Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Allerede på første nummer kom flammerne. Store, svedige ildsøjler der skød op fra scenekanten som om helvede selv havde fået teknikerarmbånd. Publikum var på med det samme. Ingen opvarmning. Bare direkte i moshpitten, direkte i panikken.
Sylosis spiller thrash med kirurgisk præcision. Ikke sådan noget nostalgisk stadionmetal, hvor man står med fadøl og siger “jeg så dem i ’94” – det her er metal, der vil dig noget. Som vil flænse dig op og hælde smeltet stål i såret. Og det lykkedes.
Josh Middleton lignede en mand, der havde været rasende i over et årti og endelig havde fået grønt lys til at udtrykke det i 45 minutter. Hans vokal var så vred, at den kunne skræmme en mellemleder til tavshed, og hans guitararbejde var nærmest provokerende rent. Ikke fordi det lød pænt – men fordi det lød rigtigt.
“Heavy metal is not a phase. It’s a way of life,” råbte han på et tidspunkt. Og du ved hvad? Jeg troede på ham. Ikke fordi det lød som en sjov t-shirt, men fordi det blev sagt med den slags gravrusten alvor, der kun kommer fra folk, der har brugt flere penge på forstærkere end ferie.
Det fede ved Sylosis er, at de ikke prøver at være mere, end de er. De er ikke på TikTok. De er ikke ironiske. De er ikke her for at smile til kameraet. De er her for at smadre Copenhell – og så rejse videre til næste by for at gøre det igen.
Refleksion:
Nogle koncerter ændrer dig. Andre bekræfter dig. Sylosis gjorde det sidste. De bekræftede, at thrash stadig lever. At vreden stadig har værdi. At metal stadig kan være smuk, netop fordi det ikke prøver at være det. Og ja – at det godt må gøre lidt ondt dagen efter.
