Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Der er en særlig ro i at begynde en festivalrejse med at sidde i en bil med sine venner, høre musik, smide tasken i bagagerummet og bare hygge sig. Færgen er færgen. Her møder man altid gamle folkeskolekammerater, hunde (for der er altid flere hunde end mennesker ombord), og blikkene hos de forventningsfulde festivalgæster er en del af optakten. 1 time og 20 minutter senere står man på Ønskeøen – Bornholm tager imod i fuld sol.
Vi bor på Nordlandet, cirka 3,3 km fra festivalen. Eller som en bornholmer kalder det: en fem minutters gåtur. Bornholmeres forhold til afstand er et studie i sig selv. Havde Frodo Baggins været fra Bornholm, ville han have estimeret turen til Dommedagsbjerget til “en weekendstur”. I virkeligheden tog vores gåtur knap 50 minutter, og jeg havde allerede fortrudt læderbukserne. Men kan man tage til en D-A-D koncert uden læderbukser? Svaret er nej.
På vejen kiggede vi ind i det, der i USA ville være kaldt et “tailgate-område”: hundredevis af unge, der havde skabt deres egen festival på parkeringspladsen. SOUNDBOKS, ølbong, bordershop-øl. En hel mikroverden, hvor festen allerede var i gang. Havde jeg været tættere på 20 end 40, var jeg gået direkte ombord.
På selve festivalen er det første indtryk ikke så forskelligt fra alle andre steder – boder, langborde, plastikglas. Men så vender man sig om og ser Hammershus, rejst som et erigeret lem ud over Bornholm, og man bliver ramt igen af, hvor absurd smukt her egentlig er. Det tager altid lige et par minutter at sunde sig. Maden er ikke festivalens stærkeste kort – det minder lidt om en svømmehalskantine i start 90’erne. Men der er jo også noget charmerende i at spise pomfritter, der kunne være stegt af din folkeskolelærer.. Sidste år spiste vi på den frivillige restaurant på pladsen, og det skulle vi nok have gjort igen.
Og netop de frivillige. Bornholm har noget særligt her. Hvis Rusland nogensinde angriber Danmark, så bed til, at det er de bornholmske frivillige, der leder forsvaret. Vi har alle set de trætte gymnasieelever på Roskilde, der fortryder deres vagter. Forestil dig det stik modsatte. Uanset om det er bartenderen, krus-samleren eller kvinden med tæppe over benene, der guider dig til toilettet, bliver du mødt med et smil. De er rolige, de er trygge, og de ved, at vi alle er dumme og fulde – ligesom deres egne børn. Der er en stolthed i frivilligheden her, og det smitter.
Og så til musikken. Wonderfestiwalls program ligner på papiret mange andre danske festivaler – D-A-D, Tessa, Blæst, Kind mod Kind, Uro, Magtens Korridorer. Men de har også strøet internationale navne ind som Anastacia og Astrid S. Og selvom Anastacia ikke leverede noget særligt, så er det stadig et signal: festivalen vil mere end bare “det sædvanlige”. Det løfter lineuppet og giver et unikt præg, der gør Wonderfestiwall anderledes end de kopierede danske festivalplakater.
Det hele bliver forstærket af den bornholmske gæstfrihed. Artisterne bliver hængende, de er der ikke bare for et hurtigt gig. Man mærker det på koncerterne: løsere, vildere, mere nærværende.
Lyden er så en anden sag. På hovedscenen blev folk stående med hænderne for ørerne. Jeg har selv formstøbte ørepropper, og alligevel havde jeg ondt i ørerne flere dage efter. Ja, vi forstår det – anlægget er stort. Men volume og lydkvalitet er to forskellige ting. Det må godt lyde ordentligt.
Til gengæld var der Red Bull-scenen. En fest uden filter. Musikken der var så proletarisk, at det næsten blev kunst. Anne Linnet blandet med Nik & Jay i mashups, der aldrig har forladt øen. Ingen ironisk distance, bare fest. Det er smukt, og det blev sagt, at scenen til sidst nærmest brød sammen under presset. Det giver mening.
Senere på aftenen gik vi forbi “Sletten” – Wonders svar på Kærligheden på Smukfest. Seks øl for 150 kr. (hvilket i festivalsprog er næsten gratis), DJ-setups med både københavnske og lokale navne, men desværre også et vagtkorps, der næsten overgik gæsterne i antal. Når forholdet er 5 vagter til 1 gæst, er det svært at slippe sin festivalmødom. Jeg så en ældre vagt hælde et 2 cl Flugel-shot ud foran en flok unge og derefter trække knægten til side til en skideballe. Det virkede både småligt og unødvendigt. Lidt mindre opsyn, lidt mere festivalfrihed ville klæde stedet.
Og så er der det særlige: Wonderfestiwall er meget “selfmade”. Man mærker den bornholmske entreprenørånd hele vejen igennem – lige fra de lokale frivillige til måden festivalen brander sig selv. De har været dygtige til at bygge en fortælling, og folk som Daniel Mühlendorph (stifter af Wonder), der trækker festivalen frem i medierne, er et godt eksempel på, hvor meget bornholmere elsker at bakke op om deres egne projekter.
Alligevel er det svært ikke at elske Wonderfestiwall. Der findes ingen andre festivaler i Danmark, hvor man kan efterlade en computertaske, komme tilbage 20 minutter senere, og finde en gruppe unge, der har passet på den. Stemningen er rolig, tryg, men samtidig vild og kaotisk på den smukke måde, festivaler skal være. Det er bekvemt, det er hurtigt, og det er Bornholm – og det er nok til, at man glemmer ømme ører og svedige læderbukser.
Refleksion
At tage til Wonderfestiwall føles lidt som at snyde systemet. Det er hurtigere og mere bekvemt end de fleste festivaler på fastlandet, og selve rejsen er en del af oplevelsen. Programmet kan ligne alt muligt andet, men når man står i solnedgangen med Hammershus i ryggen, er det tydeligt, at det her er noget særligt. En festival, hvor kaos og tryghed lever side om side, båret af frivillige og en lokal stolthed, der gør hele forskellen. Hvis ikke for den øredøvende lyd, var det en sekser.
