Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
At se Now You See Me 3 i 2025 føles lidt som at åbne en tidskapsel, ingen har savnet, men alligevel stå og fnise, når der vælter gamle kendisser ud af den. Det er ikke et comeback, verden har gået og bedt universet om – men det er et, der prikker én på skulderen og minder dig om, hvorfor det her hold engang var kult… og hvorfor du stadig falder for deres tryllerier, selvom du egentlig burde være blevet for gammel til det.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
Jeg troede, jeg var færdig med hævnspil. Færdig med samuraifortællinger og mænd i slowmotion, der råber til himlen, mens blodet sprøjter i æstetiske buer. Men Ghost of Yōtei føles anderledes. Det lugter af stål og regn, føles som et zen-digt forklædt som blodbad og formår, på en eller anden måde, at gøre hævn smuk. Det er sjældent, et spil får mig til at sænke tempoet og bare kigge. Men her sidder jeg, midt i et japansk bjergpas, med controlleren i hånden og fornemmelsen af, at det ikke bare er fjender, jeg bekæmper, men mig selv.
Todd Rundgren gæstede Amager Bio tirsdag aften med et show, der bevægede sig mellem storladne guitarsoloer, teatralske fagter og blæserarrangementer så aparte, at man måtte overgive sig. En koncert, der mindede os om, at alsidighed ikke behøver at betyde ufokus — når det bliver udført af en, der har levet hele musikhistorien på én gang.
Det var som at stå midt i et ritual. Ikke en koncert, ikke et farvel, men en slags elektronisk ceremoni, hvor tre mænd, der engang lød som fremtiden, for en sidste gang forsøgte at indhente den.
Jeg har altid identificeret mig selv som gamer. Ikke den slags gamer, der råber i headset eller samler trofæer – men den eksistentielle slags, der spiller for at overleve hverdagen. Fra min barnlige længsel efter en Stone of Jordan i Diablo II til mine over tusind timer i Call of Duty under lockdown, har gaming altid været mit frirum. Men da jeg blev far, blev gaming noget nyt. Det blev terapi. Et fristed, hvor jeg kunne sidde med min søn på skødet, controlleren i hånden og mærke, at vi faktisk var i sync for første gang den uge. Og så kom Astro Bot.
Jeg ved ikke, hvad der er mest absurd: at jeg har set en K-pop-anime-musical to gange på én uge – eller at jeg elskede den. KPop Demon Hunters er muligvis den bedste film, jeg har set i 2025, og det føles som en indrømmelse, jeg bør skrive under pseudonym. Jeg gik ind i den med samme forventning, som man har, når en ven insisterer på, at man “bare lige skal se en YouTube-video.” Og jeg gik ud igen med tårer i øjnene og tinnitus af trap-beats.
Jeg havde virkelig håbet, at Spike Lee og Denzel Washingtons første samarbejde siden Inside Man ville være et comeback. Men Highest 2 Lowest føles som et prestigeprojekt med hukommelsestab – en film, der vil være samfundskommentar, thriller og musikvideo på én gang. Og mister sig selv i forsøget.
Jeg har set mange bands i Royal Arena, men sjældent et, der på samme tid kunne virke så velsmurt og så improviseret. OneRepublic har milliarder af streams på samvittigheden, men opfører sig stadig som en flok gamle klassekammerater, der bare lige skulle mødes og spille lidt. Det er både deres styrke og deres svaghed.
Deathloop foregår som en morderisk Groundhog Day, hvor hovedpersonen Colt balancerer mellem hukommelsestab og den forbandelse, at være den eneste, som husker, hvad der foregår. Et eksistentielt paradoks forklædt som et actionspil.
Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg var færdig med spil, der prøver at slå mig ihjel for sjov. Men så kom Silksong. Og pludselig sad jeg der igen – med svedige håndflader, kaffe på bordet og en følelse af, at verden udenfor kunne vente. Det er et spil, der ikke beder om din tid, men kræver din tålmodighed. Og når du endelig rammer rytmen, er det som at huske, hvorfor du overhovedet begyndte at spille.
Tinderbox er den slags festival, hvor du både kan råbe med på Basket Case, tude til Love on the Brain, og glemme dit livs dårlige beslutninger i et pariserhjul over Odense. Det er ikke bare en musikfestival – det er en slags sensorisk eksplosion, hvor pop, rock og techno blander sig med fadøl, glimmer og solskin på dåse.
Jeg ville egentlig have afskrevet hele Alien-franchisen for længst. Det er svært ikke at miste troen, når noget, man elsker, bliver pillet ved igen og igen, som et gammelt sår, der aldrig får ro. Men Alien: Earth gør noget, jeg ikke troede muligt: Den får mig til at tro på det mørke igen.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
Enten er du der for at pjække. Eller også er du der for at finde arbejde. Jeg ved ikke, hvad jeg selv lavede på TechBBQ, men jeg gik derfra med et par gratis strømper og en eksistentiel kvalme, jeg stadig ikke er kommet mig over.
Jeg kan huske dengang, hvor det var tydeligt, når bands blev kendt på Myspace. De havde en særlig energi, som fulgte dem ind på scenen. Onsdag aften i Lille Vega lærte jeg, hvad der sker, når man er blevet kendt gennem YouTube.
Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
Jeg havde egentlig bare sat et kryds ved Uro i programmet, fordi jeg huskede den video, hvor han og Suspekt “freestyler” over deres hit “Tænker ik på andre”. Tanken var at kigge forbi, høre et par tracks og så gå videre. Men solen stod skarpt, energien var umulig at ignorere – og pludselig stod jeg dér, svajende og fuldstændig opslugt.
Først og fremmest: stor respekt til Wonderfestiwall for international booking i den kaliber. Anastasia på plakaten er både stort og nostalgisk – faktisk kunne hun lige så godt have været hovednavnet på Tivolis lineup til Fredagsrock. Hun var nærværende, energisk og det stik modsatte af et udspilet show. Med otte musikere på scenen blev der ikke sparet på noget.
Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
Det begyndte med mudder op til anklerne og bukser, der klistrede som en dårlig beslutning. Efter de første 25 kindkys med folk, man måske kendte engang fra et tidligere liv på en mørk natklub, nåede jeg knap at tage første slurk naturvin, før hele pladsen begyndte at dirre af forventning. Man må give publikum på festivalen ti stjerner for at være åbne for at opleve noget nyt – for lad os være ærlige, 99 % var der for at se Justice klokken 22.40. Og da de gik på, stod det klart: Det her var ikke bare endnu en koncert. Det var en rave-messe, forklædt som festival.
Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
