KPop Demon Hunters

Jeg skal starte med en indrømmelse: Jeg er ikke typen, der har kaninører på eller samler på plastikfigurer med store øjne. Jeg har altid tænkt, at voksne mennesker, der ser anime, burde lære at gå en tur i skoven. På samme måde som dem, der ser dansk rap som kunst, eller techno som religion. Men sådan er vi jo forskellige, og KPop Demon Hunters ramte mig et sted, hvor jeg troede, jeg var immun: lige i det popkulturelle solar plexus.

Filmen er produceret af Sony Pictures Animation – de samme folk, der gav os Spider-Man: Into the Spider-Verse – og udgivet af Netflix, efter at Disney solgte rettighederne for 20 millioner dollars og droppede biografvisningen. Hvilket vel må betyde, at de ikke troede på projektet. Oh boy, hvor tog de fejl. På et tidspunkt, hvor alle streamingtjenester konkurrerer om, hvem der kan lave den mest deprimerende true-crime-serie, føltes det som en vitaminindsprøjtning at se noget farverigt, teatralsk og musikalsk – så overvældende, at man får lyst til at ringe til Max Martin og høre, om han har det okay.

Historien? Den lyder vanvittig, men den virker. Tre K-pop-superstjerner kæmper mod underverdenens dæmoner ved hjælp af deres stemmer, som skaber en beskyttende barriere – “the honmon”. Det er den slags sætning, man normalt ville afvise med et fnys, men her fungerer det. Det er så skamløst, så bombastisk, at man overgiver sig.

Og så er der musikken. Soundtracket hedder bare KPop Demon Hunters (Soundtrack from the Netflix Film) – ni originale numre skrevet og produceret af nogle af de største navne i branchen: Teddy Park (Blackpink, BIGBANG), 24, Ido, Jenna Andrews, Mark Sonnenblick og Ian Eisendrath. Sidstnævnte er musikproducer fra Broadway-verdenen, hvilket forklarer, hvorfor sangene faktisk har melodier og dramatisk kurve, i stedet for bare at lyde som TikTok-samples. Nummeret “Golden”, skrevet af Ejae og Sonnenblick, røg direkte på Billboard Hot 100 – som det første soundtracknummer fra en fiktiv K-pop-gruppe nogensinde. Det er ikke bare catchy; det er overmenneskeligt produceret pop, pakket ind i anime-estetik, som om Studio Ghibli havde fået en EDM-fase.

‍

‍

Visuelt er filmen en eksplosion. Animationen er håndtegnet og digital på samme tid, med tempo, der får Spider-Verse til at ligne en stille film. Farverne pulserer i rytme med musikken; hvert klip føles som et beat. Man får næsten ondt i hovedet – men på den måde, man får lyst til at se det igen bagefter. Og så er der de små detaljer: refleksioner i glasskår, neon-lys, bevægelser i koreografien, der rammer præcist på sekunderne. Det er som at være fanget i en musikvideo, hvor alt pludselig betyder noget.

Stemmerne gør resten. Arden Cho, May Hong og Ji-young Yoo lægger stemme til de tre hovedfigurer, og de spiller med en oprigtighed, som gør, at man glemmer, det hele handler om dæmoner og dans. Det føles som en musical, hvor karaktererne synger, fordi de ikke kan lade være.

Der er selvfølgelig øjeblikke, hvor det bliver for meget. Hvor animationen hyperventilerer, og plottet kaster endnu en magisk kugle i hovedet på dig, mens du stadig prøver at forstå, hvad “honmon-barrieren” egentlig er. Men det er netop charmen: den tager sig selv alvorligt nok til, at du ikke behøver. Den minder lidt om at tage en rutsjebane i Tivoli på LSD – igennem en regnbue – til 140 BPM K-pop med trap og 4x4 i gulvet.

Jeg troede, jeg ville gå derfra med tinnitus. I stedet gik jeg derfra med håb. KPop Demon Hunters er ikke kun pop og glitter; det handler også om identitet, frygt og at finde sin stemme – bogstaveligt talt. Når karaktererne bruger sang som våben, føles det ikke som et trick, men som et statement.

Der er en scene halvvejs inde, hvor hovedpersonen Atsu konfronterer sin egen dæmoniske dobbelgænger. Musikken stopper, kameraet zoomer langsomt ind, og man kan høre hendes vejrtrækning, før beatet eksploderer igen. Det er pop, men det er også kunst.

Det, jeg elsker, er, at filmen ikke prøver at gøre K-pop cool for os, der normalt hører The Weeknd. Den insisterer på, at K-pop allerede er cool – at vi bare har været for langsomme til at opdage det.

Det er svært at beskrive følelsen bagefter. Det er som at have set Spider-Verse, Kill Bill og Frozen på én gang, redigeret af en DJ, der har drukket for meget matcha. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men jeg ved, at jeg fik mere, end jeg troede.

Der er sikkert folk, der vil afskrive filmen som fjollet. Det er fint. Det samme sagde man om Grease, The Rocky Horror Picture Show og alt andet, der senere blev kult. KPop Demon Hunters kan ende som et af de værker, man i fremtiden vil citere som et vendepunkt – hvor øst og vest, pop og anime, blev blandet på en måde, der faktisk fungerede.

Og ja, jeg ved godt, hvor latterligt det lyder, når jeg skriver det her, men det føles ærligt: Jeg tror ikke, jeg har set noget så dristigt, smukt og absurd på samme tid i år.

I virkeligheden…

I virkeligheden handler KPop Demon Hunters ikke om dæmoner eller popmusik. Den handler om at turde tage sig selv seriøst i en verden, der griner af det. Om at skabe noget overdrevet smukt, selv når ingen bad om det. Og det er måske derfor, jeg ikke kan slippe den.