Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
Jeg ville egentlig have afskrevet hele Alien-franchisen for længst. Det er svært ikke at miste troen, når noget, man elsker, bliver pillet ved igen og igen, som et gammelt sår, der aldrig får ro. Men Alien: Earth gør noget, jeg ikke troede muligt: Den får mig til at tro på det mørke igen.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
Jeg kan huske dengang, hvor det var tydeligt, når bands blev kendt på Myspace. De havde en særlig energi, som fulgte dem ind på scenen. Onsdag aften i Lille Vega lærte jeg, hvad der sker, når man er blevet kendt gennem YouTube.
Jeg havde egentlig bare sat et kryds ved Uro i programmet, fordi jeg huskede den video, hvor han og Suspekt “freestyler” over deres hit “Tænker ik på andre”. Tanken var at kigge forbi, høre et par tracks og så gå videre. Men solen stod skarpt, energien var umulig at ignorere – og pludselig stod jeg dér, svajende og fuldstændig opslugt.
Først og fremmest: stor respekt til Wonderfestiwall for international booking i den kaliber. Anastasia på plakaten er både stort og nostalgisk – faktisk kunne hun lige så godt have været hovednavnet på Tivolis lineup til Fredagsrock. Hun var nærværende, energisk og det stik modsatte af et udspilet show. Med otte musikere på scenen blev der ikke sparet på noget.
Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
Det begyndte med mudder op til anklerne og bukser, der klistrede som en dårlig beslutning. Efter de første 25 kindkys med folk, man måske kendte engang fra et tidligere liv på en mørk natklub, nåede jeg knap at tage første slurk naturvin, før hele pladsen begyndte at dirre af forventning. Man må give publikum på festivalen ti stjerner for at være åbne for at opleve noget nyt – for lad os være ærlige, 99 % var der for at se Justice klokken 22.40. Og da de gik på, stod det klart: Det her var ikke bare endnu en koncert. Det var en rave-messe, forklædt som festival.
Nu er det anden gang på under en måned, jeg ser Charli XCX – sidst i Paris, smadret af et himmelsk skybrud, og her i Roskilde under stor regn. Det føles, som om gud har bedt os om at opleve hende i stormvejr – og jeg er godt klar til at råbe “AMEN.”
Hun har skrevet soundtracket til en hel generation af hjertesorg – men på Orange Scene lød det mest som en eksamen i amerikansk pop. Det var stort, sødt og lidt for strømlinet. Og måske netop derfor blev det aldrig rigtig farligt.
Vi gik forbi Arena for at nå Tyla. Det gjorde vi så ikke. For Nine Inch Nails hev os ind som en magnetisk kraft, og pludselig stod vi midt i en maskinel messe for vrede, melankoli og lysdesign.
Det lignede noget stort. Noget tænkt. Noget med trappe, budskab og dansere og Orange Scene. Men da konfettien havde lagt sig, sad jeg tilbage med en følelse af… vent, hvad var det egentlig, jeg lige havde set?
Enten er du der for at pjække. Eller også er du der for at finde arbejde. Jeg ved ikke, hvad jeg selv lavede på TechBBQ, men jeg gik derfra med et par gratis strømper og en eksistentiel kvalme, jeg stadig ikke er kommet mig over.
Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
Normalt løber vi kun rundt i mudder, hvis det er på en festival. Men denne gang skal vi til OCR – Obstacle Course Racing på Reffen. Og nej, vores OCD hjælper os intet her.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom tør noget, de fleste spil ikke gør: at stole på din fantasi. Der er ikke ét rigtigt svar – kun dine egne. Det er frihed som leg, hvor selv de skøreste løsninger virker, fordi de er dine. Man starter forvirret og ender forelsket.
Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
En terapeut dropper filteret og siger præcis, hvad han mener – med uventede resultater. “Shrinking” blander humor og hjertevarme i en rørende fortælling om sorg, venskab og forandring.
Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
Damon Albarn har efterhånden flere Roskilde-stempler i sit pas end nogen anden nulevende brite. Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen – og så den her: Africa Express. Som en form for humanitær musikstormagt med Albarn som FN-generalsekretær og sitrende øjne. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg oplevede – men jeg vil gerne stemme på det.
