Der var en særlig afslappet stemning i Royal Arena, da Eros Ramazzotti gik på scenen. Ikke fordi publikum var uengageret – tværtimod – men fordi alle allerede vidste, hvad de var kommet for. Man behøver nemlig ikke forstå italiensk for at forstå Eros Ramazzotti. Man skal bare have levet længe nok til, at hans musik på et tidspunkt har sneget sig ind i ens liv.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Det er i virkeligheden ret imponerende, hvor ubesværet Eros Ramazzotti stadig kan fylde en arena. Ingen opvarmning, ingen lang dramaturgisk opbygning. Han gik bare på scenen og begyndte at spille.
To timer senere stod man tilbage med følelsen af at have været i selskab med en mand, der har eksisteret i popmusikkens kredsløb i mere end 40 år – og som stadig ser ud til at nyde det.
Scenen var fyldt. Ikke bare visuelt, men musikalsk. Ramazzotti havde 12 musikere med sig, og lydbilledet var både fyldigt og dynamisk. Især én figur stjal opmærksomheden: saxofonisten Marco Scipione. Iført den type hat, der kun klæder to mennesker i verden – saxofonister og Samuel L. Jackson – leverede han en serie af varme, næsten filmiske saxofonpassager.
Men han var ikke kun saxofonist. Undervejs skiftede han ubesværet til både tværfløjte og klarinet og lagde et ekstra lag af farver oven på Ramazzottis poprock-univers.
Repertoiret var, som man kunne forvente, næsten udelukkende på italiensk. Indimellem gled der enkelte engelske fraser ind, men det virkede næsten som en formalitet. Publikum havde ikke brug for oversættelse.
Det var en koncert, der konstant balancerede mellem fest og eftertænksomhed. Mellem arena-pop og intime øjeblikke. Ramazzotti leverede også sine klassiske små publikumsstunts – blandt andet da han med sit karakteristiske, let gebrokne dansk råbte: “HVUADAN HA DU DED?”
Publikum grinede. Ramazzotti grinede. Og så fortsatte koncerten.
“Super tak,” sagde han flere gange i løbet af aftenen. En lille catchphrase, der hurtigt blev en del af rytmen mellem numrene.
Musikerne omkring ham fik også masser af plads. Guitaristerne leverede soloer, der sagtens kunne have stået i en rockkoncert, og Ramazzotti selv greb også guitaren undervejs. Blandt andet i en smuk version af “Se bastasse una canzone”.
Allerede fra det andet nummer bevægede han sig ned blandt publikum. En klassisk arena-manøvre, men stadig effektiv. Der var ikke mange i nærheden, der ikke forsøgte at få et billede med den italienske superstjerne.
På de forreste rækker stod en gruppe italienske fans, der udstrålede en særlig form for national stolthed. Den slags publikum, der sandsynligvis har været forbi Mangia før koncerten – og bagefter kan diskutere i timevis, hvorfor pastaen stadig ikke helt smager som hjemme i Napoli eller Bologna.
Der opstod også små øjeblikke af spontanitet. Under en sang faldt Ramazzotti i snak med folk på første række, mens Marco Scipione også deltog i den sociale interaktion.
Det er ikke mange kunstnere, der kan håndtere autografjagten i fronten af scenen og samtidig synge med fuld intensitet. Ramazzotti kan.
De tre kvindelige korsangere fik også plads til at træde frem. Undervejs skiftede de positioner på scenen og indgik i duetter med Ramazzotti. Det gav en dynamik, man ikke altid ser i arenaopsætninger, hvor korsangere ofte forbliver i baggrunden.
Trommeslageren og percussionisten sørgede for et konstant driv, og hele bandet lød stramt og velkoordineret.
Det hele fungerede.
Under første ekstranummer opstod endnu et af de små øjeblikke, der gør livekoncerter interessante. En italiensk fan på første række fik lov til at synge med. Ramazzotti stod i sit eget merchandise – en praksis, der i andre musikmiljøer kunne være en mindre stilforbrydelse.
Her virkede det bare charmerende.
På et tidspunkt tog han sin kasket af og gav den til en yngre fan. Den slags små gestusser virker måske banale, men de fungerer i arenaformatet.
Til det sidste nummer, kæmpehittet “Più bella cosa”, trak Ramazzotti sin egen telefon frem og filmede publikum. Det var et lidt surrealistisk øjeblik. Et publikum, der filmer kunstneren – og en kunstner, der filmer publikum.
Man kunne næsten ikke lade være med at tænke på, hvor mange telefonbagsider der efterhånden udgør koncertoplevelsen.
Eros Ramazzotti har været en af Italiens største musikstjerner i fire årtier, og intet tyder på, at han er færdig endnu.
Koncerten i Royal Arena var på mange måder en rutineopgave. Men det var rutine i den gode betydning. Den slags rutine, der kommer af erfaring, sikkerhed og et katalog af sange, der stadig fungerer.
Det var en aften fyldt med rytme, charme og en smule italiensk selvironi.
Og hvis man næste gang ser navnet Eros Ramazzotti på en plakat, er det værd at huske: Man går ikke bare til koncert.
Man går til en fest.
Og den fest ved han stadig præcis, hvordan man holder.
