Du så How to Train Your Dragon i IMAX og mærkede vinden under vingerne

Drager og vikinger?

Filmen foregår – som i originalen – på Berserkø: en traditionsbunden, mandedomineret ø, hvor ingen stiller for mange spørgsmål til noget som helst, og hvor drager ses som en art levende skadedyr. Hiccup (eller Hikke) er stadig den tænksomme, lidt kejtede dreng i et miljø, der hylder styrke, handlekraft og pragmatisme. Han passer ikke ind – og det gør filmen bedre. Hans udvikling følger en klassisk helterejsestruktur, men det slående er, hvor meget han faktisk holder fast i sine grundværdier. Det er ikke fortællingen om én, der bliver stærkere og sejrer – men én, der tør stå ved det, han hele tiden har fornemmet var sandt. Det giver fortællingen en kerne af integritet, som skinner tydeligere igennem i denne version, hvor menneskelige reaktioner og blikke ikke er animerede, men kropslige og sårbare.

Stoick the Vast – faderfigur med revner

Den store åbenbaring i denne remake er Gerard Butler som landsbylederen Stoick. Han lagde også stemme til figuren i den originale animerede film, men her får han meget mere plads – og han bruger hver scene. Rollen kunne let være endt som en karikeret patriark, en stereotypisk “far der ikke forstår sin søn”, men Butler får ham til at sitre mellem kontrol og sammenbrud. Man fornemmer hele tiden, at Stoick kæmper med noget, han ikke har sprog for. Hans kone gik tabt til dragerne, og sorgen er ikke forløst, kun fortrængt. Han har opbygget et verdensbillede omkring nødvendighed og styrke – ikke fordi det er sandt, men fordi han ikke har råd til, at det ikke er det. Butler spiller ham med præcision: Når han hæver stemmen, dirrer den ikke bare af autoritet, men også af frygt. Når han forsøger at være kærlig, ved man, han ikke aner hvordan. Det er tydeligt, at rollen er gennemarbejdet – ikke bare i manuskriptet, men i Butlers egen forståelse af figuren. Der er øjeblikke, hvor han kun med et blik formidler spændingen mellem ansvar og afmagt. Det føles næsten Shakespeare’sk: en mand fanget i sin egen stolthed, men ikke blind for det. Bare for bange til at gøre noget ved det.

Genkendelige scener – ny Gobber, nye vinkler, næsten samme drage.

Strukturen i filmen er næsten identisk med originalen fra 2010. Enkelte scener er beskåret lidt, andre trukket længere ud. Men hvor den oprindelige version var stramt klippet og energisk, tager denne sig tid til åndedrag og blikudvekslinger. Det føles aldrig langsomt – bare mere menneskeligt. Man kan næsten kalde den en slags director’s cut med levende skuespillere. Og hvis man kender originalen godt, er det ret sjovt at se, hvordan visse øjeblikke nu får mere vægt, bare fordi man ser dem fra en anden vinkel – eller ser reaktionerne i øjnene fremfor i 3D-animation. Montagen med dragetræning og konstruktion af udstyr er stadig filmens hjerte – og stadig den bedste montage siden "Fievel i det vilde vesten". Den balancerer perfekt mellem eventyr, opfindsomhed og karakterudvikling, og den er stadig lige så rørende.

Craig Ferguson er savnet som stemmen bag Gobber, men Nick Frost gør rollen til sin egen. Hans lidt bumlende, umiddelbare energi rammer perfekt ind i Gobbers blanding af kamplyst, sort humor og utilsigtet visdom. Hans replikker – særligt de omvendte opmuntringer – fungerer stadig, og flere af dem høstede grin i biografen. Nogle jokes fra originalen er tydeligvis valgt fra – måske fordi de fungerede bedst i animationsuniverset – men balancen mellem humor og alvor er bevaret. Det føles aldrig klovnet, men altid menneskeligt.

Toothless er måske den sværeste figur at oversætte fra animation til live-action, men det er lykkedes. Den nye version er stadig charmerende, nysgerrig og udtryksfuld, men med en mere realistisk tekstur og bevægelsesmønster. Nogle detaljer er ændret, og måske føles han lidt mindre “tegneserie-nuttet” – men det emotionelle bånd mellem ham og Hiccup er fuldstændig intakt. Især scenerne hvor de nærmer sig hinanden i tavshed – hvor tillid opstår uden ord – fungerer uhyggeligt godt i denne version. Kameraet dvæler lidt længere, og det virker.

Lad os bare sige det sådan her…‍

How to Train Your Dragon anno 2025 gør det næsten umulige: den respekterer originalen uden at føles som en genfortælling. Gerard Butler bringer Stoick til live med en kompleksitet, man sjældent ser i familieeventyr, og filmen balancerer humor, sorg og heltemod på forbavsende elegant vis. Det er en remake, der ikke prøver at erstatte, men at spejle – og det gør den med varme, stil og substans. Du behøver ikke vælge mellem versionerne. Men du vil have lyst til at se begge.