Anastasia fylder scenen – stort, men ikke helt os

Der er noget fascinerende over den slags bookinger. Den internationale popstjerne, der måske ikke længere fylder de største arenaer, men stadig har bagkatalog nok til at få et helt publikum til at synge med. Det er en booking, der både giver prestige og tryghed: vi kender sangene, vi kender stemmen, vi kender fortællingen. Det er sikkert, men det er også sjovt – og det er lige præcis den type træk, der gør Wonderfestiwall til mere end bare endnu en dansk festival med Tessa, Magtens Koridorer og Blæst på plakaten.

Anastasia er en sangerinde, man næsten ikke kan tale om uden at nævne ordet “hits”. Ikke fordi hun har en endeløs række, men fordi de få hun har, er så definerende for en hel periode. Not That Kind of Girl, Paid My Dues, Left Outside Alone – det er titler, der nærmest er skrevet direkte ind i hukommelsen på alle os, der havde MTV kørende i baggrunden i start 00’erne. Når de bliver spillet live, føles det næsten som at træde ind i en form for karaoke-fællesskab, hvor vi alle sammen kan teksten, men glemmer de vers, vi aldrig helt fattede.

Der var dog også huller i kataloget. For selv en sangerinde af Anastasias kaliber har brug for at fylde ud, når sættet strækker sig længere, end Spotify’s top fem mest streamede. Her blev vi præsenteret for både lidt ekstra snak og interaktion – øgenavne til bandmedlemmerne, små kommentarer, der virkede en smule malplacerede, og et par improviserede indslag, som nok fungerede bedre på papiret end i praksis.

Og så var der covernumrene. Et 90’er-medley med Backstreet Boys, en tur igennem Sweet Child O’ Mine – klassikere, som kan vække lige dele glæde og skepsis. Netop Sweet Child O’ Mine fungerede overraskende godt. Man husker måske stadig den berygtede Anastasia/Céline Dion-fadæse, hvor et cover ramte helt ved siden af, men denne aften lykkedes hun. Ikke fordi hun overgik Guns N’ Roses (det er der trods alt ingen, der gør), men fordi hun gjorde det med overskud, respekt og uden at falde i cringe-fælden. Det var et af de øjeblikke, hvor man mærkede, at hun stadig kan.

Lyden var til gengæld en fornøjelse. Hvor flere andre koncerter på festivalen kæmpede med at balancere decibel og klarhed, stod Anastasia skarpt. Hendes vokal fik lov til at bære igennem uden at drukne i bandet, og energien på scenen var ikke til at tage fejl af. Der var både nærvær og engagement, og det var aldrig et show, der føltes mekanisk. Hun gav alt – og det skal hun have kredit for.

Alligevel blev det ikke helt vores koncert. Og det er måske i virkeligheden ikke hendes skyld. For hvad gør man, når nostalgiens kraft ikke er nok til at flytte noget i nuet? Når de store øjeblikke føles som gensyn mere end som nye oplevelser? Vi fik sangene, vi fik showet, vi fik energien – men vi fik aldrig den fornemmelse af at være revet med.

Og det er måske også festivalens udfordring: at præsentere et navn, der er stort nok til at skabe hype, men ikke nødvendigvis relevant nok til at røre os helt. Anastasia passede perfekt ind i fortællingen om Wonderfestiwall som festival, men for os var det en koncert, man går glad fra uden at føle, man har oplevet noget, der ændrer én.

Refleksion:

Koncerter som denne får en til at tænke over, hvad vi egentlig søger i musik. Er det følelsen af at genkende os selv i gamle hits? Eller er det behovet for at blive rykket et sted hen, hvor vi ikke har været før? Anastasia gav os trygheden, nostalgien og professionalismen. Og hun gjorde det godt. Men hun tog os ikke et nyt sted hen.

Vi kunne synge med, vi kunne grine af de små quirks, vi kunne nyde lyden – men vi kunne ikke helt elske det. Som hendes egen musik antyder: I’m Outta Love. Lidt sådan føltes det til sidst.

‍