Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
Tag til Danish Coffee Festival, hvis du er nysgerrig på kaffehåndværk, maskiner og mikrokosmosset omkring moderne kaffekultur – og har lyst til at blive inspireret. Bliv hjemme, hvis du primært drikker kaffe for vanens skyld og foretrækker en god kop uden at skulle kunne forklare den i haiku-form, og du ikke har en stærk mening om kastanjenougattoner.
Der er koncerter, der bliver spillet – og koncerter, der sker. Holdo i Ideal Bar var det sidste: mørk, tæt og fysisk. Elektronisk musik uden forklaringer, uden distance. Bare kroppe i bevægelse og en rastløs energi, der nægtede at slippe rummet.
Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
Efter mere end tre års ventetid vender Stranger Things tilbage med sin femte og afsluttende sæson. En finale, der lover svar, forløsning og et sidste opgør i Hawkins – og som leverer på skala, effekter og fanservice. Men jo større serien er blevet, jo sværere har den haft ved at holde fast i sin kerne. Sæson 5 er et ambitiøst, ofte underholdende, men også rodet farvel til et univers, der engang levede af mystik, enkelhed og ægte uhygge – og som nu kæmper med vægten af sin egen succes.
Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
Jeg havde egentlig glemt, hvor langsomt et spil kan være – og stadig føles intenst. Metroid Prime 4: Beyond er ikke interesseret i at please nogen algoritme eller holde dig konstant underholdt. Det vil have din tid, din tålmodighed og din opmærksomhed. Og hvis du giver det, får du noget, der føles sjældent i 2025: et spil, der tør stole på stilhed, struktur og tyngde.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
At se Now You See Me 3 i 2025 føles lidt som at åbne en tidskapsel, ingen har savnet, men alligevel stå og fnise, når der vælter gamle kendisser ud af den. Det er ikke et comeback, verden har gået og bedt universet om – men det er et, der prikker én på skulderen og minder dig om, hvorfor det her hold engang var kult… og hvorfor du stadig falder for deres tryllerier, selvom du egentlig burde være blevet for gammel til det.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
Jeg troede, jeg var færdig med hævnspil. Færdig med samuraifortællinger og mænd i slowmotion, der råber til himlen, mens blodet sprøjter i æstetiske buer. Men Ghost of Yōtei føles anderledes. Det lugter af stål og regn, føles som et zen-digt forklædt som blodbad og formår, på en eller anden måde, at gøre hævn smuk. Det er sjældent, et spil får mig til at sænke tempoet og bare kigge. Men her sidder jeg, midt i et japansk bjergpas, med controlleren i hånden og fornemmelsen af, at det ikke bare er fjender, jeg bekæmper, men mig selv.
Todd Rundgren gæstede Amager Bio tirsdag aften med et show, der bevægede sig mellem storladne guitarsoloer, teatralske fagter og blæserarrangementer så aparte, at man måtte overgive sig. En koncert, der mindede os om, at alsidighed ikke behøver at betyde ufokus — når det bliver udført af en, der har levet hele musikhistorien på én gang.
Det var som at stå midt i et ritual. Ikke en koncert, ikke et farvel, men en slags elektronisk ceremoni, hvor tre mænd, der engang lød som fremtiden, for en sidste gang forsøgte at indhente den.
Jeg har altid identificeret mig selv som gamer. Ikke den slags gamer, der råber i headset eller samler trofæer – men den eksistentielle slags, der spiller for at overleve hverdagen. Fra min barnlige længsel efter en Stone of Jordan i Diablo II til mine over tusind timer i Call of Duty under lockdown, har gaming altid været mit frirum. Men da jeg blev far, blev gaming noget nyt. Det blev terapi. Et fristed, hvor jeg kunne sidde med min søn på skødet, controlleren i hånden og mærke, at vi faktisk var i sync for første gang den uge. Og så kom Astro Bot.
Jeg ved ikke, hvad der er mest absurd: at jeg har set en K-pop-anime-musical to gange på én uge – eller at jeg elskede den. KPop Demon Hunters er muligvis den bedste film, jeg har set i 2025, og det føles som en indrømmelse, jeg bør skrive under pseudonym. Jeg gik ind i den med samme forventning, som man har, når en ven insisterer på, at man “bare lige skal se en YouTube-video.” Og jeg gik ud igen med tårer i øjnene og tinnitus af trap-beats.
Jeg havde virkelig håbet, at Spike Lee og Denzel Washingtons første samarbejde siden Inside Man ville være et comeback. Men Highest 2 Lowest føles som et prestigeprojekt med hukommelsestab – en film, der vil være samfundskommentar, thriller og musikvideo på én gang. Og mister sig selv i forsøget.
Jeg har set mange bands i Royal Arena, men sjældent et, der på samme tid kunne virke så velsmurt og så improviseret. OneRepublic har milliarder af streams på samvittigheden, men opfører sig stadig som en flok gamle klassekammerater, der bare lige skulle mødes og spille lidt. Det er både deres styrke og deres svaghed.
Deathloop foregår som en morderisk Groundhog Day, hvor hovedpersonen Colt balancerer mellem hukommelsestab og den forbandelse, at være den eneste, som husker, hvad der foregår. Et eksistentielt paradoks forklædt som et actionspil.
Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg var færdig med spil, der prøver at slå mig ihjel for sjov. Men så kom Silksong. Og pludselig sad jeg der igen – med svedige håndflader, kaffe på bordet og en følelse af, at verden udenfor kunne vente. Det er et spil, der ikke beder om din tid, men kræver din tålmodighed. Og når du endelig rammer rytmen, er det som at huske, hvorfor du overhovedet begyndte at spille.
Tinderbox er den slags festival, hvor du både kan råbe med på Basket Case, tude til Love on the Brain, og glemme dit livs dårlige beslutninger i et pariserhjul over Odense. Det er ikke bare en musikfestival – det er en slags sensorisk eksplosion, hvor pop, rock og techno blander sig med fadøl, glimmer og solskin på dåse.
Jeg ville egentlig have afskrevet hele Alien-franchisen for længst. Det er svært ikke at miste troen, når noget, man elsker, bliver pillet ved igen og igen, som et gammelt sår, der aldrig får ro. Men Alien: Earth gør noget, jeg ikke troede muligt: Den får mig til at tro på det mørke igen.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
