Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Luften ved en festival kan føles som et løfte, før den bliver til støv. Der er noget ved åben himmel, der altid får kroppen til at tro på mulighed, også når programmet i virkeligheden bærer mere image end ild. Heartland 2026 lægger sig i det felt, hvor oplevelse, æstetik og kulturforbrug hele tiden måles mod hinanden.
Jeg har altid haft en svaghed for sommerens biografmørke. Det er dér, man går ind med sol på næsen og kommer ud med popcornsrester i skødet og en mærkelig trang til at diskutere moral, nostalgi og CGI med fremmede. I år lokker programmet med alt fra Miranda Priestly til He-Man, fra Nolan i storladent format til en Spider-Man, der måske endelig husker, hvorfor Marvel fik succes førhen.
DTF St. Louis, skabt af Steven Conrad og med Jason Bateman og David Harbour i front, ligner først en klassisk krimi, men får hurtigt revet tæppet væk under sig. Det er ikke et puslespil om hvem, der gjorde det. Det er et stykke tv om, hvad vi gør ved hinanden, når vi fortæller hvad vi føler.
Jeg stod i Royal Arena den 10. april og kiggede ned på en orkestergrav, der var hevet op lige under lærredet, som om nogen havde besluttet, at biografen godt måtte få lidt muskler. Star Wars: The Last Jedi blev ikke bare vist. Den blev spillet. Af et symfoniorkesteret Stockholm Concert Orchestra. Med John Williams’ musik helt fremme i lydbilledet. Og ja, det var en anderledes fornøjelse på den gode måde.
Jeg havde egentlig regnet med endnu en pæn, velmenende serie om mennesker, der taler sig gennem livet med terapeutisk glans i øjnene. I stedet fik jeg en sæson, der igen minder mig om, hvor svært det er at være menneske, når ens sorg ikke kan ryddes op med et godt råd og en kop kaffe. Shrinking på Apple TV+ holder sit niveau i sæson 3, og det gør den med en blanding af varme, skævhed og den slags humor, der prikker til én, mens man smiler.
O Days 2026 ligner en festival, der har forstået noget væsentligt om sig selv – og tør skrue op for det. Det er ikke nødvendigvis de mest kommercielle navne, der giver programmet tyngde, men måden bookingerne taler sammen på. Med Disclosure, Joy Orbison, Nia Archives, Mall Grab, Buraka Som Sistema, The Dare, Swimming Paul og Tripolism peger årets lineup mod noget klubbet, præcist og usædvanligt velkurateret. Læs med for at forstå netop hvorfor.
The Moment er i sin kerne en film om, hvor svært det er at skabe noget råt, autentisk og personligt i en verden, hvor labels, brandpartnere og kapital altid står klar til at gøre kunst til strategi. Det er en fortælling om en kunstner, der kæmper for at beholde ejerskabet over sin egen kreation, samtidig med at den vokser sig så stor, at den næsten ikke længere kan styres. BRAT bliver i filmen ikke bare en succes, men et monster af mening, hype og penge – og Charli XCX står midt i det hele og forsøger stadig at genkende sig selv i det.
Man kunne mærke det fra første trommeslag: Det her var ikke en hyggeaften. SPLIT:TED og ZIMA gik på Rust, som om de allerede havde spillet der ti gange før – og det mest provokerende var næsten, hvor ubesværet det så ud. Spørgsmålet var ikke, om de kunne. Spørgsmålet var, hvem der gik derfra med mest kant.
Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
Der er koncerter, der bliver spillet – og koncerter, der sker. Holdo i Ideal Bar var det sidste: mørk, tæt og fysisk. Elektronisk musik uden forklaringer, uden distance. Bare kroppe i bevægelse og en rastløs energi, der nægtede at slippe rummet.
Jeg havde egentlig glemt, hvor langsomt et spil kan være – og stadig føles intenst. Metroid Prime 4: Beyond er ikke interesseret i at please nogen algoritme eller holde dig konstant underholdt. Det vil have din tid, din tålmodighed og din opmærksomhed. Og hvis du giver det, får du noget, der føles sjældent i 2025: et spil, der tør stole på stilhed, struktur og tyngde.
Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
At se Now You See Me 3 i 2025 føles lidt som at åbne en tidskapsel, ingen har savnet, men alligevel stå og fnise, når der vælter gamle kendisser ud af den. Det er ikke et comeback, verden har gået og bedt universet om – men det er et, der prikker én på skulderen og minder dig om, hvorfor det her hold engang var kult… og hvorfor du stadig falder for deres tryllerier, selvom du egentlig burde være blevet for gammel til det.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
Det var som at stå midt i et ritual. Ikke en koncert, ikke et farvel, men en slags elektronisk ceremoni, hvor tre mænd, der engang lød som fremtiden, for en sidste gang forsøgte at indhente den.
Todd Rundgren gæstede Amager Bio tirsdag aften med et show, der bevægede sig mellem storladne guitarsoloer, teatralske fagter og blæserarrangementer så aparte, at man måtte overgive sig. En koncert, der mindede os om, at alsidighed ikke behøver at betyde ufokus — når det bliver udført af en, der har levet hele musikhistorien på én gang.
Jeg havde virkelig håbet, at Spike Lee og Denzel Washingtons første samarbejde siden Inside Man ville være et comeback. Men Highest 2 Lowest føles som et prestigeprojekt med hukommelsestab – en film, der vil være samfundskommentar, thriller og musikvideo på én gang. Og mister sig selv i forsøget.
Deathloop foregår som en morderisk Groundhog Day, hvor hovedpersonen Colt balancerer mellem hukommelsestab og den forbandelse, at være den eneste, som husker, hvad der foregår. Et eksistentielt paradoks forklædt som et actionspil.
Jeg ville egentlig have afskrevet hele Alien-franchisen for længst. Det er svært ikke at miste troen, når noget, man elsker, bliver pillet ved igen og igen, som et gammelt sår, der aldrig får ro. Men Alien: Earth gør noget, jeg ikke troede muligt: Den får mig til at tro på det mørke igen.
Normalt løber vi kun rundt i mudder, hvis det er på en festival. Men denne gang skal vi til OCR – Obstacle Course Racing på Reffen. Og nej, vores OCD hjælper os intet her.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Vi stiller os op foran lyset, tager billedet og hashtagger #installationart, men hvad var det egentlig, vi oplevede? Copenhagen Contemporary er blevet det sted, hvor samtidskunst og SoMe-kultur clasher så hårdt, at man ikke ved, om man skal tage stilling – eller bare tage billedet.
Med en blanding af historisk autenticitet, blodige kampe og magtspil er Shogun en unik og fængslende TV-serie. Disney+ leverer et sandt mesterværk, der både underholder og udfordrer.
En stripper fra Brooklyn møder en russisk rigmandssøn – og så starter eventyret. Eller tragedien. Anora ligner et kærlighedseventyr, men ender som noget helt andet: råt, rørende og ægte.
Det starter med et flag, en fanfare og et forsøg på at overbevise os om, at det her er vigtigt. Captain America: Brave New World er Marvels seneste skud i bøssen, og det rammer… et eller andet sted langt væk fra målet. Det her er ikke en ny verden. Det er den gamle, pakket ind i CGI og dialog så flad, at man savner en reklamepause.
