Man blev helt forpustet. Men ikke på den fede måde – mere som når nogen råber jokes, laver armbevægelser og spiller dancepop samtidig, og man sidder og tænker: Er det her en koncert? Er det satire? Eller er det bare en mand, der virkelig, virkelig gerne vil underholde?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Hugorms koncert på Tinderbox var ikke bare en koncert. Det var et forsøg på at iscenesætte det store øjeblik. Der var koreografi. Der var gæster. Der var ild. Der var verdenssituationen. Og så var der den slags teatralske overkompensation, hvor man får lyst til at råbe: Stop, det er bare en koncert – ikke en nytårstale! Det hele føltes som et halvtungt popkatalog, der bliver løftet op på skuldrene af et Las Vegas-show.
Simon Kvamm er naturligvis en entertainer. Han har spillet arenaer, festivaler og fiktive radio-DJs i to årtier, og han kender sit publikum. Men Hugorms live-format vil være både punket, poetisk og poppet på én gang – og det er mere, end materialet kan bære. Resultatet er et TikTok-krydsfelt mellem satire og seriøsitet, hvor Kvamm danser tæt med sin buddy, performer et cover af “Freed From Desire” og råber “Hugorm is on fire”, mens Prisma (fra Odense, selvfølgelig) står i baggrunden og ligner statister i et DR3-eksperiment.
Energien er høj. Øjenkontakt, bro hugs, høje arme. Men det føles, som om sangene ikke har pondus nok til at bære de store armbevægelser. Det lyder som musical-pop med pottemands-poesi og fire-i-gulvet-beats. Der er tryk på, men det lyder som noget, der er skrevet til et manuskript – ikke til maven.
Det mest charmerende øjeblik er faktisk, da Prisma bliver inviteret på scenen. En slags lokal gimmick. Men selv dét forsvinder i det samlede behov for at holde energien oppe konstant. Der er ikke plads til nuancer. Ikke engang stilhed. Det er kontakt, kontakt, kontakt. Og fire-i-gulvet. Hele tiden.
Musikalsk bevæger Hugorm sig i et beatdrevet landskab, hvor stortrommen har hovedrollen. Men det hele lyder mere og mere som en musical – eller måske en Simon Kvamm Musical, hvor alle karakterer er versioner af ham selv. Det bliver teatralsk på en lidt akavet måde, hvor man aldrig helt ved, om det er alvor eller performance. Og måske er det netop dét, der er problemet. For man vil gerne kunne mærke det. Men man ender med at sidde og klappe høfligt, mens man tænker: Det var da meget sjovt. Tror jeg.
Lad os bare sige det sådan her…
Hugorm prøver hårdt. For hårdt. Og man kan ikke bebrejde dem, at de vil lave en fest. Men når festen lyder som en genopsætning af Les Misérables møder Rasmus Nøhr, mister selv de bedste beats lidt af deres tyngde.
