At se Now You See Me 3 i 2025 føles lidt som at åbne en tidskapsel, ingen har savnet, men alligevel stå og fnise, når der vælter gamle kendisser ud af den. Det er ikke et comeback, verden har gået og bedt universet om – men det er et, der prikker én på skulderen og minder dig om, hvorfor det her hold engang var kult… og hvorfor du stadig falder for deres tryllerier, selvom du egentlig burde være blevet for gammel til det.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Ni år efter at den seneste Now You See Me-film ramte biograferne, står vi nu her igen: med Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Dave Franco, Morgan Freeman og en flok nye tilføjelser i hænderne på en franchise, der nærmest var forsvundet i røg og konfetti. Timingen er sjov. Normalt får vi fortsættelser som mekaniske pulsslag: tre år, måske fire, og så en ny film. Men her? Ni år. Ni. Det er længe nok til at alle i castet nåede både nedture, opture og flere identitetskriser (professionelle og private) – og længe nok til, at man går i biografen og tænker: “Var de ikke… større dengang?”
Det er faktisk en del af charmen.
For når man ser Now You See Me 3, mærker man med det samme, at filmen er lige så meget en reunion som en fortsættelse. Hele præmissen bygger åbent og ærligt på det: The Horsemen har ikke lavet noget i ti år. De har været sporløst væk siden deres sidste heist – der hvor Daniel Radcliffe spillede skurken og nærmest stjal filmen for sjov. Det er en film, der ikke engang prøver at skjule sin egen meta-tilstedeværelse: dette er et comeback for både karaktererne og skuespillerne.
Og det er måske derfor, man tilgiver alle de fejl og mangler, der ligger og blafrer i kanterne. For lad os være helt ærlige: Now You See Me-filmene har aldrig hængt logisk sammen. Det gør treeren heller ikke. Og det er i virkeligheden meningen. Hele filmens DNA er bygget som et stort filmisk tryllenummer: du må ikke tænke for længe over, hvordan det er gjort. Du skal bare lade dig narre – og helst smile imens.
De nye karakterer er faktisk filmens største overraskelse. Normalt, når gamle franchises får “ungt blod”, virker det klodset. Men her træder tre nye figurer ind i universet med en slags ungdommelig energi, der ikke forsøger at erstatte det gamle hold – men supplere det. De spiller op ad hinanden på en måde, der føles organisk: de unge kommer med lidt flere jokes, lidt mere tempo, og så meget selvtillid, at man fornemmer, at de lige så godt kunne have båret hele filmen selv.
Samtidig skal der sendes ros mod de gamle kendinge. Det er tydeligt, at de alle sammen nyder at være tilbage. Der er en afslappethed i spillet, en selvironisk gnist, der gør deres scener lettere, end de egentlig burde være. Jesse Eisenberg har stadig den kvikke, lidt arrogante charme, der gjorde ham uimodståelig i The Social Network. Han ligner en mand, der har været væk lidt for længe, men som alligevel falder tilbage i rollen som Daniel Atlas med samme tørre energi som før.
Woody Harrelson får igen lov til at være både skør og skarp, og selvom han nærmest kunne lave rollen i søvne, gør han det med et overskud, der smitter. Dave Franco fortsætter med at være filmens evige “unge fyr”, selvom han nu er gammel nok til at spille alt fra far til underviser. Og Morgan Freeman? Han er Morgan Freeman. Det er nærmest komisk, hvor lidt filmen behøver at give ham – hans blotte tilstedeværelse fungerer som seriens moralske kompas.
Og så er der Rosamund Pike. Én af de tilføjelser, der får én til at tænke: “Hvordan var hun ikke med i de første film?” Hun bringer en elegance, skarphed og seriøsitet, der løfter hele ensemblet. Det er ikke en tung rolle, men hun giver filmen et tyngdepunkt, som de mere gakkede karakterer får lov til at spille op imod.
Filmens plot er – på klassisk Now You See Me-manér – både helt ligegyldigt og samtidig ret underholdende. Du forstår ikke, hvad der foregår. Du skal ikke forstå det. Det er illusionslogik. Det er som at se nogen trække et kort ud af ærmet: du ved, du bliver snydt, men du gider ikke vide hvordan. Filmen er i højere grad en serie af tricks end en egentlig historie: heists, twists, visuelle sekvenser og showmanship.
Og det fungerer faktisk.
Ikke perfekt, ikke imponerende – men charmerende.
Forventede du noget nyskabende? Så er du gået forkert.
Forventede du det samme som de to første film, men i nyere indpakning?
Så går du ud af biografen og tænker: “Ja, den sad faktisk meget godt.”
Now You See Me 3 låner friskt fra alle de franchises, der har brugt “nyt møder gammelt”-formlen: Star Wars, Indiana Jones, selv The Dark Knight Rises. Det er ikke originalt – men det er heller ikke meningen, det skal være det. Det er comfort cinema. Popcornfilm. Et tryllenummer udført af skuespillere, der kender hinanden bedre end manuskriptet kender dem.
Visuelt ser filmen dyr ud. Ikke nødvendigvis nytænkende, men solid. Den når aldrig helt tilbage til etterens stilistiske selvsikkerhed, men den er mere bevidst om, hvad publikum faktisk vil have: elegante montager, store kulisser, og karakterer, der hele tiden er “et skridt foran” – i hvert fald i universet, hvis ikke i virkeligheden.
Der er et par twists, du ikke ser komme – eller i hvert fald et par, du ikke lige regner med. Men i stedet for at få dig til at tabe kæben, gør de det, de skal: de får dig til at smile. Og det er måske filmens største styrke: at den aldrig forsøger at være mere, end den er.
Den prøver ikke at være Christopher Nolan.
Den prøver at være en heist-komedie med illusionister.
Og den lykkes.
Når rulleteksterne rammer, sidder du tilbage med noget lidt pudsigt: du troede, du havde glemt de her karakterer. Men filmen minder dig om, at du faktisk havde savnet dem. Ikke meget, ikke dybt, ikke som gamle helte – men som nogen, du engang havde det sjovt med.
Og det er nok.
