Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Søskendebånd, der strammer – og langsomt kvæler
I Den Gode Stemning følger vi søskendeparret Eva og Mads, der på overfladen lever velfungerende, urbane liv, men under facaden er viklet ind i et dysfunktionelt mønster, de aldrig helt har formået at bryde. De bor klods op ad hinanden i en lejlighedsejendom og bevæger sig ind og ud af hinandens hjem, som var de stadig børn, der frit kunne invadere hinandens værelser. Det virker umiddelbart charmerende, næsten kærligt – men hurtigt står det klart, at denne grænseløshed er alt andet end uskyldig. Til stor irritation for deres respektive familier er Eva og Mads stadig dybt afhængige af hinanden, både følelsesmæssigt og praktisk.
Storesøster Eva har overtaget deres afdøde fars arkitektvirksomhed, og udadtil kører alt efter bogen. Hun er succesfuld, kompetent og effektiv – familiens rygrad og den, der altid tager ansvar. Men netop denne rolle har en pris. Eva er fanget i en konstant balanceakt, hvor hun forsøger at holde sammen på sin lille-neurotiske mor, sin kaotiske lillebror og sin egen kernefamilie, der langsomt er ved at kuldsejle under vægten af hendes fravær og indre uro.
Mads er Evas diametrale modsætning – og samtidig hendes spejlbillede. Han er skolelærer, idealistisk, passioneret og dybt selvoptaget. En mand, der konstant føler sig forbigået, særligt af deres far, og som higer efter anerkendelse og opmærksomhed. Mads er også misbruger. Ikke nødvendigvis på den klassiske, entydige måde, men af fester, stoffer, alkohol og kaos. Han er typen, der kan være charmerende, sjov og intens – lige indtil han ikke er det længere. Hans misbrug driver ham til systematisk at tilsidesætte alt og alle omkring sig, mens Eva igen og igen samler stumperne op.
Det er i dette spændingsfelt, serien for alvor folder sig ud.
Skuespil i absolut topklasse – når blikkene siger mere end ordene
Noget af det mest slående ved Den Gode Stemning er, hvor lidt den forklarer, og hvor meget den viser. Begge hovedroller er ekstremt overbevisende. Iben Hjejle leverer en af sine stærkeste præstationer i nyere tid som Eva – kontrolleret, indadvendt og konstant på randen af sammenbrud. Hun spiller ikke Evas smerte stort; hun lader den sive ud i små sprækker: et anspændt smil, et blik der flakker, et suk, der hænger lidt for længe i luften.
Pilou Asbæk er mindst lige så stærk som Mads. Han balancerer rollen som den selvdestruktive lillebror med en sjælden præcision, hvor man både føler sympati, irritation og afmagt på samme tid. Mads er ikke en karikatur på misbrugeren – han er et menneske, man genkender. Asbæk formår at gøre Mads både frastødende og dragende, ofte i samme scene. Det er en præstation, der kræver mod og disciplin, og som lykkes hele vejen igennem. At Asbæk under sin forberedelse har besøgt misbrugscentre er meget tydeligt. Har man haft misbrugere lidt inde på livet er der mange genkendelige mønstre, og dem skildre Asbæk sindsygt stærkt.
Serien er samtidig krydret med stærke bi-karakterer. bl.a. Thomas Hwan og Rasmus Botoft leverer begge solide og nuancerede præstationer, der tilfører dybde og tyngde uden at stjæle fokus. Der er en bemærkelsesværdig økonomi i karaktertegningen – ingen figurer føles overflødige, og ingen scener spildte. Skuespillet løfter serien uden behov for lange dialoger. Du kan nærmest fornemme den knap så gode stemning i stuen, selv når der er stille.
Få virkemidler – maksimal effekt
Den Gode Stemning er et studie i tilbageholdenhed. Dialogerne fylder minimalt, men det, der bliver sagt, sætter sig. Der er ingen overforklaringer, ingen didaktiske replikker, der skal sikre, at alle er med. Serien har tillid til sit publikum – og den tillid bliver belønnet.
Musikken er pirrende og velvalgt, men fylder aldrig for meget. Den ligger som et diskret lag under scenerne og understøtter stemningen uden at manipulere følelsesregistret. Det samme gælder det visuelle udtryk, som er afdæmpet, realistisk og konsekvent. Kameraet dvæler ofte ved ansigter og rum, hvor der netop ikke bliver sagt noget. Det er i pauserne, serien virkelig lever.
I en tid, hvor mange dramaserier lider af en nærmest tvangspræget trang til at forklare, forstørre og forlænge, er det forfriskende at se en serie, der tør skære ind til kernen. Hvert afsnit varer omkring 30 minutter – og det er en gave. Der er ingen unødvendige sideplots, ingen fyldscener, der kun eksisterer for at ramme en spilletid på 50-60 minutter. Serien siger det, den vil sige, og stopper, mens den er stærkest. Det kunne mange andre produktioner lære meget af.
En serie med noget på hjerte – og modet til at vise det
Det, der gør Den Gode Stemning til noget særligt, er ikke bare dens tekniske kvalitet eller stærke skuespil. Det er dens menneskelige præcision. Serien handler om de roller, vi får tildelt i familien – og hvor svært det er at slippe dem. Om ansvar, der bliver til byrder. Om kærlighed, der langsomt forvandler sig til medafhængighed. Og om den dårlige stemning, der opstår, når ingen længere tør sige det, der faktisk er på spil.
Eva og Mads er bundet sammen af fortiden, af sorgen over deres far og af et mønster, hvor Eva altid redder, og Mads altid ødelægger. Serien romantiserer ikke denne dynamik – den udstiller den. Det er både smertefuldt og genkendeligt, og netop derfor rammer det så hårdt.
Der er en modenhed i seriens blik på sine karakterer. Ingen er entydigt gode eller onde. Alle handler ud fra deres egne sår og behov. Det gør Den Gode Stemning til en serie, der føles ægte – også når den er allermest ubehagelig.
En herlig – og vigtig – tilføjelse til TV 2
At TV 2 har købt rettighederne til serien fra Viaplay, som oprindeligt havde den tiltænkt et internationalt publikum, er kun til seriens fordel. I et sortiment fyldt med sikre seerhits som Stormester og Vild Med Dans er Den Gode Stemning en kærkommen kontrast. Den repræsenterer det danske drama, når det er mest ambitiøst, kompromisløst og relevant.
Det er en serie, der alene kan retfærdiggøre abonnementsprisen. Ikke fordi den er let eller hyggelig – men fordi den er vedkommende. Den kræver noget af dig som seer, men giver meget igen. Det er tv, der bliver siddende, og som inviterer til refleksion snarere end hurtig konsumering.
Konklusion
Den Gode Stemning er noget af det bedste danske tv, jeg længe har set. Den er gribende, rørende og ubehageligt præcis i sin skildring af familie og afhængighed. Med få virkemidler, stærkt skuespil og en imponerende fortælleøkonomi leverer serien et intenst og helstøbt drama, der fortjener både opmærksomhed og anerkendelse.
Det er ikke feelgood-tv. Men det er tv, der føles. Og nogle gange er det præcis det, der er brug for.
