Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Untamed følger ISB-agenten Kyle Turner (Eric Bana), der foretrækker sin whisky straight (fra handskerummet) og sine følelser undertrykt. Da en unavngiven ung pige findes død i Yosemite, bliver Kyle sat på sagen – med Naya Vazquez, en ny og stædig makker, på slæb. Det burde være rutine, men efterforskningen trækker tråde til både lokale hemmeligheder og hans eget familietraume, som han ihærdigt forsøger at drukne, både på og uden for arbejdet. Sammen graver de i et landskab, der er smukkere end sandheden, og opdager at Yosemite gemmer mere end bare vandfald og vandreruter.
Netflix’ Untamed gør lidt det modsatte af, hvad titlen lover. Den er alt andet end vild. I stedet er det en afdæmpet, melankolsk og visuelt lækker slow burner, hvor karaktererne er mere forpinte end fri, og hvor skæbner foldes ud i et tempo, der mest af alt føles som en gåtur gennem tåget skov med våde sokker. Ja, utroligt det kan blive deprimerende at se på Yosemites skønne natur.
Eric Bana som Kyle Turner: En mand og hans whisky
Lad os bare starte med elefanten i Yosemite: Eric Bana. Bana er som en fin vin: han har ældet med ynde, og jeg tænker straks at han ville have været perfekt i rollen som Joel i TLOU-serien. Han er tilbage, og han er... dybt deprimeret og fuld på job. Som Kyle Turner – ISB-agent med et alkoholproblem og en hel del bagage – leverer Bana en super menneskelig og troværdig præstation. Det er ikke en rolle, der skriger efter en Emmy, men den bæres med en træt, tør humor og et blik, der siger “jeg har set ting”. Han balancerer det selvmedlidende og det selvudslettende, og han gør det så godt, at man næsten glemmer Hulk (2003). Næsten.
Familien vælter stille sammen
Untamed er bygget op omkring en kerne af familiære sammenbrud: Ødelagte familier, tragedier, voldsparate mænd, medieliderlige chefer, ekskoner med passive-aggressive replikker og traumer, der ulmer under overfladen.
Det er en serie, der handler om sorg og skyld, og hvordan ingen rigtig slipper af med nogen af delene. Man mærker vægten i karakterernes skuldre, og selvom man som seer aldrig bliver fuldstændig investeret i deres dilemmaer, så er det alligevel svært ikke at føle noget.
Plot twists uden whiplash
Overraskelserne i Untamed kommer som milde dønninger snarere end som dramatiske bølger. Det er plot twists, der får dig til at løfte det ene øjenbryn snarere end at spytte kaffen ud. Og det passer faktisk godt til seriens tone. Ingen skal falde ned af stolen her — det er mere “nå, okay, dét giver mening,” end det er “HVAD SAGDE DU LIGE?!”
Man kunne ønske sig lidt mere mod fra manuskriptforfatterne, men samtidig er det en befrielse med en serie, der ikke forsøger at overgå sig selv i vanvittige twists og cliffhangers hvert 12. minut. Det er som at få serveret en lunken, men velsmagende suppe, hvor man troede, det ville være en chili.
Visuelt: Yosemite for alle pengene
Og så er der billederne. Untamed er en serie, der er smukkere end de fleste af sine karakterer. Kameraet elsker Yosemite, og det gør vi også. Den måde lyset siver gennem trækronerne på, tågen der hænger tungt over bjergene, og floder, der slynger sig som metaforer for alt det uudtalte mellem karaktererne — det er filmisk terapi. Hvis du nogensinde har haft en dårlig dag, så se bare ti minutter af Untamed, og du vil få lyst til at tage på vandretur, skrive digte og holde kæft i en uge.
Det minder en smule om Nomadland i æstetikken – bare uden Frances McDormand og den eksistentielle dybde. Det er ren naturporno, men det fungerer, og det er nok med til at hæve serien en hel stjerne alene.
Sæson 2 og det store spørgsmål: Gider vi?
Untamed slutter ikke med et brag, men med en sagte hvisken. Og så annonceres det, at sæson 2 er på vej. Det føles lidt som at blive inviteret til en samtale, man ikke helt ved, om man har lyst til at tage, men som man alligevel nok tropper op til — bare for at se, om Kyle Turner endelig får styr på sit liv eller falder i endnu en flaske. Jeg er i hvert fald nysgerrig nok, for der er noget beroligende over Untamed. Det er ikke en serie, man binger med hjertet i halsen, men en man langsomt lader sive ind i blodet, som en stille tømmermand fra følelsesmæssige valg, der blev truffet for mange år siden.
Konklusion:
Untamed er ikke banebrydende, men den er ærlig. Det er en karakterdrevet fortælling pakket ind i smukke billeder og let melankoli, hvor tempoet er sat ned, og fokus er skruet op for det menneskelige rod. Man savner lidt mere bid, lidt, som f.eks. True Detective - sæson 1 gav os, og mere mod – men måske er det netop pointen. Ikke alt skal være vildt. Nogle gange er det nok bare at være menneske.
Karakter: 4 ud af 6 stjerner.
Det bliver aldrig True Detective S1-spændende, men det prøver det heller ikke at være. Og det er faktisk helt okay.
