Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
DreamWorks’ første live-action-remake af en animationsklassiker lever op til forventningerne – og lidt til. How to Train Your Dragon (2025) er både en tro genskabelse og et levende værk i sig selv. Små ændringer, store følelser og skuespil i top gør filmen til noget, der føles både velkendt og nyt – uden at føles som en tom kopi.
Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
Man blev helt forpustet. Men ikke på den fede måde – mere som når nogen råber jokes, laver armbevægelser og spiller dancepop samtidig, og man sidder og tænker: Er det her en koncert? Er det satire? Eller er det bare en mand, der virkelig, virkelig gerne vil underholde?
Langt fra fadøl og Fynske fællessange gemmer Tinderbox på en scene, der føles som en hemmelig EDM-verden for de dedikerede – og den gør det på internationalt niveau.
Det var som at blende Italo Brothers, fjollet Melodi Grand Prix-metal og en Rammstein-light æstetik i en Temu-blender uden låg. Alt fløj rundt, men ingenting landede. Jeg stod mest og tænkte: Hvem er det egentlig, det her er for?
Nu er det anden gang på under en måned, jeg ser Charli XCX – sidst i Paris, smadret af et himmelsk skybrud, og her i Roskilde under stor regn. Det føles, som om gud har bedt os om at opleve hende i stormvejr – og jeg er godt klar til at råbe “AMEN.”
Det begyndte med mudder op til anklerne og bukser, der klistrede som en dårlig beslutning. Efter de første 25 kindkys med folk, man måske kendte engang fra et tidligere liv på en mørk natklub, nåede jeg knap at tage første slurk naturvin, før hele pladsen begyndte at dirre af forventning. Man må give publikum på festivalen ti stjerner for at være åbne for at opleve noget nyt – for lad os være ærlige, 99 % var der for at se Justice klokken 22.40. Og da de gik på, stod det klart: Det her var ikke bare endnu en koncert. Det var en rave-messe, forklædt som festival.
Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
Jeg havde egentlig bare sat et kryds ved Uro i programmet, fordi jeg huskede den video, hvor han og Suspekt “freestyler” over deres hit “Tænker ik på andre”. Tanken var at kigge forbi, høre et par tracks og så gå videre. Men solen stod skarpt, energien var umulig at ignorere – og pludselig stod jeg dér, svajende og fuldstændig opslugt.
Normalt løber vi kun rundt i mudder, hvis det er på en festival. Men denne gang skal vi til OCR – Obstacle Course Racing på Reffen. Og nej, vores OCD hjælper os intet her.
Enten er du der for at pjække. Eller også er du der for at finde arbejde. Jeg ved ikke, hvad jeg selv lavede på TechBBQ, men jeg gik derfra med et par gratis strømper og en eksistentiel kvalme, jeg stadig ikke er kommet mig over.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
Der var en særlig afslappet stemning i Royal Arena, da Eros Ramazzotti gik på scenen. Ikke fordi publikum var uengageret – tværtimod – men fordi alle allerede vidste, hvad de var kommet for. Man behøver nemlig ikke forstå italiensk for at forstå Eros Ramazzotti. Man skal bare have levet længe nok til, at hans musik på et tidspunkt har sneget sig ind i ens liv.
Sammy Virji i Poolen var ikke kærlighed ved første drop, men den britiske DJ fik hurtigt vendt aftenen til en tung UK garage-fest i København. De første tyve minutter stod man mest og vurderede sceneafstand, crowd og format. Så begyndte sættet heldigvis at bevise, hvorfor Sammy Virji lige nu er et af de varme navne på den internationale klubscene.
En aften i Royal Arena, der lovede storhed og leverede storslåethed. Det var ikke bare en koncert, men en oplevelse, hvor det visuelle og auditive smeltede sammen i en symfoni af indtryk. Et imponerende orkester, håndplukket med musikere, der tydeligt var valgt ud fra et uendeligt budget. Antallet af mennesker på scenen? Umuligt at tælle.
DTF St. Louis, skabt af Steven Conrad og med Jason Bateman og David Harbour i front, ligner først en klassisk krimi, men får hurtigt revet tæppet væk under sig. Det er ikke et puslespil om hvem, der gjorde det. Det er et stykke tv om, hvad vi gør ved hinanden, når vi fortæller hvad vi føler.
Jeg kan stadig mærke den der særlige festivaltræthed i kroppen fra Fred again.. i 2024, hvor musikken ikke helt nåede at sætte sig, fordi menneskemængden stod i vejen. Den slags oplevelse sætter sig ikke som én dårlig dag, men som en lille mistillid i brystet, næste gang en festival beder én om at tro på helheden. Så når blikket falder på Syd for Solen 2026, er det med både håb og en forsigtig rygrefleks.
Det første, der slog mig, var ikke en DJ, en scene eller en baslinje, der forsøgte at flytte mine organer mod Refshaleøen. Det var følelsen af, at nogen faktisk havde tænkt sig om. Distortion kan godt ligne en fest, der er faldet ned fra en ladcykel, men fredag på Øen var der retning i rodet. Og det klædte kaosset.
Festivalsæsonen er officielt i gang. Der er noget særligt over den første dag på Copenhell. Asfalten er endnu ikke dækket af fire dages øl, stemmen er stadig nogenlunde intakt, og battle vestene ser næsten nyvaskede ud. Onsdagen er dagen, hvor man lige skal huske, hvordan man går 25.000 skridt med en fadøl i hånden. Og årets åbning skuffede bestemt ikke.
John Martin gik på scenen som manden, mange mest kender som stemmen bag andres største øjeblikke. Men på Festegnen skete der noget sjovt: Pludselig føltes Swedish House Mafia næsten som featuring på hans koncert. Ikke omvendt. Det var stort, varmt, lidt absurd og meget mere rørende, end jeg havde regnet med.
Tinderbox behøver ikke længere præsentere sig selv. Den står derude i Tusindårsskoven som en fast del af festivalsommeren. Men vores lørdag blev ikke bare endnu en tur mellem scener, madboder og fadøl. Den blev en test i varme, storm, mudder og aflyst Charlie Puth — og mærkeligt nok også en påmindelse om, hvor godt en festival kan fungere, når vejret ikke gør.
White Lies gjorde egentlig meget rigtigt på Tinderbox. De spillede pænt, lød som et band med styr på deres mørke, britiske maskinrum og havde sangene med, som publikum var kommet for. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig farlig. Den stod flot og velordnet foran os, men kom ikke helt tæt nok på.
Der er noget utaknemmeligt over at være det første rigtige navn på Orange Scene efter dåben. Publikum er stadig ved at finde sig selv, deres venner, deres øl og den kø, de åbenbart har valgt at vie deres liv til. Wolf Alice gik på midt i det hele og gjorde noget næsten provokerende voksent: De skruede ikke op for kaosset. De gav os et pusterum.
Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blive. Bare lige se starten, mærke temperaturen, lave den klassiske festivalmanøvre, hvor man lader som om, man er et frit menneske med kontrol over sin aften. Men så stod Tobias Rahim dér. Glinsende, kontrolleret og komplet urimeligt klar til Orange Scene.
