Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
En udsolgt Falkoner Sal med venteliste fik en aften med Beth Hart, når hun er allerbedst: rå, sårbar, kompromisløs og med en vokal, der kan få selv de mest garvede koncertgængere til at overgive sig.
Ali G er tilbage, og jeg havde glemt, hvor morsomt det er at se en mand uden situationsfornemmelse styre et helt rum. Sacha Baron Cohen sender ham til USA. Det bliver omtrent så anstændigt, som man kunne frygte.
Klokken er 00.15. Familien sover, og jeg er egentlig på vej i seng. Jeg skal bare lige se, hvad min kodeagent har gang i. For 29. gang i dag logger jeg ind i Firebase.
En virus har lagt civilisationen ned, og piloten Hig overlever sammen med sin hund og en svært bevæbnet mand, der virker ganske tilfreds med befolkningsnedgangen. Et mystisk radiosignal lover noget bedre derude. Jeg var klar på hele pakken. Undervejs begyndte jeg at ønske, at de bare var blevet hjemme.
Julefilm har en sær status. Den lever på nostalgi, på gensynets komfort og på den lille, næsten komiske tro på, at december stadig kan ryste noget nyt ud af ærmet. “Jagten på Julens Magi”, er norsk og bygger på Thorbjørn Egner og Qvisten Animations velkendte lune og digitale streger. Det er ikke en stor, larmende julemaskine. Heldigvis. Den vil hellere være en lille, varm fortælling for børn, der stadig tror på nisser, og for voksne, der måske gør det lidt mindre, men ikke helt har opgivet håbet.
En vejrvært begynder at tale et umenneskeligt sprog på direkte tv, mens en whistleblower flygter med beviser på, at vi aldrig har været alene i universet. Emily Blunt og Josh O’Connor står midt i Steven Spielbergs store afsløring. Jeg havde glædet mig til at få min verdensopfattelse rystet. Undervejs begyndte jeg i stedet at tælle mine popcorn.
Jeg er en af dem, der tager på Louisiana i tide og utide, fordi jeg godt kan lide at være deroppe. Jeg læser lidt på forhånd, ser udstillingerne og lægger et par billeder på Instagram, så folk tror, jeg er dannet. Ofte bruger jeg lige så lang tid i museumsbutikken. Den er fremragende.
Kan en superheltefilm stadig føles som en film og ikke bare som en franchise, der har fået adgang til for meget strøm? Spider-Man: A Brand New Day forsøger i hvert fald at svare ja. Tom Holland vender tilbage som Peter Parker, og efter årene med multivers, støj og digital konfetti er det næsten befriende, at serien igen tør være lille nok til at føles menneskelig.
Anthony Bourdain blev for mange selve billedet på den tænksomme globetrotter, der kunne tale om mad som om det var eksistentiel nødudgang. Før hans tidlige død fyldte han flow-tv med rejseprogrammer, hvor verden blev serveret i langsomme bidder og med filosofisk efterklang. Nu har A24 og Matt Johnson lavet “Tony”, der ikke forsøger at fortælle hele historien, men i stedet zoomer ind på et afgørende punkt: øjeblikket hvor en rodløs fantast begyndte at ligne den mand, vi siden lærte at kende.
Black metal er tit højt og skrigende, fyldt med corpse paint, og kan være vældig symfonisk. Kombiner alt dette med både skjulte og tydelige sataniske metaforer, og nogle bandmedlemmer med navne, hvor de sagtens kunne være i familie med Diablos mindre onde slægtninge, og du er nogenlunde up to speed med, hvad der foregår.
Jeg havde egentlig ikke brug for flere argumenter for at se Chris Pratt rejse verden rundt og gøre voldsom skade på mennesker med dårlige intentioner. Men så kom Dar Salim med en klaverstreng. Anden sæson af Terminallisten er mørkere, større og fuldstændig urimeligt underholdende. Jeg køber det hele. Også selvom jeg indimellem har glemt, hvad det egentlig er, vi skal redde.
Hvad gør man, når Christopher Nolan kaster sig over Homers Odysseen med et uhørt skuespiller ensemble og IMAX-kameraer over hele linjen? Man sætter sig i biografsædet, spænder hjelmen og håber, at overmodet bliver til stor kunst i stedet for bare stor lyd. The Odyssey er ikke lavet til at småsnakke med os. Den vil noget mere stædigt, mere højstemt, mere risikabelt — og det er præcis dér, filmen får sin kraft.
Man kan fortælle et liv gennem kærlighedsforhold, arbejdspladser og de mennesker, man mister. I Laura Ringos Nogen der kender nogen bruger fortælleren også adresserne. Hvem ejer værelset? Hvor længe må man blive? Og hvor meget taknemmelighed følger med huslejen? Det er en morsom og skarp bog om alt det, et hjem bestemmer over.
