Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Path of Exile 2 er et spil, man vender tilbage til som et ritual. Ikke nødvendigvis dagligt – men på den måde, man vender tilbage til en yndlingsbar, hvor bartenderen aldrig helt husker ens navn, men altid hælder en øl op, som om man gjorde. Og med 0.3.0 er det som om Grinding Gear Games har ombygget hele baren, smidt dartskiven ud, sat nye lamper i loftet og endelig gjort det til et sted, man gider blive hængende.
PoE2 har altid haft ry for at være ARPG’ernes Excel-ark – et spil, hvor hver eneste build føles som en opgave i lineær algebra. Det er et spil, hvor folk med alvorlige YouTube-kanaler bruger flere timer på at forklare én ændring i atlas-træet, som om det var et politisk indgreb i finansloven. Jeg har aldrig været den type spiller. Jeg er CDG. Jeg trykker på knapperne, smadrer nogle monstre, og håber på, at loot’et, jeg samler op, ikke er helt ubrugeligt.
Men 0.3.0 ændrer noget fundamentalt. Det føles for første gang som en beta, der er tæt på at være et spil. Act 4 – “The Third Edict” – sender dig til Karui-øerne, og det er overraskende ambitiøst. For første gang kan du selv vælge rækkefølgen på øerne, og det giver en frihed, man ikke plejer at forbinde med PoE’s nærmest sadistiske struktur. Pludselig føles det mere åbent, mere organisk. Som om udviklerne faktisk har tænkt: “Hvad nu, hvis vi lader folk have det lidt sjovt?”
Og sjov er kodeordet. For support-gem-systemet er blevet blæst helt åbent. Hvor man før var begrænset til én af hver support gem, kan du nu stable løs, som om du sad i et all-you-can-eat-buffet og tænkte: “Ja, jeg tager også lidt mere af det her, og fuck it, giv mig en ekstra omgang crit-chance på toppen.” Resultatet? Build-kaos. Balanceproblemer. Og præcis den slags anarki, der gør et ARPG værd at spille. Jeg ved ikke, om det er optimalt, men jeg føler mig som en gud, når mine evner pludselig eksploderer i alle retninger. Diablo ser ud som et børnespil ved siden af.
Den nye league – “Rise of the Abyssals” – er et kapitel for sig selv. Abyssale fjender dukker op som uvelkomne gæster til en privatfest og smider loot på gulvet, før de forsvinder. Well of Souls og Abyssal Troves introducerer endnu flere lag til crafting og gear. Det er på én gang dragende og komplet uforståeligt. Jeg ved, at der findes folk på Reddit, der kan skrive hele essays om, hvorfor en abyssal modifier er “S-tier” – jeg selv ser bare en ny farve på skærmen og tænker: “Det må være godt.” Og det er nok.
Balanceændringerne er omfattende: karakterklasser er justeret, bossers liv er trimmet, passive træet er tweaket, og selv item-systemet føles mere dynamisk. Der er ingen tvivl om, at Jonathan Rogers og co. har set kritikken fra 0.2.0 og sagt: “Okay, vi fuckede lidt op – lad os lave det om.” Resultatet er en patch, der føles som en kæmpe tilståelse og et kæmpe løft på én gang.
Men lad os tale om det virkelige: Hvordan føles det at spille? Det føles som at sætte sig i en gammel lænestol, man ikke anede, man havde savnet. Jeg starter et nyt run, vælter ind i horder af fjender, spammer mine evner og ser skærmen eksplodere i farver, der ville give epilepsi-komitéen en lang dag på kontoret. Jeg ved ikke altid, hvad jeg laver, men jeg ved, at jeg laver det med stil.
Det er det smukke ved PoE2: det taler både til de hardcore og til CDG’erne. Hvis du vil bruge 40 timer på at optimere en build-guide, er der plads til dig. Hvis du vil hoppe ind i en times tid, nakke nogle monstre, få et nyt sværd og logge ud igen – så er der også plads til dig. Spillet dømmer dig ikke. Og i en genre, der ellers har det med at piske folk ind i metatvang, er det befriende.
YouTube er stadig fyldt med folk, der taler om “gemcutting” og “essence rework” i et sprog, jeg aldrig kommer til at forstå. Jeg lader dem om det. For mig handler PoE2 om følelsen af progression. Om at tænde spillet, slå noget ihjel, og tænke: “Det var det værd.” Det er simpelt. Og med 0.3.0 er det endelig sjovt igen.
Sammenligningen med Diablo er uundgåelig. Jeg er vokset op med Diablo, og det var dér, jeg lærte at elske ARPG-genren. Men PoE2 tager alt det, Diablo var, og siger: “Hvorfor nøjes?” Det er større, mørkere, mere komplekst – og ærligt talt, langt mere tilfredsstillende. Diablo er popcorn; PoE2 er en fem-retters menu, hvor du ikke helt forstår, hvad du spiser, men hvor smagen alligevel eksploderer i munden.
Lad os bare sige det sådan her…
Path of Exile 2 er stadig uhyrligt komplekst. Det er stadig spækket med systemer, jeg aldrig kommer til at mestre. Men det er også vanvittigt sjovt. 0.3.0 viser, at udviklerne lytter, og at de tør tage store skridt i en retning, hvor spillet kan være alt for alle. Det er stadig nørdet nok til de hardcore – men nu åbent nok til, at selv en CDG kan føle sig som en legende i Wraeclast. Og det, mine damer og herrer, er ikke nogen lille bedrift.
