Det lignede noget stort. Noget tænkt. Noget med trappe, budskab og dansere og Orange Scene. Men da konfettien havde lagt sig, sad jeg tilbage med en følelse af… vent, hvad var det egentlig, jeg lige havde set?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
For det første: Hvem er Kenny egentlig? Det er ikke en soloartist, men duoen bestående af Benny Jamz og Gilli – to af de mest dominerende stemmer i dansk hiphop lige nu. De udgav konceptalbummet KENNY den 20. juni 2024, som med sine 14 numre og 38 minutters intensiv rap blev en banger på hitlisterne. Titlen spiller både på deres navne (Kian + Benny) – og på Kenny fra South Park, hvilket også har inspireret cover-art og streetwear-joint ventures .
Så forventningerne var tårnhøje – også fordi B.O.C.-rødderne (Bomber over centrum) har skabt nostalgisk youngstersucces gennem de seneste år. På scenen var det tydeligt: de havde klædt sig til en Orange Scene-fest med attitude. De nævnte selv Orange Scene flere gange – og skabte et ‘her er vi’ mindset fra første takt.
Showet var pakket med features – som forventet fra crewets netværk. Kesi dukkede op til “Hagen City”, og Noah Carter kom på under “Denim”. Det gav koncerten små højdepunkter og en fornemmelse af B.O.C.-nostalgi, men det samlede udtryk blev også lidt ujævnt. For hvem trak egentlig opmærksomheden? Var det Kenny, eller de gæster, man i virkeligheden var mest begejstret for at se? Det hele fik karakter af et venneoptrin med budget – mere imponerende end overraskende.
Scenografi og instruktion var der bestemt styr på. En massiv sort trappe under den ikoniske Orange-fane, flankeret af dansere og en live‑band der holdt lyden tight. Visuelt var showet konstant: lys, blæk‑skygge, og den grafiske idé med den faldende trappe var flot gennemført. Man kunne virkelig mærke, at ambitionen ikke var nede for at spare på retouch og dramatik.
Men midt i det flotte sceneshow savnede jeg noget at holde fast i. Hvad prøvede koncerten egentlig at sige? Var det bare en fest? Et budskab? Noget personligt? Det hele virkede lidt usammenhængende – som om de havde mange idéer, men ikke én klar retning. Og selv navnet “KENNY” blev aldrig rigtig forklaret, andet end at det var en sammensætning af deres egne navne og måske en reference til figuren fra South Park.
Alligevel: visuals fungerede – især Cartman-segmentet. En skarp, surrealistisk pause midt i showet, hvor universet pludselig skar igennem og gav festen kant. Det var øjeblikket, hvor man tvivlede på, om showet handlede om crewet eller konceptet, og hvor balancen blev genfundet.
Lydmæssigt var det solidt – bandet holdt flow, trommerne var punchy, og lydkurven ramte punch‑mæssigt, som man forventer på Orange Scene. Men igen: energi er én ting, narrativ er noget andet. Publikum hoppede – og ville hoppe – men de fik aldrig en fortælling at hoppe til.
Publikumsreaktionen var… ambivalent. Der blev sunget med, men festhadningen spændte. Der var ingen optur som ved en klar, nostalgisk klassiker eller et ultimativt breakout‑moment. Der var kun god energi, og den måde lyden rev igennem mudrede lidt sammen med koreografi og features uden narrativa komponering.
Efter showet var folk ikke spicet, men de var heller ikke floppet. De gik hjem med respekt – men manglede noget at reflektere over. Der var selfies og content–værdi, men ikke en efterklang.
Refleksion:
Kenny beviste, at de kan levere et professionelt, gennemført visuelt og lydmæssigt show. Men det er ikke nok på Orange Scene. I stedet for at stå tilbage med følelsen af et klart narrativ om hvem Kenny er, og hvorfor album og duo opstod, fik vi et flot billedshow uden sjæl eller statement. De havde trappen, danserne, lysshowet – men manglede kernefortællingen.
Showet gjorde det, men det blev aldrig levet. Når man trækker sig tilbage, spørger man: Hvorfor eksisterer dette show? De havde historier, men serverede dem fragmentarisk. Og i sidste ende efterlod det en mærkelig eftersmag: respekten var der, men følelsen var udeblevet.