Netflix har tilsyneladende forstået, at vi lever i en tid, hvor en film skal fange os, inden vi når at finde telefonen frem. The Whisper Man spilder ikke mange sekunder på høfligheder. Uhyggen kommer først, forklaringerne bagefter. Og selv om historien undervejs får problemer med sin egen logik, var jeg glimrende underholdt. Det er en af den slags film, hvor man gerne tilgiver lidt for meget, så længe man ikke skal ud på gangen alene.
Der er noget ved Gamle Scene, som får selv den mest snakkesalige koncertgæst til at tie stille. Søndag aften den 18. oktober fejrede Cæcilie Norby sine år på Blue Note Records i de smukke rammer på Det Kongelige Teater. Med et fremragende band, gæsten Randy Brecker og en stemme af sjælden styrke blev det en aften, hvor musikken fik al den plads, den fortjente.
Næsten ti år efter, at Girls sluttede, har HBO bestilt fem nye afsnit med Lena Dunham og de centrale skuespillere. Produktionen går efter planen i gang i 2027, og historien er endnu ikke afsløret. Men genforeningen stiller allerede et bedre spørgsmål end, hvem der stadig taler med hvem: Kan en serie, der levede af sine hovedpersoners selvoptagethed, blive lige så skarp, når de ikke længere kan undskylde sig med at være unge?
Før “gaming” blev et ord stod Street Fighter II som ren åbenbaring på en CRT-skærm. Capcoms serie har siden levet et langt, ujævnt liv på spil, film og animationer, og nu lander 2026-udgaven som endnu et forsøg på at gøre verdens mest berømte næveslag til biografunderholdning.
Deep Purple er et af de bands, der ikke behøver nogen stor introduktion. Med klassikere som Smoke on the Water og Highway Star har de skrevet sig ind i rockhistorien, men spørgsmålet er, hvor meget der stadig er tilbage, når legenderne går på scenen mere end et halvt århundrede senere. Svaret er heldigvis en hel del - også selvom mikrofonen ikke er tændt fra start.
Det er efterårsferie, og jeg er på barsel. Så vidt jeg ved, er det stadig ikke socialt acceptabelt at tage en ti måneder gammel baby med på Bada Bing. Hvilket er ærgerligt. Hun er efterhånden blevet ret god til at sidde selv, og jeg tror faktisk, vi kunne have haft en glimrende eftermiddag.
Jeg var egentlig overbevist om, at The Terminal List var endnu en af de actionserier, streamingtjenesterne tilsyneladende får leveret på paller. Chris Pratt spiller en traumatiseret elitesoldat, der overlever en katastrofal mission og begynder at opsøge de ansvarlige. Otte afsnit senere sad jeg med en mistænkelig længsel efter Blockbuster og den tid, hvor en mand på et filmcover kunne løse alle verdens problemer. Som regel ved at skabe nogle betydeligt større.
Placebo fejrede 30 år med et gensyn med sangene fra de to første album i K.B. Hallen den 24. oktober. Brian Molko bad publikum lade telefonerne blive i lommen, og folk lyttede faktisk. Men selv om nostalgien og lysshowet havde gode betingelser, blev det svært for bandet at holde fast i nærværet. Især da koncerten skulle slutte.
Jeg starter en superhelteserie for at få kløet min superheltekløe. Det virker som en rimelig forventning. I Lanterns på HBO Max bliver den rutinerede Hal Jordan og lærlingen John Stewart sendt ud for at efterforske en forbrydelse i Rushville, Nebraska. Kyle Chandler og Aaron Pierre spiller de to rumlovmænd, hvis ringe giver dem enorme kræfter. Efter otte afsnit er jeg mest imponeret over min egen tålmodighed.
Et logo kan være så velkendt, at vi næsten holder op med at se det. På Designmuseum Danmark har Kontrapunkt fået sin første museumsudstilling, og pludselig bliver de symboler, vi normalt skynder os forbi, genstand for nærmere undersøgelse. Bag dem ligger fire årtiers arbejde med at forme vores blik på virksomheder og institutioner. Men hvem bestemmer egentlig, hvornår en betalt designopgave bliver til fælles kulturarv?
Jeg kom for at blive tævet igennem af bas og gik hjem med følelsen af at være blevet smidt ud af min egen fest. Lørdag den 10. oktober spillede Farveblind for et udsolgt Lille VEGA, og den københavnske trio leverede en ravepunkfest, der var både voldsom, morsom og musikalsk knivskarp. Men da festen endelig havde fået fat, var den allerede ved at være slut. Det kostede den sjette stjerne.
Danielle Dahlhus tager fat på tabuiserede emner i comedyshowet "Det må du ikke sige" på Up Festival. Med en naturlig sceneoptræden og sans for det groteske får hun publikum med, men der er også plads til at lade eftertanken fylde lidt mere.