Jeg havde virkelig håbet, at Spike Lee og Denzel Washingtons første samarbejde siden Inside Man ville være et comeback. Men Highest 2 Lowest føles som et prestigeprojekt med hukommelsestab – en film, der vil være samfundskommentar, thriller og musikvideo på én gang. Og mister sig selv i forsøget.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Highest 2 Lowest er, på papiret, en storfilm. En genindspilning af Kurosawas High and Low, et 25 millioner dollars projekt med et cast, der ligner et Billboard-lineup: Denzel, A$AP Rocky, Ice Spice, Princess Nokia.
På papiret.
I praksis minder filmen mest om et prestigeprojekt, der er kørt direkte gennem et TikTok-filter og serveret med corny violiner i baggrunden. 90 % af filmen er dækket af det, jeg kun kan beskrive som “Days of our Lives”-musik med attitude. Det er, som om hver scene skal føles vigtig, selv når nogen bare tager en slurk kaffe. Håndtryk og high-fives bliver gentaget i slowmotion, som om Spike Lee vil være sikker på, at vi fanger symbolikken.
Det gør vi, Spike. Vi fanger den. To gange.
Filmen genfortolker Kurosawas klassiske fortælling om moral og klasseforskelle, men flytter handlingen til nutidens New York. Denzel Washington spiller King Giddens, en tidligere musikmogul, hvis søn og gudbarn bliver kidnappet af A$AP Rockys karakter – en rivaliserende rapper, der vil hævne sig på systemet, eller måske bare sælge streams. Hele kidnapningen og spændingen omkring den er dog afviklet på, hvad der føles som to minutter. I stedet for nervepirrende drama får man en musikvideo forklædt som plot, hvor en af ofrene sidder i et badekar, mens der kører en rap-sang i baggrunden. Der er smurt så tykt på, at man ikke et sekund er i tvivl om, at man skal lytte til nummeret og ignorere alt, hvad der sker på skærmen.
Jeffrey Wright, som spiller Giddens’ loyale håndlanger Malik, leverer en fabelagtig præstation uden egentlig at have noget at arbejde med. Hans karakter er tidligere dømt kriminel, nu omvendt til islam – og filmen vil for alt i verden sikre, at vi ikke misser den detalje. Bønner, recitationer, gentagelser. Det hele bliver spillet med en alvor, der på papiret burde røre én, men ender med at føles som et pædagogisk modul for gymnasieelever med tømmermænd. Wright gør sit bedste – han har nærvær, kraft og en ro, der næsten skaber balance – men selv han bliver en karikatur i et univers, der insisterer på at råbe i stedet for at fortælle.
Der er øjeblikke, hvor filmen prøver at være noget andet. Hvor Denzel sidder alene i en bil, mørket trækker sig sammen, og han skyggebokser med et ansigt, man næsten tror på. Men så – klip – A$AP Rocky i en rap-sekvens med en morale, der kunne være taget direkte ud af Sesame Street. Jeg ville gerne sige, det er satire. Men det føles mere som et uheldigt forsøg på at lave satire.
På et tidspunkt troede jeg oprigtigt, at filmen var en moderne fortolkning af A Christmas Carol. Den ligner en julefilm uden sne, men med alt det andet: genfødsel, tilgivelse og en ond hvid mand, der repræsenterer systemet. For i Highest 2 Lowest er der ikke meget tvivl om, hvem skurken er. Han er hvid, velklædt, og siger ting som “All these new rappers sound the same to me.”
Det er ironisk nok det mest troværdige øjeblik i hele filmen.
Det største problem er ikke engang ideen. Det er selve udførelsen – som hvis din far instruerede en film om amerikansk hiphopkultur efter at have set tre afsnit af Empire og hørt HUMBLE. én gang. Karikeret. Overproduceret. Og på en sær måde – dybt fascinerende. For man kan mærke ambitionen. På gulvet i klipperummet ligger der helt sikkert en bedre film. Denzel leverer stadig, som om han har fået en Oscar for den her, og det er netop det, der gør det smertefuldt at se: han tror på det.
Et sted forsøger filmen at tale om at finde sin rytme – ironisk nok præcis det, den selv mister. Den vil være The Wire, men ender som Empire. Den vil være 8 Mile, men føles som Pitch Perfect 3. Og det er svært ikke at sidde tilbage og tænke, at Spike Lee måske har lavet sin egen meta-kommentar – bare uden at opdage det selv. Jeg ved ikke, om det hele er med vilje. Om Spike Lee forsøger at vise, hvordan amerikansk kultur fortæller sig selv i stereotyper. Eller om han bare har tabt kontrollen til sit eget lydspor. Men jeg er ret sikker på, at klipperen stadig vågner om natten, badet i sved, og tænker: “Skulle jeg have taget den der scene med rap-battlen ud?”
Det er svært ikke at smile – og samtidig sukke. For Highest 2 Lowest vil så gerne være noget stort, men ender med at være en film, der prøver at high-five sit eget spejlbillede. Og gør det to gange.
Eftertanke:
Det mest fascinerende ved Highest 2 Lowest er, hvor oprigtigt den gerne vil sige noget om klasse, tro og musik – men ender med at blive et spejl af alt det, den prøver at kritisere. Den vil være rå og ægte, men alt føles koreograferet. Den vil vise hiphoppen som folkesjæl, men bruger den som kulisse. Og måske er det netop det, der gør filmen så amerikansk i sin kerne: behovet for at fortælle historien om underklassen med et kamera til 25 millioner dollars. Spike Lee har stadig noget på hjerte – men det er, som om han ikke stoler på, at vi kan høre det, medmindre der ligger strygere og bas under hvert eneste ord.
