Efter tre sæsoner med sved, råb og Michelin-drømme vender The Bear tilbage med en fjerde omgang, der forsøger at bygge videre på kaosset, men mest af alt føles som en ret med de samme ingredienser som før – velkendt, men nu med en lidt flad smag.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Carmy (Jeremy Allen White) stirrer stadig tungt ud i intetheden som en veltrænet Golden Retriever med PTSD. Det er, bevares, en del af hans karakter – en mand, der føler alt for meget og viser alt for lidt. Men efter fire sæsoner bliver man træt af hans evige eksistentielle tomhed, som – i mangel på bedre – nu er begyndt at føles som en kunstnerisk gimmick.
Og det er egentlig symptomatisk for sæson 4’s største problem: karaktererne står i stampe. Jeg genkender deres konflikter og forstår deres smerte, men vi begynder at kede os en lille smule. Der mangler progression – følelsen af, at figurerne faktisk flytter sig. Med undtagelse af Richie (Ebon Moss-Bachrach) som får lov til at udvikle sig fra højrtåbende galning til en mand med et mål i livet. Hans udvikling føles ægte – en mand, der både kæmper med sin fortid og forsøger at finde en ny identitet i et miljø, der konstant er ved at kollapse under egne ambitioner.
Dialogen, som tidligere har været en af seriens største styrker – intens, hjerteknusende og ægte – begynder desværre at miste retning. Flere scener trækkes i langdrag som en jazzimprovisation, hvor man til sidst ikke aner, hvad nummeret startede som. Det er kunstnerisk, men også frustrerende. Især når disse lange passager ikke fører til noget væsentligt i det overordnede plot.
Og så er der finalen… eller rettere sagt: fraværet af én. I stedet for at levere en kulmination, får vi endnu en cliffhanger. Det føles kalkuleret. Som om serien er blevet så forelsket i sit eget mysterium, at den glemmer at give publikum det payoff, vi efterhånden har fortjent. “Vent og se,” siger serien – men efter fire sæsoner bliver tålmodighed en luksus. Det minder om Lost i sine sene år – alle står og stirrer ind i en jungle af symbolik og traumer, men få aner, hvad der foregår, og serien håber, at stemningen bærer det hjem.
Hvor blev humoren af? Sæson 1’s charme lå i balancen mellem det kaotiske og det komiske. Den skæve dialog, de absurde situationer, det menneskelige midt i vanviddet. I sæson 4 dukker humoren kun op glimtvis – oftest når Mathy Matheson og co. (de herligt betitlede “Faks”) får plads. De er stadig dejligt absurde og uforudsigelige, men man savner virkelig den lethed, serien engang kunne finde midt i sine karakterers elendighed.
Men lad os ikke skære hele svineriet af brættet. The Bear er stadig bedre end 70% af, hvad der serveres på streamingbuffeten. Serien har stadig en puls, en æstetik og en autenticitet, som man ikke finder mange andre steder. Dens evne til at blande varme, stress og følsomhed er stadig dragende – og nogle af de visuelle tableauer og lydsiden er stadig topklasse, selvom indie playlisten efterhånden er godt brugt nu.
Men hvor f.eks. Succession formåede at afslutte på sit højdepunkt, sidder man her med følelsen af, at The Bear er begyndt at koge videre på en fond, der allerede er reduceret én gang for meget. Jeg savner svar, på story lines, som sæson 4 selv starter, men aldrig lukker.
Vi er stadig i køkkenet – men spørgsmålet er, om vi stadig er sultne? Jeg synes de skylder os en sæson 5 som kan lukke enderne, men spørgsmålet er om serien har kogt for længe nu..
Konklusion:
The Bear sæson 4 forsøger at bygge videre på seriens intense nerve, men ender mest med at gentage sig selv. Den har stadig kvaliteter og charme, men Carmys indre mørke, uforløste karakterbuer og en halvfærdig finale trækker ned. Vi bliver hængende – men håber på, at sæson 5 dukker op, og tør servere noget nyt og afsluttende.
