Nu er det anden gang på under en måned, jeg ser Charli XCX – sidst i Paris, smadret af et himmelsk skybrud, og her i Roskilde under stor regn. Det føles, som om gud har bedt os om at opleve hende i stormvejr – og jeg er godt klar til at råbe “AMEN.”
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Charli gik på kl. 22:45 og lukkede Orange kl. 23:50. En time og et kvarter, men det føltes både som 20 minutter og som tre dage. Så intens var energien, så ekstreme var hendes skift i tempo, sceneopbygning og volumen. Hun åbnede med 365, Von Dutch og Club Classics – bang bang bang – uden et sekunds opvarmning. Bare lige på og hårdt, som om nogen havde råbt “ACTION!” i en pornofilm med rave-tema.
Og så var der Vroom Vroom. En sang der, ifølge hende selv, er hendes absolutte favorit at optræde med – og det kan man mærke. Hun lyser op. Hun tænder for turboen. Hun bliver til en bil, en maskine, et mekanisk brathoved med makeup og støvler. Der blev ikke danset – der blev flået gulvbrædder op af jorden af ren eufori.
Det er hyperpop, men ikke ironisk. Det er girlpower, men ikke cheesy. Det er queer, men ikke kampklar. Det er hele pakken. Og hun har styr på sit shit – hun er på, hun er i sync med hver overgang, hun ligner én der er ankommet direkte fra en klub i helvede og har tænkt sig at feste dig op i ansigtet.
Der var ikke meget scenografi. Ingen dansere. Ikke noget band. Kun Charli, et par lysinstallationer og lyden af internettet kogt ned til én lang TikTok i festivalformat. Og det virkede. Det var brutalt effektivt. Der var ikke en tom gestus, ikke et “hvordan har I det Roskilde”, ikke en eneste falsk tone – hun kørte det igennem som en, der havde besluttet sig for at dominere.
Jeg kiggede rundt og så publikum i ekstase – kvinder, mænd, unge og halvgamle, der dansede i synkron ekstase, som om det her var eksamen i 2025-pop og vi alle havde læst lektien. Der var en fornemmelse af fællesskab, som man kun får, når nogen tør tage tøjlerne. Ingen moshpits, ingen bro-drenge med fadøl og albuer – bare dans.
Det eneste lille minus? Sættet kunne virke strukket. Nogle overgange blev lidt lange. Som om nogen backstage havde sagt: “Træk lige tiden, Doechii er ikke klar endnu.” Og så stod man der og savnede lidt mere tryk på. Men Charli er klog – hun ved, at hvis man bare moser publikum hele tiden, så mister man dem. Man skal give dem pusterum. Og så smadre dem igen.
Det var tydeligt, at Orange Scene var den rigtige ramme for hendes brat-univers. Alt det dramatiske blev forstærket, ikke udvandet. Hun lignede en hovedperson i en Netflix-serie, man gerne ville binge, men ikke helt turde. Hendes kostumevalg, hendes bevægelser, hendes timing – alt pegede på, at hun ikke bare er en god performer. Hun er et ikon i støbeskeen. En, man om 10 år vil kalde for sin generations Kylie Minogue – bare med piercing og ADHD.
Og hvor var det befriende, at der ikke blev forsøgt at skjule det teatralske. Alt var overdrevet. Stemningen, tempoet, sangene. Det var både rave og opera, både TikTok og tragedie. Og alligevel var det 100 % ægte. Det er sjældent, at man står foran en kunstner, der både er mega-kalkuleret og fuldstændig til stede. Charli balancerer det hele – og det er netop dét, der gør hende stor.
Roskilde har haft sine op- og nedture, og man kunne godt mistænke programmet for at spille lidt for sikkert med hende to år i træk. Men når man står dér i mudderet og bliver smadret af Speed Drive og I Might Say Something Stupid, glemmer man alt om kuratering og diversitetsbalance. Man tænker bare: fuck, det her er godt.
I virkeligheden…
…er det mest imponerende ved Charli XCX, at hun aldrig prøver at være noget, hun ikke er. Hun vil have dig til at skrige, danse og føle dig lækker. Og hun lykkes. Hun forfører uden at fedte. Hun dominerer uden at mase. Og hun efterlader et rum, hvor du føler dig set – selv i regn, i mørke, midt i en mark, blandt 60.000 andre mennesker.
