Hun har skrevet soundtracket til en hel generation af hjertesorg – men på Orange Scene lød det mest som en eksamen i amerikansk pop. Det var stort, sødt og lidt for strømlinet. Og måske netop derfor blev det aldrig rigtig farligt.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Olivia Rodrigo indtog Roskilde Festival 2025 som én af årets tungeste hovednavne. Hun stod på Orange med et rendyrket kvindeband bag sig, og det i sig selv var en magtdemonstration. Musikalsk og visuelt var det selvsikkert, velspillet og utroligt velsmurt. Måske endda lidt for velsmurt. For mens energien var høj, og hendes band spillede med en teknisk præcision, der kunne få ethvert øvelokale til at sukke, så var der noget i hendes optræden, der føltes lidt… forudsigeligt.
Olivia talte til publikum med tårer i stemmen og store ord om, hvor meget det hele betød – men der var noget i leveringen, der føltes som replikker fra et manus. Måske fordi de netop var det. Man kunne næsten høre manageren i baggrunden: “Husk at nævne, hvor meget du elsker dem – og peg ud mod en med et skilt.” Det virkede. Publikum var med. Men det blev aldrig ægte.
Et særligt valg i setlisten understregede den lidt mærkelige dramaturgi: At placere det globale gennembrudshit “driver’s license” som fjerde nummer – ja, det er selvfølgelig en måde at signalere selvtillid på. Men samtidig gjorde det, at koncertens følelsesmæssige højdepunkt kom alt for tidligt. Det skabte ikke den forløsning, det ellers kunne have gjort som sidste sang. I stedet stod det lidt ensomt og blødt midt i et sæt, der stadig var ved at finde sin form.
Til gengæld fungerede “deja vu” fuldstændig fremragende. Sangen kom sent i sættet, lige inden ekstranumrene, og havde præcis den nerve og kant, som resten af koncerten godt kunne have brugt lidt mere af. Det var her, man mærkede en ægte live-artist i udvikling – en popstjerne, der ikke bare synger pænt, men som kan oversætte sit melodrama til noget med kant og krop.
Ekstranumrene blev leveret sikkert. Ikke uforglemmeligt, men med overskud. Og da det hele lukkede og slukkede, var det med følelsen af at have set en superstjerne. En popkulturel repræsentant for Gen Z, der for alvor ejer sit eget rum. Og samtidig: En artist, der stadig er ved at finde ud af, hvordan man fylder det rum helt ud.
Det var den slags koncert, hvor man bagefter siger “det var virkelig godt” – men uden at få lyst til at skrive det med store bogstaver. For det var godt. Publikum elskede det. Roskilde elskede det. Men det blev ikke legendarisk. Ikke endnu. Måske næste gang.
Lad os bare sige det sådan her…
Olivia Rodrigo er uden tvivl en af tidens stærkeste popstemmer. Hun er på vej – og næsten i mål. Men på Roskilde manglede der lige det sidste mod til at træde ud af skabelonen og turde blive farlig.
