Alien: Earth

Alien-universet er en af de få filmfranchises, hvor selv de dårlige kapitler har bid. Ridley Scotts original fra 1979 var isnende, banebrydende, uafrystelig. James Camerons opfølger i ’86 var måske mindre subtil, men effektiv på sin egen, højoktane måde. Derefter begyndte det at smuldre. Alien 3 var David Finchers vision, der blev kvalt i studieindblanding. Resurrection var… noget med kloner og franske kamerabevægelser. Og så kom Alien vs. Predator, og det var som at se nogen bruge ens barndomsminder som bordskånere.

Senere fik vi Prometheus og Covenant. Ambitiøse, men splittende. Personligt synes jeg, Prometheus var smuk sci-fi med identitetsproblemer. Den prøvede at være både filosofisk og gory – og blev lidt forvirret undervejs. Men den prøvede i det mindste noget. Det samme gælder Covenant. Og nu har vi Alien: Earth – et nyt forsøg i serieformat. Den største overraskelse er måske, at det faktisk fungerer.

Fra første afsnit mærker man det: Der er tænkt over det her. Stemningen er tæt, mørk og fuld af den gamle paranoia. Det føles som Alien, ikke bare som noget, der vil ligne Alien. Serien tør være langsom. Den tør lade stilheden tale. Og vigtigst af alt: Den tør tage sig selv alvorligt uden at blive selvhøjtidelig.

Man mærker hurtigt, at vi er tilbage i et univers, hvor der er konsekvenser. Hvor døden ikke er en billig plot-enhed, men en reel risiko. Serien balancerer mellem det snigende og det eksplosive. Den vælger det første oftest, og det klæder den. Det handler ikke om jump-scares eller blodsprøjt – det handler om at sidde med en knude i maven og vente på, at noget bevæger sig i mørket.

Men tempoet kan også give udfordringer. Enkelte episoder føles som om de opbygger uden at forløse. Som om man hele tiden står lige på kanten af afgrunden – uden at blive skubbet. Det kan være frustrerende, især når man som seer forventer payoff. Der mangler nogle gange det sidste tryk, den der fornemmelse af, at skruen drejes lige én omgang mere. Serien vælger i stedet at lade frygten ulme. Det fungerer oftest. Men ikke altid.

Der er dog et klart højdepunkt: Afsnittet “In space, no one…” – et afsnit, der i sig selv retfærdiggør hele serien. Det kondenserer alt, hvad der gør Alien-universet særligt: klaustrofobien, lydene, mørket, stilheden. Der er næsten noget poetisk over det. Her bliver serien mere end bare et genoplivningsforsøg – den bliver et statement. Det er det bedste, vi har fået fra franchisen siden Aliens. Ingen tvivl.

‍

Skuespillet er en af seriens største styrker. Timothy Olyphant er som skabt til roller med autoritet, og han bruger sin tilstedeværelse klogt. Han overspiller aldrig. Han lader blikket og pauserne gøre arbejdet. Babou Ceesay er en af de mest undervurderede skuespillere i øjeblikket, og her får han endelig plads. Han balancerer rationel handlekraft med emotionel dybde på en måde, der giver hans karakter en sjælden troværdighed.

Og så er der Sydney Chandler. Jeg vidste ikke, hvem hun var, før jeg så denne serie, men hun er seriens puls. Der er en energi og en nerve i hendes spil, der gør hende umulig at ignorere. Hun er ikke bare “den unge”, hun er katalysator for store følelser – frygt, vrede, omsorg – alt sammen med få midler. Serien ville være fattigere uden hende.

Noget andet, der virkelig fungerer, er brugen af effekter – eller rettere: den måde de ikke bruges på. Vi er vant til, at sci-fi i dag betyder CGI-overload og spektakel for spektaklets skyld. Alien: Earth går den modsatte vej. Her bruges CGI med omtanke. Det er praktisk, grimt og ægte. Lyset flimrer. Væggene er fugtige. Man mærker stedet. Og Xenomorphen? Den er tilbage som den skal være: skræmmende, uforudsigelig og bedst, når man næsten ikke ser den.

Det føles som om serien har forstået én vigtig ting: Det, vi ikke ser, er ofte det mest skræmmende. Og det er her, den vinder sin respekt. Den insisterer på, at gyset ikke handler om chok – men om atmosfære.

Hvis der er en reel kritik, udover tempoet, så er det, at Alien: Earth føles som begyndelsen på noget større. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det efterlader os med en fornemmelse af, at vi kun har set første akt. Serien holder igen – og det gør den måske lidt for meget. Vi sidder tilbage og venter på sæson 2 for at få svar. Det er frustrerende. For når det er så godt, vil man have mere. Nu.

Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket. Alien: Earth er årets største sci-fi-overraskelse. Den føles som et kærligt, men kompromisløst gensyn med et univers, mange havde opgivet. Den tør være tro mod originalmaterialet, samtidig med at den introducerer nye perspektiver. Den balancerer det gamle og det nye – uden at please nogen unødigt. Og det er måske det bedste, man kan sige om den.

Lad os bare sige det sådan her:

Det her er ikke bare endnu en streaming-serie. Det er en seriøs genreproduktion, der ved, hvad den vil – og tør holde fast i det. Hvis resten af serien følger samme kurs, har vi måske endelig fået et nyt kapitel i Alien-historien, der kan måle sig med de gamle. En sjældenhed i en franchise, der ellers har været mere død end levende.