned til et rustent nik, og man har efterhånden lært genvejene mellem scenerne lidt for godt at kende. Til gengæld er det også her, man holder op med at jagte programmet og i stedet lader festivalen komme til sig. Og det gjorde den. Lørdagen bød på en af årets mest omtalte bookinger, et gensyn med ægte californisk punk og en københavnsk trio, der beviste, at man ikke behøver store gimmicks for at få Helviti til at koge.
Fra lavt niveau til højt niveau i konstant hård varme. Helvedes flamme tog fat om os. Fredag på Copenhell 2026 bød på Trivium i topform, et kollapset jubilæumsshow og en festival der balancerede kaos og højdepunkter.
Torsdagen var dagen, hvor Copenhell for alvor gik op i gear. Pladsen var tættere pakket, promillen en anelse højere, og festivalen begyndte at ligne sig selv. Programmet spændte fra moderne metalcore med AI-angst til brasiliansk thrash og en mand i kilt, der spillede guitar, som om tiden var holdt op med at eksistere.
Festivalsæsonen er officielt i gang. Der er noget særligt over den første dag på Copenhell. Asfalten er endnu ikke dækket af fire dages øl, stemmen er stadig nogenlunde intakt, og battle vestene ser næsten nyvaskede ud. Onsdagen er dagen, hvor man lige skal huske, hvordan man går 25.000 skridt med en fadøl i hånden. Og årets åbning skuffede bestemt ikke.
Jeg havde ikke set det Boiler Room-set. Det føltes næsten pinligt at indrømme, som at møde op til eksamen uden at have læst pensum, men med solbriller på og en Red Bull i hånden. Til gengæld havde jeg hørt folk sige sætningen nok gange, til at den begyndte at lyde som et adgangskrav til Arena: “Har du set det der Boiler Room-set?”
White Lies gjorde egentlig meget rigtigt på Tinderbox. De spillede pænt, lød som et band med styr på deres mørke, britiske maskinrum og havde sangene med, som publikum var kommet for. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig farlig. Den stod flot og velordnet foran os, men kom ikke helt tæt nok på.
Turboweekend gik på scenen efter en dag, hvor Tinderbox-publikummet havde fået både hede, storm, mudder og aflysning i hovedet. Det kræver sit band at løfte sådan en plads. Og Turboweekend kæmpede. Lyden var god, energien var reel, og de danske tekster havde bid. Men koncerten fandt aldrig helt den bevægelse, der kunne få det solide til at blive stort.
Jess Glynne kom på scenen efter en voldsom omgang vejr, hvor Tinderbox stadig var ved at finde balancen igen. Det var en utaknemmelig opgave, ja. Men også en chance. Hun havde hitsene, stemmen og publikum foran sig. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig den forløsning, pladsen havde brug for.
Tinderbox behøver ikke længere præsentere sig selv. Den står derude i Tusindårsskoven som en fast del af festivalsommeren. Men vores lørdag blev ikke bare endnu en tur mellem scener, madboder og fadøl. Den blev en test i varme, storm, mudder og aflyst Charlie Puth — og mærkeligt nok også en påmindelse om, hvor godt en festival kan fungere, når vejret ikke gør.
Mit værste mareridt har altid været prøvebilledejakkesættet: fadøl, fællesskrål, 90’er-nostalgi og voksne mennesker, der danser som om dankortet først lukker i morgen. Men på Festegnen skete der noget irriterende. Det fungerede. Ikke hele tiden. Ikke uden nogle næsten kriminelle sidespring. Men nok til, at man måtte indrømme, at Vestegnen faktisk har fået sin egen festival.
Efter en dag med hede, storm, mudder og aflyst Charlie Puth var der brug for nogen, der kunne samle pladsen igen. Ikke forklare den. Ikke imponere den med smarthed. Bare samle den. Og så gik Thomas Helmig på scenen og gjorde det, han gør bedst: fik en festivalplads til at føles som ét stort dansk hjerte med hænderne over hovedet.
John Martin gik på scenen som manden, mange mest kender som stemmen bag andres største øjeblikke. Men på Festegnen skete der noget sjovt: Pludselig føltes Swedish House Mafia næsten som featuring på hans koncert. Ikke omvendt. Det var stort, varmt, lidt absurd og meget mere rørende, end jeg havde regnet med.
Man skal passe på med at gøre grin med Scooter. Det lyder som en joke, men det er det ikke. Jeg mener det næsten religiøst. For der står man, voksen, træt og nogenlunde civiliseret, og tror, man har udviklet sig. Og så går H.P. Baxxter på scenen, og hele ens personlighed bliver nulstillet af ild, hardstyle og tysk ravekommando.
