Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Filmen udspiller sig i et isoleret øsamfund, der eksisterer som en slags neoprimitiv enklave efter 28 år med Rage-virussen. Her forbereder Jamie (Aaron Taylor-Johnson) sin søn Spike på deres første fælles ekspedition til fastlandet – en symbolsk og bogstavelig overgang fra barndom til voksenliv. Garland bruger drengens dannelsesrejse som bærende struktur og folder fortællingen ud med tilbageholdt intensitet. Vi introduceres ikke til verden gennem forklaring, men gennem handling: filmens univers træder frem i små, nøgterne detaljer, i tavsheder og i det fravær, der hersker mellem mennesker, der for længst har vænnet sig til undtagelsestilstand. Det er en film, der overlader meget til tilskueren og som konsekvent nægter at underholde på de gængse præmisser for genren.
Rent visuelt trækker 28 Years Later både på trilogiens historik og på nye, dristige greb. Anthony Dod Mantle, der også fotograferede 28 Days Later, vender tilbage med et formsprog, der blander klassisk kameraarbejde med optagelser på iPhones og eksperimentelle rigs. Billederne veksler mellem knivskarp digital klarhed og kornet nærhed, og Boyle insisterer på en æstetik, der er mere grynet end glittet. Filmen bevæger sig stilistisk mellem det realistiske og det grotesk overtegnede – især i anden halvdel, hvor en sektlignende gruppe og dens karismatiske leder Jimmy Crystal (Jack O’Connell) træder ind i fortællingen. Her balancerer filmen på kanten af det absurde, og nogle sekvenser risikerer at fremmedgøre et publikum, der forventer en rendyrket gyser. Men netop i den forskydning fra traditionel zombiefilm til en mere eksistentiel og satirisk dystopi ligger filmens særkende. Boyle og Garland insisterer på at udforske genrens yderkanter, og resultatet er noget langt mere særpræget end blot endnu en efterfølger.
Tematisk er filmen rig og foruroligende. Garland undersøger ikke, hvordan verden gik under, men hvad der sker, når undergangen bliver hverdag. I stedet for at stille spørgsmål ved systemets sammenbrud, kredser han om de psykologiske og sociale mutationer, der følger i kølvandet. Spike, spillet med bemærkelsesværdig nerve af debutanten Alfie Williams, bliver bærer af filmens centrale spænding: Hvordan formes et menneske, der aldrig har kendt andet end undtagelsen? Hans mor Isla (Jodie Comer), svækket og gravid, fungerer som både fysisk og emotionel kerne i fortællingen, mens Ralph Fiennes i rollen som en ældre overlever leverer filmens mest ikoniske optræden – underspillet, men ladet med en gravitas, der peger mod noget større end individet. Musikken, leveret af Young Fathers, forstærker filmens rituelle og fragmenterede karakter med en lydside, der pulserer mellem rytmisk uro og meditativ opgivenhed.
I virkeligheden…
…er 28 Years Later ikke så meget en zombie-film som et sørgmodigt efterord. Den ser ikke mod undergangen for at gyse, men for at begribe, hvad der bliver tilbage, når den menneskelige kontakt smuldrer. Det er en film, der træder ud af sin egen genre og stiller sig i det åbne – uafklaret, famlende og modig. Det kan man ikke forlange af en trilogi-afslutning. Men det kan man godt beundre den for.
Eva Linde
Freelance kulturskribent
Disclaimer: Apropos Magazine deltog i arrangementet med presseakkreditering fra arrangøren.
