Vi gik forbi Arena for at nå Tyla. Det gjorde vi så ikke. For Nine Inch Nails hev os ind som en magnetisk kraft, og pludselig stod vi midt i en maskinel messe for vrede, melankoli og lysdesign.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Der findes koncerter, og så findes der oplevelser. Og når Trent Reznor stiller sig op på en scene og åbner sit katalog af selvhad og samfundskritik, så ved man godt, hvilken kategori man befinder sig i.
Det hele begyndte med et brag – ikke bare musikalsk, men også i intensitet. Det var som om nogen havde sendt os tilbage i tid, men samtidig frem i en slags dystopisk fremtid. Scenografien var så sort, at man kunne mærke den. Og lyset – det blev brugt som våben. Strobelys, skygger, silhuetter. Et overgreb på sanserne, og det er ment som en ros.
Trent Reznor er ikke en frontmand. Han er en kultleder. Han taler ikke mellem numrene. Han prædiker med sine sange, og man lytter – uanset om man kender referencerne eller bare står og tænker “hvorfor er jeg pludselig ked af mit job?”
“Every Day Is Exactly the Same” kom og knuste sjælen i små stykker. Den slags nummer hvor du pludselig står og tænker på Excel-ark og dårlige beslutninger i livet. Det var vildt. Og så spillede de Bowie. “I’m Afraid of Americans.” Et fuckfinger-cover med politisk brod, leveret med kirurgisk præcision og den slags selvsikkerhed, som kun mænd med traumer og distortion-pedaler kan levere.
Vi havde egentlig tænkt os at se Tyla. Men så kom “Hurt.” Og så blev vi stående. Og græd måske lidt. Johnny Cash gjorde den til sin, men Trent Reznor mindede os om, at han skrev den, og at den stadig gør ondt. Hele Arena stod stille. Ikke et telefonkamera i sigte. Kun mennesker, der var der.
Det her var Roskildes bud på en golden oldie – en slags Radiohead med rust i stedet for fløjl. En reminder om, at man ikke behøver autotune og TikTok-hits for at ryste folk i deres grundvold.
Lad os bare sige det sådan her:
Nine Inch Nails blæste os bagover med mørke, ærlighed og præcision. Det var ikke nostalgisk. Det var nødvendigt.
