Tomodachi Life: Living the Dream

Det første, der rammer mig ved Tomodachi Life: Living the Dream, er ikke nostalgi, men en slags mild panik. Spillet prøver ikke at være endnu en stor livssimulator i stil med The Sims. Det vil noget langt mere skævt. Hvor andre spil forsøger at kontrollere hverdagen, føles Tomodachi Life mere som et eksperiment, hvor alle figurerne har fået lov til selv at skrive reglerne.

Det er også her, spillet finder sin identitet. Du skaber karakterer, men de bliver hurtigt mere end bare tomme avatarer. Du kan forme dem efter venner, ekskærester, familiemedlemmer eller fuldstændig absurde idéer og give dem særheder, hobbyer og temperamenter, der gør dem til små sociale katastrofer. Det sjove opstår næsten øjeblikkeligt, fordi spillet hele tiden minder dig om, hvor mærkelige mennesker egentlig er — især når de bliver sat sammen med de forkerte personer.

Samtalerne er overraskende vellykkede. De fungerer ikke som klassiske dialogtræer, men mere som små sociale sammenstød med deres egen komiske logik. To figurer, der aldrig burde tale sammen, kan pludselig ende i en absurd diskussion, som bliver dagens højdepunkt. Det er fjollet, men også mærkeligt troværdigt.

Spillet lever ikke af historie, action eller progression i traditionel forstand. Det lever af situationer. Af mærkelige hobbyer, pinlige øjeblikke og relationer, der udvikler sig i uforudsigelige retninger. Det føles mindre som at “vinde” et spil og mere som at holde øje med en lille ø fyldt med mennesker, der konstant overrasker dig.

Noget af det bedste er timingen. En figur kan være i perfekt humør det ene øjeblik og skabe komplet kaos det næste. Der er næsten noget teatralsk over det — ikke stor dramatik, men den slags akavede energi, hvor én person kan ødelægge stemningen i et rum med en enkelt kommentar. Spillet har gjort den menneskelige akavethed til en mekanik, og det fungerer langt bedre, end det burde.

De 16 personlighedstyper er vigtigere, end de først virker. De sørger for, at øen aldrig bliver statisk. Der er altid friktion, misforståelser og små konflikter, som holder verden levende. Man vender ikke tilbage for at “færdiggøre” noget, men for at se, hvad figurerne finder på næste gang.

Det er også her, spillet bliver mere ambitiøst, end man først tror. Under al den fjollede humor ligger der faktisk en ret præcis forståelse af sociale dynamikker. Nogle figurer ender automatisk som centrum for opmærksomheden, mens andre glider ud i periferien. Nogle relationer udvikler sig naturligt, mens andre konstant bryder sammen over de mest latterlige småting. Det føles næsten som et miniatureeksperiment i menneskelig adfærd.

Samtidig er der noget befriende ved, at spillet ikke hele tiden prøver at presse spilleren fremad. Der er ingen konstant jagt på effektivitet eller optimering. Man får lov til bare at observere. Til at rode rundt i sit eget lille univers og se, hvordan det udvikler sig. I en tid hvor mange spil konstant forsøger at fastholde spilleren med progression, battle passes og endeløse belønninger, føles det overraskende afslappende.

Jeg savner dog lidt flere muligheder for at dele kaosset online. Spillet føles oplagt til at udveksle figurer, øer og absurde scenarier med andre. Men måske er det netop pointen, at Tomodachi Life holder fast i noget mere privat og mærkeligt intimt.

Og det er i sidste ende spillets største styrke. Det prøver ikke at være episk eller realistisk. Det vil hellere være en maskine til sociale ulykker og mærkelige øjeblikke. Når det virker, er det svært ikke at blive revet med — ikke fordi man bliver følelsesmæssigt knust, men fordi man pludselig sidder og griner af en digital figur og tænker: “Ja, selvfølgelig ville den person gøre præcis dét.”